Landsskatteretten om erhvervsmæssig billeasing og fradrag for underskud

Klagerens argumenter

Klageren fastholdt den principale påstand om ugyldighed af skatteankenævnets afgørelse på grund af den fejlagtige angivelse af indkomståret 2002. Subsidiært påstod klageren, at leasingvirksomheden skulle anerkendes som erhvervsmæssig, med ret til fradrag for underskud. Klageren anførte, at anskaffelsessummen på 38.500 kr. var markedsbaseret, og at salgsprisen på 11.000 kr. i 2005 skyldtes bilens alder, en uforudset revne i motorblokken og et generelt fald i brugtbilpriserne. Klageren argumenterede for, at leasingydelsen var fastsat korrekt ud fra markedsforhold og at virksomheden havde vist overskud i 2003 og 2004.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse og fandt, at klagerens virksomhed med leasing af bil ikke kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Dette medførte, at klageren ikke havde ret til fradrag for det selvangivne tab på 25.500 kr. i 2005.

Begrundelse for afgørelsen

• Ugyldighedspåstand afvist: Landsskatteretten lagde til grund, at skatteankenævnets angivelse af indkomståret 2002 i afgørelsen af 29. januar 2008 var en tastefejl, som ikke havde medført retstab for klageren. Klagerens påstand om ugyldighed blev derfor ikke taget til følge.
• Erhvervsmæssig virksomhed:
  • I henhold til Statsskatteloven § 6, litra a kan udgifter til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten fradrages. Dog kan der for ikke-erhvervsmæssig virksomhed kun foretages fradrag i det omfang, udgifterne kan rummes inden for indtægtskilden, jf. Statsskatteloven § 6, 2. pkt. og princippet om nettoindkomst. Underskud fra ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages.
  • Ved vurderingen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, lægges afgørende vægt på, om den har udsigt til at blive overskudsgivende. Dette vurderes ud fra den primære drift, med fradrag for en rimelig driftsherreløn og forrentning af kapital.
  • Klageren havde ikke godtgjort, at leasingvirksomheden havde udsigt til at blive overskudsgivende. Virksomheden havde kun selvangivet et beskedent driftsoverskud i ét ud af tre år, med et samlet selvangivet tab på 29.500 kr. i driftsperioden.
  • Virksomhedens begrænsede omfang, med kun ét driftsmiddel (bilen) og én leasingtager ad gangen, understøttede yderligere, at den ikke blev anset for drevet med rentabel drift for øje.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren påstod principalt, at fradragene skulle godkendes, da virksomheden var erhvervsmæssig. Han argumenterede for, at hensigten med virksomheden var at opnå fortjeneste, selvom dette ikke blev en realitet på grund af uforudsete omstændigheder som finanskrisen. Klageren fremhævede, at der var selvangivet omsætning via reducerede afskrivninger og et tilgodehavende på 15.000 kr. fra selskabet. Han fremlagde budgetter, der viste en forventning om afkast inden for en årrække, og anførte, at investeringen var langsigtet og risikobetonet. Klageren fastholdt, at han ikke var en del af ejerkredsen i det familiære selskab, og at momsregistrering ikke var påkrævet på grund af omsætningens størrelse og momslovens regler om virksomhedsoverdragelser.

Klageren gjorde subsidiært gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af en formalitetsfejl, idet afgørelsen blev truffet før udløbet af den varslede frist for indsigelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 2. Han henviste til en e-mail, der angiveligt skulle have indikeret et ønske om yderligere dialog. Klageren mente, at hans aktivitet med køb, salg og udlejning af inventar var en regulær virksomhedsomsætning og ikke en privat sag, og at underskuddene var reguleret af afskrivningsloven. Han fastholdt, at der var en betydelig omsætning af inventar og en driftsmæssig intensitet, samt at der var sket en tabsbegrænsning. Endvidere begærede klageren subsidiært fradragene behandlet efter reglerne for negativ kapitalindkomst eller som tabt anpartskapital.