Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Frederiksberg Kommunes afgørelse af 17. maj 2021 om ikke at meddele påbud vedrørende støj og vibrationer fra metrotog ved en beboelsesejendom på Frederiksberg. Klagerens lejlighed ligger i stueetagen over tunnelrørene til metrolinjen M3 Cityringen.
Klageren anmodede Frederiksberg Kommune om at meddele påbud til Metroselskabet I/S om at nedbringe støj og vibrationer. Klageren oplevede væsentlige gener fra almindelig støj, lavfrekvent støj og vibrationer. Orienterede støjmålinger i klagerens bolig viste gennemsnitlige maksimalværdier af lavfrekvent støj på omkring 40 dB(A) om aftenen, med peaks over 40 dB(A).
Frederiksberg Kommune afviste at meddele påbud med den begrundelse, at der ikke var hjemmel til at regulere forhold vedrørende støj- og vibrationsgener fra passerende metrotog efter Miljøbeskyttelseslovens § 42. Kommunen henviste til, at sager om støj fra metrotog kunne indbringes for Ekspropriationskommissionen.
Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet og anførte, at:
Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Frederiksberg Kommunes afgørelse om ikke at meddele påbud i forbindelse med støj og vibrationer fra metrotog.
Nævnet henviste til Miljøbeskyttelseslovens § 42, som giver tilsynsmyndigheden mulighed for at meddele påbud til virksomheder, der medfører væsentlig forurening. Dog fremgår det af Miljøstyrelsens vejledning nr. 1 fra 1997 om "Støj og vibrationer fra jernbaner" og nævnets praksis, at der ikke er hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 42 til at gribe ind over for støj fra passerende tog og støj fra lokomotiver under normalt kortvarige stationsophold.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at begrænsningen i anvendelsesområdet for Miljøbeskyttelseslovens § 42, for så vidt angår gener fra den almindelige benyttelse af jernbanenettet, finder anvendelse i forhold til støj- og vibrationsgener fra passerende metrotog. Nævnet lagde vægt på, at metroen er omfattet af definitionen jernbane i jernbaneloven, og at der ikke er grundlag for at behandle støj og vibrationer fra metrotog anderledes end fra andre tog. Dette er i overensstemmelse med Miljøbeskyttelseslovens § 91, stk. 1, som fastslår nævnets kompetence.
På baggrund heraf konkluderede Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der ikke er hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 42 til at gribe ind over for de omhandlede støj- og vibrationsgener fra de passerende metrotog. Klagerens anbringender vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 eller øvrige klagepunkter kunne ikke føre til et andet resultat. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Ny vejledning beskriver, hvordan kommuner skal vurdere og håndtere støjgener fra idrætsanlæg i forbindelse med klagesager og planlægning.



Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Odense Kommunes afgørelse om ikke at meddele påbud vedrørende støjgener fra en transformerstation. Klagen blev indgivet af en nabo til transformerstationen, som oplevede lavfrekvent støj døgnet rundt.
Kommunalbestyrelsen har sendt forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for et nyt botilbud på Skallerne 1 i høring frem til april 2026.

Sagen drejer sig om en klage over støjgener fra en møbelpolstrervirksomhed. En nabo klagede over støj, lavfrekvent støj ...
Læs mere
Miljø- og Fødevareklagenævnet har afvist at behandle en klage over støjgener og forurening af et vandløb fra en betonele...
Læs mereMiljøvurdering af Program for Fremtidens S-bane: Sammenfatning af væsentlige miljøpåvirkninger