En virksomhedsejer klagede den 10. oktober 2024 til Miljø- og Fødevareklagenævnet over Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris (tidligere Fødevarestyrelsen) sagsbehandling i forbindelse med dyrevelfærdskontrol. Klagen rejste en række kritikpunkter af generel karakter rettet mod styrelsens interne praksis og kultur.

Klagerens kritikpunkter mod styrelsens praksis

Virksomhedens ejer fremførte følgende synspunkter til støtte for klagen:

• At der eksisterer en uhensigtsmæssig kultur i styrelsen, hvor dokumentation anvendes efter styrelsens eget forgodtbefindende
• At fotomapper indeholder henvisninger til styrelsens egen nummerering, hvilket klageren fandt problematisk
• At der ikke eksisterer tilstrækkelig kontrol med styrelsens embedsdyrlæger
• At der er sket en praksisændring under dyrevelfærdskontrol, hvor styrelsen nu typisk reagerer med indskærpelser fremfor politianmeldelser

Klagen var således ikke rettet mod en konkret afgørelse i sagen, men mod styrelsens generelle sagsbehandlingspraksis og tilgang til sanktionering på dyrevelfærdsområdet.

Nævnets kompetencevurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet indledte sin vurdering med at fastslå rammerne for nævnets klageadgang. Det følger af Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 1, at nævnet er klagemyndighed for administrative afgørelser, i det omfang det fastsættes i den øvrige lovgivning. Nævnet afgør selv spørgsmål om sin kompetence, jf. samme bestemmelses stk. 3.

For dyrevelfærdsområdet specifikt fremgår det af Dyrevelfærdsloven § 52, stk. 3, at afgørelser truffet i henhold til loven eller regler udstedt i medfør heraf kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Nævnet lagde til grund, at begrebet "administrative afgørelser" skal forstås i forvaltningsretlig forstand. Det vil sige:

En afgørelse i forvaltningsretlig forstand er en retsakt, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

Nævnet vurderede, at det klageren havde indbragt — styrelsens sagsbehandling og praksisændring for sanktionering — hverken fastlægger, hvad der er ret i et konkret tilfælde, eller udgør en afslutning af en sag. Sagsbehandling og intern praksis er dermed ikke afgørelser i forvaltningsretlig forstand, og nævnet har ingen kompetence til at behandle sådanne klagepunkter.