Afgørelse om ophævelse og hjemvisning af tilladelse til skråningsbeskyttelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) har truffet afgørelse i sagen efter Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1, jf. stk. 2, jf. Kystbeskyttelsesloven § 18, stk. 1. Nævnet begrænsede sin prøvelse til de påklagede forhold, primært vilkåret om fjernelse af betonhøfden, og vurderede, om kommunens afgørelse var i overensstemmelse med forvaltningsretlige principper, herunder proportionalitetsprincippet og grundsætningen om saglig forvaltning, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

Nævnets Vurdering af Vilkåret

MFKN fandt, at det fastsatte vilkår om fjernelse af den eksisterende betonhøfde var usagligt. Nævnet lagde vægt på, at den meddelte tilladelse vedrørte skråningsbeskyttelse, mens vilkåret omhandlede et andet kystbeskyttelsesanlæg. Der var ingen oplysninger om, at betonhøfden modvirkede skråningsbeskyttelsens kystbeskyttende effekt eller i sammenhæng med skråningsbeskyttelsen hindrede den rekreative udnyttelse af kysten eller adgangen langs kysten.

Nævnet bemærkede, at selvom hensyn til sikring af adgang til og langs kysten er lovlige og saglige at inddrage i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 1, stk. 1, skal disse hensyn afvejes i forhold til den ansøgte kystbeskyttelse og ikke i forhold til et andet anlæg, der ikke har en saglig sammenhæng med den tilladte skråningsbeskyttelse. Ifølge Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 6 kan der stilles saglige vilkår, men de skal være præcise, lovlige og proportionale.

Konklusion og Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at Gribskov Kommunes afgørelse led af en retlig mangel og derfor var ugyldig. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse af 21. august 2020 om tilladelse til skråningsbeskyttelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i førsteinstansen. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales som følge af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Kystbeskyttelsesloven § 18b, stk. 1.

Kystdirektoratets afslag

• Kystdirektoratet afslog ansøgningen med henvisning til Kystbeskyttelseslovens § 1 om varetagelse og afvejning af forskellige hensyn.
• Direktoratet vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt behov for kystbeskyttelse, da en eventuel risiko for husene kunne afværges med sandfodring.
• Kystdirektoratet henviste til, at det ikke er praksis at tillade kystbeskyttelse af udhuse.
• Direktoratet fandt, at den ansøgte skråningsbeskyttelse ikke levede op til målsætningerne i den nationale kystbeskyttelsesstrategi.

Klagepunkter

Klager anførte en række klagepunkter, herunder:

• Risiko for beskadigelse af ejendom.
• Manglende varetagelse af hensyn i Kystbeskyttelseslovens § 1.
• Manglende anerkendelse af klimaforandringers indvirkning på erosion.
• Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og lighedsgrundsætningen.

Kystdirektoratets bemærkninger til klagen

• Kystdirektoratet fastholdt, at der ikke var grundlag for at fravige praksis.
• Direktoratet anførte, at det ikke er praksis at sikre udhuse, og at der ikke var tale om en bevaringsværdig bygning.
• Kystdirektoratet henviste til, at ethvert hårdt anlæg medfører erosion foran og/eller nedstrøms.
• Direktoratet afviste, at lighedsgrundsætningen var tilsidesat, da der skal foretages en individuel vurdering i hver sag.

Afslag på ansøgning om kystbeskyttelse af ubebygget areal i Dronningmølle