Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om afvisning af klage over tilladelse til havsvømmebane i Helsingør

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 14. marts 2019, som gav tilladelse til etablering af en havsvømmebane ud for en ejendom i Helsingør Kommune. Kystdirektoratet havde samtidig vurderet, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet § 3, stk. 1.

Kystdirektoratet begrundede sin afgørelse med, at anlægget, der udelukkende består af enkelte bøjer, ikke ville have en væsentlig dominerende påvirkning af kystlandskabet. Direktoratet fremhævede desuden, at banen ville øge svømmesikkerheden, være til offentlig brug og ikke strække sig forbi grundejere med ejendomme helt ned til kysten. Vedrørende påvirkningen af Natura 2000-området vurderede Kystdirektoratet, at projektet ikke lå i eller umiddelbart nær et sådant område, og at dets begrænsede omfang og placering ikke ville have væsentlig indflydelse på bilag IV-arten marsvin.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Afgørelsen blev påklaget den 8. april 2019 af omboende, repræsenteret ved advokat. Klagerne anførte navnlig, at:

• Kystdirektoratet ikke havde taget stilling til påvirkningen af det nærliggende Natura 2000-område.
• Området ville blive belastet af øget trafik, parkering og brug af kysten i forbindelse med træning og konkurrencer.
• Brugen af banen potentielt kunne forhindre beboere i at køre til og fra deres ejendomme.
• Anden rekreativ brug af Øresund ville blive begrænset af svømmebanen.

Kystdirektoratet bemærkede i sit svar til klagen, at klagerne var naboer til projektet og derfor var blevet orienteret, men at de ikke var parter i sagen og efter direktoratets opfattelse ikke var klageberettigede.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Kystdirektoratets afgørelse om tilladelse til etablering af en havsvømmebane. Afvisningen skyldtes, at klagerne ikke blev anset for at være klageberettigede i henhold til gældende lovgivning.

Klageberettigelse

Nævnet henviste til Kystbeskyttelsesloven § 18 a, stk. 1, jf. Kystbeskyttelsesloven § 16 a, stk. 1, samt . Disse bestemmelser fastslår, hvem der kan påklage afgørelser, herunder adressaten, ejeren af den berørte ejendom, enhver med en væsentlig individuel interesse, samt visse lokale og landsdækkende foreninger.