Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på en anmodning om genoptagelse af en sag vedrørende fastlæggelse af nye skel inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Lolland Kommune. Ejendommen, der er på 1.250 m², ligger i sin helhed inden for strandbeskyttelseslinjen og er bebygget med fire mindre sommerhuse, som er adskilt af hække.
Klagerne, der er ejere af ejendommen i sameje, ønskede at opdele den ene matrikel med fire sommerhuse i fire selvstændige matrikler. Skellene skulle følge de eksisterende fysiske afgrænsninger mellem sommerhusene. Klagerne anførte, at en selvstændig matrikulering ikke ville påvirke kystlandskabet væsentligt, og at en lokalplan direkte gav mulighed for udstykning, selvom der ikke var meddelt dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15 i forbindelse med lokalplanens udarbejdelse.
Kystdirektoratet behandlede ansøgningen som en anmodning om genoptagelse af en tidligere sag fra 2009, som resulterede i et afslag på dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stadfæstet af Naturklagenævnet i 2010. Kystdirektoratet meddelte afslag på genoptagelse, idet de vurderede, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der kunne ændre den tidligere afgørelse. De bemærkede, at den nye Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 5 ikke fandt anvendelse, da der ikke var tale om forskellige ejere af grunde og bygninger, altså sommerhuse på lejet grund.
Klagerne påklagede afgørelsen og anførte, at:
Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede indledningsvist, at Kystdirektoratet på baggrund af de nye regler i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 5, skulle have behandlet sagen som en ny ansøgning og ikke som en sag om genoptagelse. Nævnet behandlede derfor sagen som et afslag på dispensation og prøvede grundlaget herfor.
Nævnet fastslog, at Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder udstykning og matrikulering. Dispensation kan kun meddeles i særlige tilfælde efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, og administreres meget restriktivt.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at det ansøgte ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 5. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om udstykning af sommerhuse på lejet grund, men af sommerhuse på en grund, der var ejet i sameje mellem de to sommerhusejere. Nævnet vurderede, at der ikke var grundlag for en udvidende fortolkning af bestemmelsens ordlyd.
Til trods for at sagen ikke faldt ind under den lempeligere regel, fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der i den konkrete sag var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Nævnet lagde vægt på følgende:
Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Kystdirektoratets afslag på anmodning om genoptagelse til en dispensation. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.



Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af to tidligere afgørelser fra Naturklagenævnet vedrørende en ejendom i Skæring By, Egå. Naturklagenævnet havde den 5. september 2002 og 9. juni 2004 stadfæstet Århus Amts afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 til bibeholdelse af en jordopfyldning op ad en stensætning på ejendommen. Disse afgørelser blev truffet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Klager havde oprindeligt anført, at jordopfyldningen og stensætningen burde bibeholdes, da ejendommen lå i et fuldt udbygget sommerhusområde, hvilket ifølge klager burde medføre en mindre restriktiv håndhævelse af strandbeskyttelsesreglerne. Klager fremhævede desuden, at stensætningen ikke var skæmmende, ikke kunne ses fra stranden, og ville beskytte mod oversvømmelser. Et væsentligt argument var også, at en plan grund var afgørende for klagers færdsel på ejendommen grundet en fremadskridende øjensygdom.
For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.
Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.
Naturklagenævnet afviste disse argumenter med henvisning til, at strandbeskyttelseslinjen administreres lige restriktivt i sommerhusområder som andre steder, og at stensætningens synlighed fra stranden ikke var afgørende. Nævnet fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis.
Ejeren anmodede den 5. april 2017 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage sagen. Til støtte for anmodningen blev det anført, at etableringen af et lavt stengærde alene var sket for at gøre haven handicapvenlig og forhindre klager, der er blind, i at falde ned ad skrænten. Der blev også henvist til forestående lovændringer af naturbeskyttelsesloven, som formentlig ville lempe reglerne for mindre anlæg.
En tidligere genoptagelsesanmodning af 16. september 2016, hvor klager gjorde gældende, at Naturklagenævnet ikke havde taget stilling til ejerens svære syns- og hørehandicap, blev afvist grundet manglende gebyrindbetaling.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en sag om udstykning af en ejendom beliggende delvist inden for strandbeskyttelses...
Læs mere
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Naturstyrelsens afslag på en ansøgning om arealoverførsel inde...
Læs mereNy motorvej vest om Viborg: Lovforslag om anlæg af Hærvejsmotorvejen mellem Klode Mølle og Løvel
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om afslag på genoptagelse af sag om dispensation fra naturbeskyttelsesloven