Afvisning af klage over handicapdiskrimination i forbindelse med omplacering af sygeplejerske med håndeksem

Denne sag omhandler en sygeplejerske, der siden 1994 har lidt af kronisk håndeksem. Hun blev i 2010 ansat ved et sygehus, hvor hun efter en kortere periode i en sengeafdeling overgik til tjeneste i et ambulatorium. Konflikten opstod i 2012, da sygehusets ledelse varslede en ændring af hendes ansættelsesvilkår, så hun fremover skulle indgå i blandede vagter mellem ambulatoriet og sengeafdelingen for at sikre maksimal fleksibilitet i driften. Samtidig var klageren i en periode sygemeldt grundet et brud i foden, hvilket medførte yderligere fysiske begrænsninger.

Omlægning af arbejdsopgaver og fleksibilitetskrav

Ledelsen ønskede at udbrede de faglige kompetencer fra ambulatoriet til sengeafdelingen ved at lade personalet rotere. Klageren, der var specialeansvarlig sygeplejerske, argumenterede imod denne ændring med henvisning til, at hendes håndeksem udgør et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1. Hun anførte, at arbejdet i en sengeafdeling indebærer hyppig håndvask og langvarig brug af handsker, hvilket ville forværre hendes kroniske hudlidelse.

Konflikt mellem plejeopgaver og kronisk håndeksem

Der opstod betydelig uenighed om de faktiske forhold i ansættelsen:

• Klageren mente, at hun ved ansættelsen var blevet lovet en stilling uden vagter i sengeafdelingen.
• Sygehuset fremlagde vagtplaner og lønsedler, som ifølge dem viste, at hun i de første ni måneder af sin ansættelse havde arbejdet i en sengeafdeling uden at melde om skånebehov.
• Parterne var uenige om, hvorvidt sygehuset var bekendt med eksemen før juli 2012, og om de foreslåede løsninger med særlige handsker og cremer var tilstrækkelige.

Efter et kort forsøg på at genoptage arbejdet i en sengeafdeling, hvor klageren oplevede en voldsom forværring af både hud- og fodgener, valgte hun at opsige sin stilling i september 2012. Hun gjorde gældende, at sygehuset ikke havde overholdt sin tilpasningsforpligtelse.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at de ikke kunne behandle klagen. Sagen blev afvist i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1, da en afgørelse kræver en bevisførelse, som ikke kan finde sted ved nævnet.

Behov for mundtlig bevisførelse ved domstolene

Nævnet vurderede, at der var en række uafklarede faktuelle spørgsmål, som kræver mundtlige parts- og vidneforklaringer:

• Det var uklart, i hvilket omfang klageren tidligere havde arbejdet på en sengeafdeling, hvilket har betydning for vurderingen af, om håndeksemen udgør en relevant begrænsning i hendes funktionsevne.