Landsskatteretten: Manglende dokumentation for lønindkomst og indsætninger på bankkonto medfører skattepligt

Disse indsætninger inkluderede MobilePay-overførsler, kontante indsættelser, overførsler med tekster som "lønoverførsel", "kundekort", "automatindbetaling" og "lån". Klageren forklarede nogle af indsætningerne som løn fra forskellige virksomheder eller tilbagebetaling af lån, men kunne ikke fremlægge dokumentation for dette eller redegøre for alle beløb. Skattestyrelsen bemærkede, at mange af de påståede lønoverførsler i både 2018 og 2019 var identiske i beløb (ca. 13.025 kr.), på trods af at de angiveligt kom fra forskellige kilder og personer.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om sletning af A-indkomst og forhøjelse af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2018 og 2019.

Lønindberetninger (virksomhed1 IVS)

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen med rette havde slettet lønindkomst for perioden 1. september 2018 til 31. december 2018 og nægtet godskrivning af tilhørende A-skatter og AM-bidrag. Dette blev begrundet med, at:

• Selskabet [virksomhed1] IVS hverken havde driftsmæssig aktivitet/omsætning, lønkonto eller et fast driftssted.
• Selskabets registrerede ejer var udrejst af Danmark i de perioder, hvor lønindberetningerne blev foretaget.
• Indberetningen til eIndkomst dokumenterede ikke, at der reelt var udbetalt løn og indeholdt A-skat og AM-bidrag heraf.
• Klageren ikke havde fremlagt objektiv dokumentation for, at lønnen var udbetalt af [virksomhed1] IVS, eller at der var indeholdt A-skat og AM-bidrag.
• Pengeoverførslerne til klageren fra [person1] (selskabets ejer) for september, oktober og november 2018 svarede til de indberettede beløb, hvilket indikerede, at udbetalingerne skete for [person1]s regning. I henhold til Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og Kildeskatteloven § 69, stk. 2 påhviler indeholdelsespligten den, for hvis regning udbetalingen foretages.

Yderligere indkomst (Indsætninger på bankkonto 2018 og 2019)

Landsskatteretten stadfæstede forhøjelsen af den skattepligtige indkomst for både 2018 og 2019. Retten henviste til Statsskatteloven § 4, hvorefter al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, og Skattekontrolloven § 2, stk. 1 om skatteyderens oplysningspligt. Det blev fastslået, at:

• Klageren havde afgivet delvist uoverensstemmende forklaringer om karakteren af det udførte arbejde og omstændighederne ved de angivne ansættelsesforhold hos [virksomhed2] IVS og [virksomhed3] IVS.
• Hverken [virksomhed2] IVS eller [virksomhed3] IVS havde indberettet lønninger på klagerens personnummer, og der var ikke fremlagt ansættelseskontrakter eller lønsedler fra disse selskaber, der underbyggede de påståede lønudbetalinger.
• Klageren ikke havde godtgjort, at de mange indsætninger på bankkontoen (156.139,32 kr. i 2018 og 247.437,35 kr. i 2019) stammede fra allerede beskattede midler eller var undtaget fra beskatning. Bevisbyrden påhviler skatteyderen i sådanne tilfælde, jf. fast praksis (SKM2011.208.HR, SKM2008.905.HR, SKM2013.389.ØLR, SKM2017.233.BR).
• Klagerens forklaringer om, at indsætningerne var løn udbetalt på forskellige måder (MobilePay, kontante indsættelser, overførsler), indikerede skattepligtig indkomst, der ikke var indtægtsført.
• Der var et bemærkelsesværdigt sammenfald i beløbsstørrelserne på de påståede lønoverførsler i 2018 og 2019, på trods af at de angiveligt kom fra forskellige kilder, hvilket yderligere svækkede klagerens forklaringer.

SKAT påpegede en række væsentlige uoverensstemmelser i det fremlagte materiale:

Klageren havde desuden ikke reageret på sin første årsopgørelse, hvor lønnen ikke var medregnet, og havde ikke fremlagt kontoudtog som bevis for modtagelse af løn. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet sin dokumentationsbyrde for, at lønnen reelt var blevet udbetalt, og stadfæstede derfor SKATs afgørelse.