Afslag på dispensation til udvidelse af vandhul inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at vandhullet ikke tidligere havde været større, og at den ansøgte udvidelse ikke udgjorde en så klart naturforbedrende funktion, at den faldt ind under en lempeligere praksis. Da der ikke forelå en omfattende plan for naturforbedring, skulle ansøgningen vurderes efter den almindelige restriktive dispensationsadgang.

Endelig Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis, den uønskede præcedensvirkning, og at der var tale om en relativ stor og markant udvidelse på en meget kystnær placering. Det forhold, at ansøgningen var et led i en lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven § 3, kunne ikke føre til et andet resultat. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.

Sagens forhistorie og Kystdirektoratets vurdering

I 2012 ansøgte den tidligere lejrchef om dispensation til en lignende udvidelse, men fik afslag fra Naturstyrelsen Roskilde i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Naturstyrelsen vurderede, at udvidelsen var ønsket i retning mod kysten, men tilkendegav, at en placering vest for den nordlige del af pladsen kunne forventes at opnå dispensation.

Kystdirektoratet meddelte i 2019 dispensationen med henvisning til lovbemærkningerne til ”kystloven” fra 1994, som åbner for en lempeligere adgang til dispensation for eksisterende erhvervsvirksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone. Direktoratet lagde vægt på, at udvidelsen ikke skete mod kysten, og at den var i overensstemmelse med Naturstyrelsens tilkendegivelse fra 2012.

Klagerens anbringender

Danmarks Naturfredningsforening anførte, at der var alternative placeringsmuligheder uden for strandbeskyttelseslinjen, som burde udnyttes. De fremhævede også, at løvskovsarealet, hvor udvidelsen var planlagt, naturmæssigt hang sammen med en urørt, kommunalt ejet skov, og at en dispensation ville medføre en negativ påvirkning af naturen og landskabet. Desuden blev det anført, at de tilladte enheder i stort omfang ville blive brugt til fast opbevaring af campingvogne og telte, hvilket ville gøre dem til stationære anlæg.

Nye oplysninger under sagens behandling

Ejendommens ejer oplyste under sagens behandling, at udvidelsen ikke var etablering af nye enheder, men en genskabelse/omfordeling af eksisterende enheder for at tilpasse sig større campingvogne. Ejeren fastholdt, at Naturstyrelsen i 2012 havde tilkendegivet, at den nu ansøgte placering kunne forventes at opnå dispensation.