Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Sagen omhandler en bygherres klage over Aarhus Kommunes afgørelse om, at en planlagt udskiftning af to eksisterende asfaltanlæg med et nyt, moderne asfaltfabriksanlæg er omfattet af krav om miljøvurdering. Projektet indebar en reduktion i produktionskapaciteten fra 350 til 280 tons i timen, men en markant forøgelse i anvendelsen af genbrugsasfalt fra ca. 30.000-40.000 tons til ca. 100.000 tons årligt.
Aarhus Kommune traf afgørelse om, at projektet krævede en miljøvurdering og en § 25-tilladelse. Kommunen baserede sin afgørelse på, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 5e (smeltning af mineralske stoffer) og punkt 11b (bortskaffelse af affald). Vurderingen lagde vægt på projektets placering i et Område med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD), som er sårbart over for forurening, samt den øgede mængde genbrugsasfalt, som potentielt kunne indeholde problematiske stoffer og påvirke grundvandet. Kommunen pegede også på, at det eksisterende anlæg havde overskredet grænseværdier for mineralolie, og at udledningen af overfladevand til en nærliggende mose udgjorde en risiko.
Bygherre klagede over afgørelsen med følgende hovedargumenter:
Miljøstyrelsen bemærkede til sagen, at selvom "asfaltværker" var fjernet fra lovteksten for at opnå en mere direktivnær implementering, kunne sådanne anlæg stadig være omfattet af andre punkter i bilaget, f.eks. som anlæg til smeltning af mineralske stoffer eller bortskaffelse af affald. Styrelsen præciserede, at anvendelse af genbrugsmaterialer i henhold til VVM-direktivet kan betragtes som affaldsbehandling.
Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen og stadfæstede Aarhus Kommunes afgørelse om, at projektet er miljøvurderingspligtigt.
Nævnet fandt, at projektet er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 11b om anlæg til bortskaffelse af affald. Begrundelsen var, at projektet indebærer anvendelse af store mængder opbrudt asfalt fra andre projekter, hvilket i miljøvurderingslovens forstand betragtes som affald. Nævnet understregede, at fjernelsen af ordet "asfaltværker" fra lovens ordlyd ikke udelukker, at et sådant anlæg kan være omfattet af loven baseret på dets konkrete aktiviteter. Nævnet tog ikke stilling til, om projektet også var omfattet af andre bilagspunkter, da det var tilstrækkeligt at konstatere, at det var omfattet af mindst ét.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at projektet kunne have en væsentlig indvirkning på miljøet. Nævnet henviste til, at en screening er en foreløbig vurdering, og at behovet for yderligere undersøgelser taler for en fuld miljøvurdering. Nævnet lagde vægt på følgende elementer fra kommunens screening efter miljøvurderingslovens § 21:
Nævnet afviste klagers argument om, at kommunen havde handlet usagligt, og konkluderede, at kommunen havde foretaget et reelt skøn baseret på relevante oplysninger.
MiljoestyrelsenProjektet har undersøgt teknologier til genanvendelse af mineraluld i asfalt og tegl samt muligheden for at omklassificere ældre mineraluldsaffald fra farligt til ikke-farligt affald.
MiljoestyrelsenMiljoestyrelsen
Sagen omhandler en klage fra Danmarks Naturfredningsforening (DNF) over Viborg Kommunes afgørelse af 1. december 2017. Kommunen havde afgjort, at etablering af et nyt autoophug på A1 i Viborg Kommune ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse.
Projektet indebærer en udvidelse af en eksisterende virksomhed til at håndtere og miljøbehandle 2.500 udtjente køretøjer årligt. Virksomheden ansøgte om at oplagre 100 miljøbehandlede biler i to lag og maksimalt 10 ikke-miljøbehandlede køretøjer ad gangen. Projektet inkluderer flatning af biler cirka fire timer om ugen, hvilket forventes at medføre støj. Flatnede køretøjer vil maksimalt stå i 3-4 lag for at undgå visuel gene.
Viborg Kommune vurderede, at anvendelsen af de samme arealer og bygninger til autoophug ikke udgjorde en ændret anvendelse, da der tidligere havde været aktiviteter som skrotplads og metalskrotvirksomhed på stedet. Kommunen forventede, at projektet ville overholde gældende grænseværdier for luftforurening, og at farligt affald ville blive afleveret til miljøgodkendte modtageranlæg.
En ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen kortlægger kommunernes nuværende grænseværdier og foreslår grundlaget for fremtidige nationale standarder.
Ny rapport kortlægger eksisterende viden om potentiel afsmitning af miljøfarlige stoffer fra solceller og landvindmøller for at understøtte kommunernes arbejde med VE-projekter.
Kommunen lagde til grund, at projektet var omfattet af Miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 11, litra e, vedrørende skrotoplagring. På baggrund af en screening vurderede kommunen, at projektet ikke ville påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke krævede en miljøvurdering eller § 25-tilladelse i henhold til Miljøvurderingslovens § 21.
DNF anførte i sin klage, at flatning af køretøjer indebærer mekanisk neddeling, som kan medføre emissioner svarende til shreddervirksomheder, herunder PCB-forurening. Klageren mente, at Viborg Kommune ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af PCB-forureningen, og at det anvendte screeningsskema ikke var udtømmende, da det ikke omfattede emissioner af PCB.
Viborg Kommune bemærkede, at flatning er en sammentrykning af miljøbehandlede biler og ikke en mekanisk neddeling. Kommunen henviste til Miljøstyrelsens standardvilkår for flatning, som ikke indeholder specifikke krav til PCB-emissioner, i modsætning til shredding. Efterfølgende kontakt med Miljøstyrelsen bekræftede, at standardvilkårene for flatning er fyldestgørende, og at PCB ikke anses for et problem ved denne proces. Kommunen fastholdt derfor, at yderligere vurdering af PCB-forurening ikke var nødvendig.
Sagen omhandler en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over Miljøstyrelsens afgørelse fra 24. juli 2018. Afgørelse...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over Miljøstyrelsens afgørelse af ...
Læs mere