Stadfæstelse af afslag på dispensation til hegn og beplantning på beskyttet overdrev

Nævnet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, som fastslår, at dispensation kun kan meddeles i særlige tilfælde. Det blev understreget, at en væsentlig jordbrugs- eller økonomisk interesse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde en dispensation. Praksis på området er restriktiv, og et indgreb skal enten være naturforbedrende, eller området skal være uden særlig naturbeskyttelsesmæssig interesse, ligesom indgrebet ikke må medføre en afgørende forrykning af tilstanden eller skabe uheldig præcedens.

Nævnet vurderede, at det etablerede hegn, på grund af dets højde og konstruktion, ikke kunne karakteriseres som et sædvanligt landbrugshegn, da det hindrer vildtets frie passage. Derudover fandt nævnet ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation.

Begrundelse for afslag

Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde vægt på følgende punkter:

• Det ansøgte var ikke naturforbedrende for det beskyttede overdrev.
• Etablering af hegnet havde driftsmæssig karakter, hvilket normalt ikke kan begrunde en dispensation.
• Hegnet fremstod visuelt dominerende og havde en negativ indvirkning på landskabet.
• Udplantningen af buske var ikke naturtypisk overdrevsvegetation, og formålet om at fremme et rigt fugleliv kunne ikke opveje de beskyttelsesmæssige interesser i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3.
• En lovliggørende dispensation ville kunne skabe uønsket præcedensvirkning i lignende sager.

Klagerens anbringende om risikoen for hærværk kunne ikke føre til et andet resultat, da dette ikke er et forhold, som Naturbeskyttelseslovens § 3 har til formål at varetage. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.

Fredning – Stevns Klint

Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.

Kommunen vurderede, at mosen var omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3 i 2006, og at de efterfølgende ændringer havde medført, at mosen ikke længere opfyldte beskyttelseskriterierne. Kommunen lagde vægt på, at arealet fra 1993/1995 til 2004 henlå som et udyrket naturområde med varieret vegetation. Der blev ikke fundet særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, da tiltagene ikke var naturforbedrende.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 28. marts 2020 med følgende hovedpunkter:

• Området har været dyrket, drænet og slået i mange år, både før og efter 1993, og var derfor ikke omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3 i 2006.
• Der er tale om fortsættelse af hidtidig lovlig drift.
• Luftfotos dokumenterer ikke tilstrækkeligt kommunens påstande om tilstandsændringer.
• Hverken klager eller tidligere ejer var bekendt med områdets beskyttelsesstatus.
• Det er urimeligt, at kommunen ud fra flyfotos konstaterer, at området holdes som plæne, da græsset blot er slået jævnligt uden yderligere "plænepasning".

Klager henviste til luftfotos fra 1972, der angiveligt viste, at området har været dyrket som sammenhængende markområde.

Kommunens bemærkninger til klagen

Odsherred Kommune fastholdt sin vurdering og bemærkede, at søen i den østlige del af mosen har eksisteret siden 1985 og blev omfattet af beskyttelse ved lovens ikrafttrædelse i 1992. Kommunen anførte, at selvom der var tale om græsslåning, havde det medført en ændring i naturtilstanden, og at vegetationen ved besigtigelsen i 2020 understøttede dette. Kommunen understregede, at besigtigelsen i 2013 ikke kunne bruges til afgrænsning, da området allerede var påvirket af ulovlige ændringer. De gravede kanaler havde en drænende effekt, der forringede naturtilstanden. Kommunen oplyste desuden, at resultater af besigtigelser i 2013-2015 blev offentliggjort, men ikke meddelt til hver enkelt lodsejer.