Stadfæstelse af afgørelse om bortfald af tilsagn om tilskud til investering i særlige driftsgrene

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 10. maj 2017 om bortfald af tilsagn om tilskud. Nævnet begrænsede sin prøvelse til klagepunkterne, men havde mulighed for at inddrage andre forhold, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1. Sagen blev behandlet under hensyn til forvaltningslovens krav om begrundelse og vejledningspligt samt princippet om berettigede forventninger.

Forvaltningslovens krav om begrundelse

Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens afgørelse ikke opfyldte Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, 2. pkt om begrundelse. Styrelsen havde ikke redegjort for de hovedhensyn, der lå bag beslutningen om at lade tilsagnet bortfalde, selvom Bekendtgørelse om tilskud til etablering af særlige levesteder for bilag IV-arter § 18, nr. 5 giver mulighed for en skønsmæssig vurdering. Dog vurderede nævnet, at begrundelsesmanglen ikke var konkret væsentlig for sagen, da den ikke påvirkede afgørelsens resultat eller klagers forståelse.

Forvaltningslovens vejledningspligt

Nævnet vurderede, at Landbrugsstyrelsen havde forsømt sin vejledningspligt efter Forvaltningsloven § 7, stk. 1 ved at yde fejlagtig vejledning. Dette skete, da styrelsen den 23. februar 2017 udsatte fristen for indsendelse af dispensationen, selvom klager havde oplyst, at dispensationen ikke var opnået inden anmodning om udbetaling. Dette er i strid med den grundlæggende betingelse i Bekendtgørelse om tilskud til etablering af særlige levesteder for bilag IV-arter § 8, stk. 1, nr. 1.

Imidlertid fandt nævnet, at den fejlagtige vejledning ikke var konkret væsentlig for sagen. Vejledningen blev givet efter klagers indsendelse af udbetalingsanmodningen (7. februar 2017), og dispensationen blev først opnået den 13. marts 2017. Den fejlagtige vejledning havde derfor ikke indflydelse på klagers mulighed for at opnå dispensationen inden anmodningen om udbetaling. Desuden havde klager tabt retten til at trække udbetalingsanmodningen tilbage, da styrelsen allerede den 14. februar 2017 havde gjort opmærksom på den manglende dispensation, jf. Forordning (EU) nr. 809/2014 artikel 3, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt.

Berettigede forventninger

Nævnet fandt, at klager ikke havde en berettiget forventning om udbetaling af tilskud. Selvom klager havde en forventning baseret på telefonsamtalen af 23. februar 2017, hvor styrelsen udsatte fristen, er bestemmelsen i Bekendtgørelse om tilskud til etablering af særlige levesteder for bilag IV-arter § 8, stk. 1, nr. 1 præcis. Ifølge Domstolens dom af 1. april 1993, Forenede sager C-31/91 – C-44/91, præmis 35, kan princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke påberåbes over for en præcis fællesskabsretsakt, og en national myndigheds handling i strid hermed kan ikke skabe en berettiget forventning om en behandling, der strider mod fællesskabsretten. Da styrelsens godkendelse ville stride mod en præcis bestemmelse i bekendtgørelsen, kunne klager ikke have en berettiget forventning om godkendelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.