Styrelsen hjemblede afslaget i Bekendtgørelse om grundbetaling m.v. til landbrugere 2024 § 3 (bekendtgørelse nr. 1426 af 1. december 2023) og sanktionen i § 18, nr. 2, i bekendtgørelse om kontrol og administrative sanktioner.

Klagers argumenter

Landmanden, repræsenteret ved konsulent, påklagede afgørelsen den 29. januar 2025 og anførte:

• Forpagteren modtog et klart påkrav med betalingsfrist til 27. marts 2024
• Da afgiften ikke blev betalt, ophørte forpagtningen ved fristens udløb
• Landmanden havde derfor rådighed over marken allerede den 27. marts 2024 – inden ansøgningsfristen
• Som følge heraf var landmanden berettiget til både grundbetaling og biodiversitetstilskud

Nævnets vurdering af rådighedskravet

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt det ikke godtgjort, at landmanden havde rådighed over mark nr. 45-1 ved ansøgningsfristen den 26. april 2024. Nævnet lagde afgørende vægt på:

"klagers påkravsskrivelse af 21. marts 2024 tydeligt angav en frist, indenfor hvilken, klagers forpagter havde kunnet rette for sig og betale den forfaldne forpagtningsafgift"

Samtidig fremgik det af ophævelsesskrivelsen af 15. maj 2024, at kontrakten "ophæves straks", og at landmanden overtager driften af arealet fra denne dato. Nævnet bemærkede tillige, at landmandens egne bemærkninger til fællesskemaet (indsendt 23. september 2024) angav, at forpagtningskontrakten blev "opsagt" den 15. maj 2024. Herefter stadfæstede nævnet afslaget på grundbetaling og tilskud til biodiversitet og bæredygtighed.

Juridisk nøglespørgsmål: Kriterium eller forpligtelse?

Den centrale retlige problemstilling i sagen var, om rådighedskravet udgør et kriterium for støtteberettigelse eller en forpligtelse – da dette har afgørende betydning for, hvilken sanktionsbestemmelse der finder anvendelse.

Nævnet foretog en selvstændig fortolkning med udgangspunkt i EU-Domstolens dom af 11. april 2024 i sag C-6/23, Baramlay, hvori sondringen uddybes:

"et »kriterium for støtteberettigelse« [...] skal forstås som et nødvendigt forudgående krav for en støtteansøgnings gyldighed, hvilket har til følge, at hvis et sådant krav ikke er opfyldt, skal støtteansøgningen afslås"

Modsat betegner en "forpligtelse" et løfte fra støtteansøgeren om at overholde en pligt i den periode, hvor programmet gennemføres.

Nævnet konkluderede, at rådighedskravet udgør et kriterium – ikke en forpligtelse – fordi:

• Kravet skal opfyldes på et bestemt tidspunkt (ansøgningsfristen), ikke løbende
• Det er et nødvendigt forudgående krav for ansøgningens gyldighed
• Grundbetalingsbekendtgørelsen i både foregående og efterfølgende støtteår har kategoriseret rådighedskravet som et "kriterium"
• Vejledning om grundbetaling 2024, punkt 3.1.2, omtaler rådighed som et kriterium

Konsekvensen for den administrative sanktion

Da rådighedskravet er et kriterium, finder Bekendtgørelse om kontrol og administrative sanktioner for visse tilskudsordninger under Den Europæiske Unions fælles landbrugspolitik § 6, stk. 1 anvendelse – og ikke § 18, nr. 2, som styrelsen havde anvendt. Efter § 6, stk. 1 sker der ved manglende opfyldelse af kriterier alene tilbagebetaling af eventuelt udbetalt tilskud – der pålægges ikke administrativ sanktion. Nævnet fandt derfor, at styrelsens sanktion på 4,70 ha var uberettiget og skulle bortfalde.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afgørelse af 2. januar 2025 om landbrugsstøtte for 2024 med én ændring: Den af styrelsen fastsatte administrative sanktion på 4,70 ha bortfalder. Nævnet fandt, at landmanden ikke havde rådighed over mark nr. 45-1 (9,40 ha) ved ansøgningsfristen den 26. april 2024, da forpagtningskontrakten først blev ophævet den 15. maj 2024. Afslaget på grundbetaling og tilskud til biodiversitet og bæredygtighed stadfæstedes derfor. Sanktionen bortfaldt, fordi rådighedskravet efter nævnets fortolkning – i lyset af EU-Domstolens dom i sag C-6/23, Baramlay – udgør et støtteberettigelseskriterie og ikke en forpligtelse, og manglende opfyldelse af et kriterium ikke udløser administrativ sanktion efter den relevante sanktionsbekendtgørelse.

Landbrugsstyrelsens vurdering

Landbrugsstyrelsen anmodede klageren om at dokumentere rådighed over markerne 71-93 for 2013. Klageren fremlagde et forslag til leje af arealerne dateret den 28. maj 2013 og henviste til en telefonisk forsikring fra en medarbejder hos forsvaret. Styrelsen vurderede dog, at klageren ikke havde dokumenteret sin rådighed over arealerne ved ansøgningsfristens udløb den 25. april 2013. Dette skyldtes, at den skriftlige forpagtningsaftale kun var gældende til og med den 31. marts 2013, og forsvaret bestred en mundtlig forlængelse. Styrelsen henviste til Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen § 4 og Bekendtgørelse om elektronisk Fællesskema og markkort § 3, stk. 2, som fastsætter krav om rådighed over arealer på ansøgningsfristen. Landbrugsstyrelsen understregede, at den kun havde kompetence til at vurdere retmæssig udbetaling af enkeltbetaling og anså eventuelle aftaleretlige tvister som privatretlige spørgsmål, der skulle afklares ved domstolene.