Stadfæstelse af skønsmæssig forhøjelse af indkomst baseret på uforklarede bankindsætninger og provision

Grundlaget for beskatningen

SKAT anså indtægterne for skattepligtige i medfør af Statsskatteloven § 4. Da klageren ikke havde ført regnskab eller indsendt dokumentation, blev overskuddet fastsat skønsmæssigt efter Skattekontrolloven § 5, stk. 3. SKAT indrømmede et skønsmæssigt fradrag på 20 % for driftsudgifter samt specifikke fradrag for dokumenterede lønudgifter i visse år jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1. Da rådgivningsvirksomheden blev anset for erhvervsmæssig, blev der ligeledes opkrævet moms i henhold til Momsloven § 3, stk. 1 og Momsloven § 4, stk. 1.

Klageren gjorde gældende, at han ikke var rette indkomstmodtager, men at indtægterne tilhørte en forening, samt at han ikke havde modtaget SKATs breve rettidigt. Han anførte desuden, at store dele af rådgivningen var gratis sociale sager.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse i sin helhed. Retten behandlede først de formelle spørgsmål vedrørende partshøring og frister.

Formelle forhold og ekstraordinær genoptagelse

Retten fandt, at SKAT havde overholdt reglerne om partshøring i Forvaltningsloven § 19, stk. 1, da det var dokumenteret, at der var sendt varsler og rykkere til klageren. Vedrørende indkomstårene 2008 og 2009, der lå uden for den ordinære ansættelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt. Det blev anset for mindst groft uagtsomt, at klageren ikke havde selvangivet de betydelige indsætninger.

Bevisbyrde og realitet

Landsskatteretten lagde vægt på, at der var påvist omfattende indsætninger på klagerens personlige bankkonti. Retten udtalte:

"Klageren har ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at bankindsætningerne er skattefri, foretaget med allerede beskattede midler, eller ikke vedrører klageren, hvilket påhviler klageren, jf. praksis herfor i SKM2008.905H."

Da klageren ikke kunne godtgøre, at pengene tilhørte en forening eller var skattefrie, blev forhøjelserne fastholdt. Retten tiltrådte ligeledes det udøvede skøn over udgifterne, da klageren ikke havde fremlagt dokumentation for højere fradragsberettigede omkostninger.

Vedrørende løn fra selskabet "[virksomhed2] ApS" forhøjede SKAT indkomsten med 247.217 kr. i 2010 og 916.733 kr. i 2011. SKAT anså hævninger fra selskabets bankkonto, som ikke kunne identificeres som erhvervsmæssige udgifter eller løn til andre ansatte, for at være løn til skatteyderen, der var eneste direktør og tegningsberettiget. Skatteyderen påstod, at han kun var formel direktør og ikke havde reel rådighed over kontoen. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, da der ikke var fremlagt dokumentation, og da den primære udgift i en vikarvirksomhed (som "[virksomhed2] ApS" var) er arbejdskraft.

Endelig forhøjede SKAT indkomsten for udeholdt indkomst fra en servicevirksomhed med 140.735 kr. i 2009, 496.086 kr. i 2010 og 311.019 kr. i 2011. Disse forhøjelser var baseret på indsætninger på skatteyderens private bankkonti, hvoraf mange bar fakturanummer og indbetaler. SKAT havde skønsmæssigt indrømmet fradrag for erhvervsmæssige udgifter med 10 pct. og anset 35 pct. af indbetalingerne for løn til skatteyderen. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse på dette punkt, da skatteyderen ikke havde dokumenteret, at opgørelsen var fejlagtig eller åbenbart urimelig.

Samlet set nedsatte Landsskatteretten forhøjelsen for restaurationsvirksomheden, mens afgørelserne vedrørende løn fra selskabet og udeholdt indkomst fra servicevirksomheden blev stadfæstet.