Landsskatteretten: Skattepligt af befordringsgodtgørelse til håndboldspiller – manglende dokumentation for kontrol i 2010

Landsskatteretten fandt, at klageren for indkomstårene 2009 og 2011 havde godtgjort, at arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, havde foretaget den fornødne kontrol med udbetalingen. Der var ikke grundlag for at anse den anførte kørsel for ikke at være foretaget, og de fremlagte e-mails dokumenterede både afsendelsestidspunkt og kontrol. De anførte kilometer stemte overens med den udbetalte godtgørelse for disse år.

For indkomståret 2010 var der derimod ikke fremlagt bogføringsbilag eller anden dokumentation, der kunne godtgøre, at udbetalingen af kørselsgodtgørelse kunne ske skattefrit. På baggrund heraf havde klageren ikke godtgjort, at arbejdsgiveren havde ført en effektiv kontrol som påkrævet efter Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1, og der var heller ikke grundlag for en berettiget forventning om skattefrihed. Den udbetalte godtgørelse i 2010 blev derfor anset for skattepligtig i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4.

Landsskatteretten gav klageren medhold i den subsidiære påstand om befordringsfradrag for 2010. Det blev overladt til SKAT at træffe afgørelse om, i hvilket omfang klageren var berettiget til fradrag efter Ligningsloven § 9 C for dette år, idet Ligningsloven § 9 B, stk. 4, 2. pkt. åbner mulighed for fradrag, hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler skattefri godtgørelse.

Arbejdsgivers kontrolforpligtelse

Det er en grundlæggende betingelse for skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører tilstrækkelig kontrol med de kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1. Kontrollen skal baseres på bogføringsbilag, der indeholder specifikke oplysninger som formål, dato, mål, antal kilometer og satser, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 2. Skatteankenævnet fandt, at [virksomhed1] A/S ikke havde ført tilstrækkelig kontrol, idet:

• Klagerens kørselsrapporter manglede tilstrækkelige oplysninger, f.eks. specifikke adresser for kørselsmål.
• Der var udbetalt høj sats for kørsel over 20.000 kilometer til andre ansatte, uden at klubben effektivt kunne kontrollere den akkumulerede kørsel.
• Hovedparten af de ansatte havde ikke anført, hvilken bil de kørte i, og flere havde modtaget godtgørelse for kørsel i biler, de ikke selv ejede.
• Der var registreret kørsel til kampe i egen bil, selvom klubben ofte hyrede en spillerbus, uden at klubben kontrollerede, hvem der kørte med bussen.
• Der var udbetalt godtgørelse for kørsel til forskellige træningssteder samme dag for spillere på samme hold, hvilket nævnet fandt udokumenteret og usandsynligt.
• Mange kørselsrapporter manglede attestation (flueben), hvilket indikerede manglende kontrol.
• Klubben havde ikke ført kontrol med 60-dages-reglen, hvilket betød, at kørsel til den sædvanlige arbejdsplads efter 60 dage skulle have været skattepligtig.

Lønmodtagerforhold for 2011

For 2011 havde klageren ikke modtaget løn fra klubben. Skatteankenævnet henviste til retspraksis (SKM2001.141.ØLR), der fastslår, at det er en betingelse for skattefri kørselsgodtgørelse, at modtageren er lønmodtager og modtager løn. Da klageren ikke modtog løn i 2011, blev godtgørelsen anset for skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4.

Fristregler og berettiget forventning

SKATs ændringer for 2010 og 2011 blev anset for at være inden for de almindelige frister i Bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 1, stk. 1 og 2. For 2009 og 2010 gjaldt de længere frister i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, da ændringen for 2011 (skattepligt af kørselsgodtgørelse) begrundede genoptagelse af tidligere år, jf. Bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 1, stk. 1, nr. 4. For 2008 var varslingsfristen overskredet, og nævnet fandt ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, da klageren ikke havde udvist forsæt eller grov uagtsomhed. Derfor blev forhøjelsen for 2008 annulleret.

Klagerens argument om berettiget forventning, baseret på en SKAT-kontrol i 2007, der ikke førte til forhøjelser, blev afvist. Nævnet påpegede, at SKAT i 2007 netop havde påtalt mangelfuld kontrol, og at klubben ikke havde rettet op på disse forhold i de efterfølgende år.

Befordringsfradrag

Klageren anmodede subsidiært om befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c, hvis kørselsgodtgørelsen blev anset for skattepligtig. Nævnet fandt, at dette var en afledt ændring, der kunne behandles. Da klageren ikke havde indsendt en opgørelse, afviste nævnet at godkende yderligere fradrag.