Klager fremlagde desuden et brev af 18. marts 2015 samt et kortbilag, udarbejdet af Gribskov Kommune den 23. marts 2015 efter en sporstofundersøgelse, som viser drænforløbet som en direkte linje fra brønd 1 til brønd 2 – altså det gamle forløb. Det af kommunen beskrevne nye forløb fremgår slet ikke af dette kort.

Endvidere anførte klager, at en eventuel udskiftning fra et Ø20 cm betonrør til et Ø10 cm drænrør udgør en regulering, der kræver vandmyndighedens tilladelse, idet kapaciteten skønsmæssigt reduceres med over 50 %.

Nævnets vurdering: Undersøgelsespligten ikke opfyldt

Miljø- og Fødevareklagenævnet valgte at begrænse sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet er behov for vedligeholdelse af drænet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11.

Nævnet lagde til grund, at et dræn med tilløb til brønd 2 faktisk eksisterer – dokumenteret ved billedet fra kloakmesteren – og at drænet er vandførende og derfor omfattet af Vandløbsloven § 27.

Nævnet fandt imidlertid, at Gribskov Kommune ikke havde levet op til officialprincippet (undersøgelsesprincippet), der er et grundlæggende forvaltningsretligt krav om, at myndighedens afgørelse skal hvile på et tilstrækkeligt oplyst grundlag:

"Nævnet har lagt vægt på, at kommunen hverken har beskrevet eller dokumenteret behovet for vedligeholdelse af drænet, hvilket er nødvendigt for at påbyde en bredejer at udføre vedligeholdelse."

Dette udgør ifølge nævnet en væsentlig retlig mangel, der medfører afgørelsens ugyldighed.

Nævnets øvrige vejledende bemærkninger til Gribskov Kommune

Ud over ophævelsen fremkom nævnet med en række konkrete anmærkninger til den fornyede behandling:

Nævnet bemærkede særligt, at kommunen ved den fornyede behandling bør redegøre nærmere for drænforløbet og de faktorer, kommunen har lagt vægt på ved fastlæggelsen heraf.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Gribskov Kommunes påbud af 22. marts 2024 om vedligeholdelse af privat dræn på klagers ejendom og hjemviste sagen til fornyet behandling i Gribskov Kommune. Begrundelsen var, at kommunen hverken havde beskrevet eller dokumenteret behovet for vedligeholdelse, og at afgørelsen som følge heraf led af en væsentlig retlig mangel, der gjorde den ugyldig. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales til klager.

Kommune frifundet for overtrædelse af serviceloven

Retten på Bornholm har frifundet kommunen for erstatningsansvar i en sag om alvorlig omsorgssvigt af en pige i perioden 2005-2009.

Klagerens Anbringender

Klageren påklagede afgørelsen og anførte, at annekset blev bygget før Landvæsenskendelsen fra 1972, og at der ikke var gravet eller bygget siden. Klageren hævdede desuden, at annekset ikke var placeret ovenpå rørledningen, men ca. 1,5 meter vest for den, hvilket gav fri adgang til drænet. Klageren gjorde gældende, at vedligeholdelses- og reparationsarbejder påhvilede kommunen i henhold til 1972-kendelsen, og at kommunen manglede hjemmel til at træffe det pågældende påbud. Klageren havde selv foretaget en undersøgelse, der ikke viste forhindringer på det af kommunen angivne sted, men pegede på større avnbøge i skel som en mulig årsag. Klageren fastholdt klagen, da det ønskedes klarlagt, om kommunens fortolkning af lovgrundlaget var korrekt, og henviste til en ombudsmandsudtalelse vedrørende skelnen mellem vedligeholdelse og regulering.

Kommunens Svar

Syddjurs Kommune oplyste, at rørbruddet var blevet repareret af Ahl Drænlaug, og at sagen derfor var afsluttet, da afvandingsevnen var genetableret. Kommunen forklarede sin praksis for løbende vedligeholdelse, som omfattede frigravning af udløb, tilsyn, rensning og punktvise reparationer, herunder udskiftning af enkelte rørstykker. Kommunen anførte, at udskiftning af længere ledningsstrækninger blev betragtet som en regulering og dermed den enkelte grundejers ansvar, især da mange dræn var gamle og i dårlig teknisk stand.