Plejefar anset for lønmodtager og ikke selvstændig erhvervsdrivende

Sagen omhandlede, hvorvidt en mand, der fungerede som plejefar, skulle betragtes som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende for indkomståret 2013. SKAT havde anset vederlaget på 375.110 kr. fra [by1] Kommune som A-indkomst og dermed lønindkomst. Som konsekvens heraf havde SKAT også nedsat klagerens indkomst som medvirkende ægtefælle fra 215.000 kr. til 0 kr., da grundlaget for dette – en selvstændig virksomhed drevet af ægtefællen – ikke blev anerkendt.

Klageren og hans ægtefælle havde drevet døgnpleje i 20 år. Selvom kontrakterne med kommunerne formelt var indgået af ægtefællen, var vederlaget for ét af plejebørnene efter fælles anmodning blevet udbetalt direkte til klageren som A-indkomst.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at han drev selvstændig erhvervsvirksomhed for egen regning og risiko. Han fremhævede følgende punkter:

• En betydelig økonomisk risiko, da indtægterne kunne bortfalde med kort varsel, mens de faste udgifter til en stor ejendom, der var købt til formålet, bestod.
• Afholdelse af udgifter, der i art og omfang oversteg, hvad der er normalt for lønmodtagere, herunder udgifter til forsikringer, vedligeholdelse og merudgifter til børnene, som ikke blev fuldt refunderet.
• At han ikke var omfattet af ferielov, overenskomster eller andre typiske lønmodtagerrettigheder.
• At han selv tilrettelagde arbejdet uden instruktion fra kommunen.

SKATs argumenter

SKAT vurderede, at der var tale om et lønmodtagerforhold baseret på en samlet vurdering. SKAT lagde vægt på:

• At der var indgået aftale om en løbende arbejdsydelse mod et fast månedligt vederlag.
• At kommunen førte tilsyn og kontrol med opgaven.
• At klageren ikke havde en væsentlig økonomisk risiko, da mange omkostninger blev dækket af skattefri godtgørelser.
• At vederlaget blev udbetalt som A-indkomst, hvilket er karakteristisk for lønmodtagerforhold.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at klageren skulle anses for lønmodtager.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten tog udgangspunkt i Kildeskatteloven § 25 a, stk. 1, som fastslår, at indkomst fra en erhvervsvirksomhed skal medregnes hos den ægtefælle, der i overvejende grad driver virksomheden.

Retten henviste til en parallel afgørelse for klagerens ægtefælle, hvor det blev fastslået, at ægtefællen skulle anses for lønmodtager i forbindelse med døgnplejeaktiviteten. Dette betød, at klageren ikke kunne modtage indkomst som medvirkende ægtefælle efter , da der ikke var tale om en selvstændig erhvervsvirksomhed.