Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om miljøtilladelse til udvidelse af hestehold

Nævnets prøvelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om tilladelsens omfang, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2. Nævnet bemærkede, at et husdyrbrug, der udvides eller ændres, skal have en tilladelse, der omfatter hele husdyrbruget, jf. Husdyrbrugloven § 27 og forarbejderne til ændringsloven. Dette skyldes, at hele husdyrbruget skal overføres til den nye ordning, hvor produktionsrammen udtrykkes i m2 produktionsareal.

Nævnet fastslog, at en ridehal er omfattet af definitionen af et husdyranlæg i Husdyrbrugloven § 3, stk. 1, nr. 2, da det er en bygning, hvor husdyr i almindelighed opholder sig eller har adgang til. Selvom produktionsareal i en ridehal kan, men ikke skal, medregnes, jf. Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 2, nr. 4, er ridehallen stadig en del af husdyrbruget, som skal inddrages i en samlet miljøtilladelse. Kommunen skal ved afgørelse om tilladelse vurdere, om den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring kan indebære en væsentlig virkning på miljøet, jf. Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 34, stk. 1, og fastsætte vilkår, der sikrer, at husdyrbruget ikke har væsentlig virkning på miljøet, jf. [Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 36, stk. 1].

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Lolland Kommunes afgørelse af 16. maj 2018 om miljøtilladelse til udvidelse af et hestehold. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling med virkning fra 1 år fra nævnets afgørelse.

Begrundelse for ophævelse og hjemvisning

Nævnet fandt, at den påklagede afgørelse led af en væsentlig retlig mangel, idet tilladelsen ikke omfattede hele husdyrbruget. Kommunen havde ikke inddraget den etablerede ridehal i den meddelte miljøtilladelse, selvom en ridehal er et husdyranlæg i henhold til Husdyrbrugloven § 3, stk. 1, nr. 2. En tilladelse efter Husdyrbrugloven § 16 b skal indeholde vilkår om hele husdyrbrugets indretning og drift, jf. Husdyrbrugloven § 27.

Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Husdyrbrugloven § 90.

Nævnet bemærkede desuden, at Lolland Kommune i forbindelse med den fornyede behandling af sagen skal være opmærksom på, at placering af bebyggelse inden for skovbyggelinjen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1, kræver dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 1, hvis byggeriet ikke er erhvervsmæssigt nødvendigt for landbrugsejendommens drift.

En omboende påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen omhandlede især placeringen af læskuret, som blev anset for uegnet og potentielt fungerende som en ulovlig stald, samt den manglende overholdelse af afstandskravene i Husdyrbrugloven § 8 og Husdyrbrugloven § 6, stk. 1 til naboskel og nabobeboelse. Klager anførte, at dispensationen ville medføre væsentlige gener og forringe naboejendommes værdi, samt at kommunen burde have afslået ansøgningen med henvisning til Planloven § 35, stk. 1 og Planloven § 36, stk. 2.

Vordingborg Kommune bemærkede, at læskuret var placeret på et tørt område, og at det var åbent, så dyrene frit kunne gå ind og ud. Kommunen fastholdt, at dispensationen for bygning 4 ikke ville medføre væsentlige gener, da bygningen allerede var opført og delvist anvendt til stald, og der var stillet vilkår om fjernelse af dybstrøelse i sommerperioden. For bygning 2 blev det anført, at tilladelsen ikke gav mulighed for udvidelse, men blot lovliggjorde det eksisterende produktionsareal.

Under sagens behandling anmodede Miljø- og Fødevareklagenævnet om yderligere dokumentation. Kommunen oplyste, at der ikke eksisterede en forhåndsgodkendelse eller dispensation til anvendelsen af bygning 4 som stald, og at bygning 2 ikke havde fast bund og ville blive indrettet som dybstrøelsesstald.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om miljøgodkendelse til udvidelse af kvægbesætning i Vesthimmerlands Kommune