Stadfæstelse af nægtet befordringsfradrag - manglende dokumentation for befordring mellem Sverige og Danmark

• Offentlig transport: SKAT's undersøgelse viste, at det var fysisk umuligt at pendle med offentlige transportmidler fra [by2] til arbejdspladserne i [by1] med de oplyste mødetider (før kl. 10.00).
• Forbrugsdata: Forbrug af el, vand, varme, telefon og internet var væsentligt højere og mere regelmæssigt i Danmark end i Sverige. For eksempel var det årlige vandforbrug i Danmark 98-125 m3, mens det i Sverige var beregnet til 1 m3 (ifølge SKAT's tolkning af fakturaer). Klagerens arbejdsgiver betalte desuden for bredbåndsforbindelsen i den danske bolig.
• Banktransaktioner: Gennemgang af bankkonti viste langt mere handel i Danmark, primært i weekender og ferier i Sverige.

SKAT konkluderede, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, og at den sædvanlige bopæl var i Danmark. Derfor var der ikke grundlag for befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren fastholdt, at han og ægtefællen var bosiddende og folkeregistreret i Sverige siden august 2005, hvilket var bekræftet af en svensk dom. De argumenterede for, at den danske ejendom var et fritidshus, og den svenske ejendom var deres helårsbolig, som var blevet gennemgribende renoveret og udvidet. Klageren fremlagde dokumentation for togkort og benzinudgifter for at sandsynliggøre transporten, og kritiserede SKAT for at se bort fra denne dokumentation og for at stille urimelige dokumentationskrav med tilbagevirkende kraft.

Klageren bestred SKAT's analyse af forbrugsudgifter, idet han forklarede, at elforbruget i Danmark var højt pga. el-gulvvarme og børnenes brug af huset. Forbruget i Sverige var normalt, og vandforbruget blev afregnet som en fast afgift, ikke pr. m3. Klageren kritiserede desuden SKAT's sagsbehandling for at være subjektiv, mangelfuld og i strid med forvaltningsretlige principper som proportionalitetsprincippet og vejledningspligten, samt for at krænke privatlivets fred gennem omfattende overvågning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets ansættelse for indkomstårene 2006, 2007 og 2008, hvorved klagerens selvangivne fradrag for befordring efter Ligningsloven § 9 C blev nedsat til 0 kr.

Retten var enig med SKAT i, at klageren skulle anses for fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, da han havde bevaret og beboet ejendommen i [by1], uanset folkeregistrering i Sverige. Endvidere fandt Landsskatteretten, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, da han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for livsinteresser) her, jf. Nordiske Dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4, stk. 2.

Klagerens sædvanlige bopæl i relation til Ligningsloven § 9 C blev derfor anset for at være i Danmark. Det blev ikke sandsynliggjort, at klageren faktisk havde foretaget befordring mellem [by2] i Sverige og arbejdsstedet i [by1] i det selvangivne omfang (420 km tur/retur), og udgifterne hertil var ikke dokumenteret. De påklagede ansættelser blev derfor stadfæstet på baggrund af SKAT's begrundelse.

Da klagerens sædvanlige bopæl og arbejdssted begge blev anset for at være i [by1], og afstanden mellem disse var under 24 km dagligt, fandt Skattecentret, at klageren ikke var berettiget til fradrag for befordring efter Ligningsloven § 9 C. Skattecentret havde derfor ansat fradraget til 0 kr. for alle tre indkomstår.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren nedlagde påstand om, at hun var berettiget til de selvangivne fradrag for befordring. Hun argumenterede, at hun og ægtefællen i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at deres bopæl var i Sverige.

Landsskatterettens bemærkninger

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets ansættelse. Afgørelsen var i konsekvens med en kendelse af samme dato, hvor Landsskatteretten også havde stadfæstet de påklagede ansættelser af fradrag for befordring for klagerens ægtefælle.