Stadfæstelse af skattepligt for uforklarede kontantindsætninger og valutakøb i 2014

Skattestyrelsens begrundelse

SKAT anførte, at der ikke var påvist en systematisk sammenhæng mellem klagerens lønudbetalinger og de foretagne indsætninger. Endvidere blev det påpeget, at klageren og hans ægtefælle i vidt omfang benyttede elektroniske banktjenester, hvilket svækkede forklaringen om en udelukkende kontantbaseret økonomi og behovet for bankboksopbevaring. Da der manglede et transaktionsspor fra det påståede hussalg i 2003 frem til 2014, anså SKAT midlerne for at være yderligere skattepligtig indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4.

Formelle forhold og ekstraordinær genoptagelse

Da fristerne for ordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 26 var overskredet, skete ansættelsen med hjemmel i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT vurderede, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at kunne sandsynliggøre, at de betydelige beløb stammede fra beskattede midler.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse i sin helhed. Retten fastslog, at det i overensstemmelse med fast retspraksis, herunder SKM2008.905.HR, påhviler skatteyderen at godtgøre, at indsætninger af en vis størrelse stammer fra midler, der allerede er beskattet eller er skattefrie.

Retten lagde særligt vægt på følgende:

• Det forhold, at klageren havde hævet større beløb i 2003 og 2004, godtgjorde ikke, at disse midler stadig var i behold i 2014.
• Der forelå ingen objektive beviser eller transaktionsspor for de kontante beløbs oprindelse.
• Betaling af bankboksleje dokumenterer ikke i sig selv indholdet af bankboksen.

"Klageren har således ikke ved objektive kendsgerninger godtgjort, at han i 2014 har haft en opsparing af et kontant beløb, hvorfor det er med rette at SKAT har anset de omhandlede beløb for skattepligtig indkomst."

Vedrørende de formelle regler fandt Landsskatteretten, at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive eller kunne dokumentere oprindelsen af de store kontantbeløb. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 var derfor opfyldt, og varslingsfristerne var overholdt.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med 252.000 kr. med henvisning til Statsskatteloven § 4. SKAT anførte, at det påhviler den skattepligtige at sandsynliggøre, at en indtægt stammer fra låneoptagelse eller tilbagebetaling af lån. SKAT mente ikke, at klageren havde løftet denne bevisbyrde, da:

• Der ikke forelå lånedokumenter.
• Lånet var ydet kontant og tilbagebetalt kontant, hvilket gjorde pengestrømmene uigennemsigtige.
• Der var uoverensstemmelser mellem de oplyste lånebeløb (250.000 kr. eller 320.000 kr.) og det tilbagebetalte beløb (252.000 kr.).
• Et tilgodehavende på 240.000 kr. i klagerens regnskab for 2014 blev først reguleret i 2015, hvilket skabte usikkerhed om sammenhængen med den kontante indsætning.
• Et lånearrangement af betydelig størrelse uden sikkerhed og renter mellem uafhængige parter blev anset for usædvanligt, hvilket skærpede bevisbyrden for klageren.

SKAT henviste desuden til, at ansættelsen var foretaget ekstraordinært i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, da klageren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved ikke at oplyse om de kontante indsætninger.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod, at skatteansættelsen skulle nedsættes med 252.000 kr., da der var tale om tilbagebetaling af et lån, som ikke er skattepligtig indkomst jf. Statsskatteloven § 5. Klageren argumenterede for, at bevisbyrden var løftet via kontoudtog, der viste overførsler til vennen. Klageren anførte, at det forhold, at lånet var mellem uafhængige parter, gjorde det svært at stille formkrav til gældsforholdet. Klageren fremlagde desuden en erklæring fra låntager, der bekræftede låneforholdet og afdraget.

Subsidiært påstod klageren, at fristen for varsling af ændringen i skatteansættelsen for indkomstår 2014 var udløbet den 1. maj 2018 jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, og at SKATs varsel af 15. maj 2018 derfor var for sent. Klageren bestred, at der var handlet groft uagtsomt, da tilbagebetaling af lån ikke er indberetningspligtig indkomst, og klageren havde dokumenteret låneforholdet over for SKAT.