Stadfæstelse af afslag på dispensation til udvidelse af eksisterende udhus med vægdrivhus inden for søbeskyttelseslinje

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Faaborg-Midtfyn Kommunes afgørelse af 15. marts 2022 om afslag på dispensation til udvidelse af et eksisterende udhus med et vægdrivhus inden for søbeskyttelseslinjen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.

Nævnets vurdering af undtagelsesbestemmelsen

Nævnet vurderede sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, som fastsætter forbud mod bebyggelse inden for søbeskyttelseslinjen. Nævnet fandt, at det ansøgte ikke var omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 2, nr. 7, som gælder for områder med væsentlig, lovlig bebyggelse påbegyndt før 1. september 1972. Nævnet lagde vægt på, at denne undtagelse kun finder anvendelse på en sammenhængende husrække og ikke på enkeltstående bygninger som det eksisterende udhus. Derfor krævede den ansøgte udvidelse en dispensation.

Vurdering af dispensationsansøgningen

Ved vurderingen af, om der kunne meddeles dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, lagde nævnet vægt på, om formålet med det ansøgte var så væsentligt, at den generelle beskyttelsesinteresse burde vige. Nævnet fandt, at der ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at dispensere.

Nævnet begrundede sin afgørelse med følgende:

• En udvidelse af udhuset med et vægdrivhus på 10-15 m² ville medføre en uønsket fortætning af bebyggelsen mellem søen og den eksisterende bebyggelse på matrikel [F2].
• Dette ville forringe værdien og oplevelsen af søen som landskabselement.
• Der var mulighed for at placere vægdrivhuset på den del af ejendommen (matrikel [F2]), som ikke var omfattet af søbeskyttelseslinjen.
• Udvidelsen blev anset for betydelig og ville ændre karakteren af matrikel [F1], som er præget af åbne grønne arealer og ligger i første række til søen samt grænser op til et bevaringsværdigt landskab.
• En dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedens, især ved Søby Sø.
• Eksisterende beplantning, herunder fredede træer, kunne ikke begrunde en dispensation, da den primære beplantning i skel lovligt kunne fjernes uden dispensation.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Skanderborg Kommune meddelte afslag på dispensation fra søbeskyttelseslinjen i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 16, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 1, samt afslag på landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Kommunen begrundede afslaget med, at det ansøgte fritidshus' størrelse ville påvirke søen som landskabselement og forringe udsynet fra den offentlige vej. Kommunen lagde vægt på hensynet til områdets naturmæssige og landskabelige interesser og frygtede en uønsket præcedensvirkning. Kommunen bemærkede desuden, at tidligere tilladelser til helårshuse på naboejendomme ikke skabte præcedens, da praksis for helårshuse er mindre restriktiv end for fritidshuse.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedpunkter:

• Det ansøgte fritidshus strider ikke mod formålet med søbeskyttelseslinjen, da det vil have næsten samme placering som det eksisterende og opføres i naturlige materialer, uden at påvirke den landskabelige oplevelse eller indsynet til søen.
• Der er alene ansøgt om et mindre fritidshus på 64 m², hvilket kun er 7 m² større end det, kommunen var indstillet på at give dispensation til (57 m²).
• Afgørelsen er i strid med lighedsgrundsætningen, da Skanderborg Kommune tidligere har meddelt dispensation til større byggerier (helårshuse) inden for søbeskyttelseslinjen på nærliggende ejendomme, som klageren mener er præcedensskabende.

Kommunens bemærkninger til klagen

Skanderborg Kommune fastholdt sin afgørelse og henviste til, at administrationspraksis for fritidshuse er mere restriktiv end for enfamiliehuse, både efter Planloven § 35 og Naturbeskyttelsesloven § 16. Kommunen understregede, at de tidligere sager om helårshuse ikke var sammenlignelige, da de involverede erstatning af eksisterende huse med samme placering, og at der i et tilfælde løb en vej mellem bebyggelsen og søen. Desuden kræves der dispensation til opførelse af bebyggelser inden for søbeskyttelseslinjen, uanset om de er undtaget krav om byggetilladelse.