Aftale om udveksling af tyske lokomotivførere anset for arbejdsudleje

Sagen omhandlede, hvorvidt en serviceaftale mellem et dansk jernbaneselskab, [virksomhed2] A/S, og et tysk koncernforbundet selskab, [virksomhed1] AG, skulle klassificeres som arbejdsudleje. Aftalen indebar, at tyske lokomotivførere, ansat af [virksomhed1] AG, skulle føre godstog gennem Danmark for [virksomhed2] A/S. Formålet var at effektivisere driften ved at undgå skift af lokomotivfører ved grænsen.

Spørgsmålet var, om de tyske lokomotivførere blev begrænset skattepligtige til Danmark efter reglerne om arbejdsudleje i Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3 og § 48 B. Selskabet argumenterede for, at der var tale om en serviceydelse, hvor [virksomhed1] AG bar risikoen for opgavens udførelse. Skattemyndighederne mente derimod, at [virksomhed2] A/S reelt fungerede som arbejdsgiver, da de havde den overordnede ledelse, ansvaret for transporten i Danmark og stillede det væsentligste materiel til rådighed. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse og konkluderede, at der var tale om arbejdsudleje.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse og fandt, at aftalen mellem det danske selskab ([virksomhed2] A/S) og det tyske selskab ([virksomhed1] AG) skulle betragtes som arbejdsudleje. De tyske lokomotivførere blev derfor anset for omfattet af begrænset skattepligt til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3.

Landsskatteretten lagde i sin samlede vurdering af, hvem der var den reelle arbejdsgiver, vægt på følgende punkter:

• Ansvar for arbejdsresultatet: Det var [virksomhed2] A/S, der bar det overordnede ansvar for transportens gennemførelse i Danmark, både over for sine aftalepartnere (inklusive [virksomhed1] AG) og over for danske myndigheder.
• Ledelse og instruktion: [virksomhed2] A/S havde den overordnede ledelse af arbejdet. Selvom [virksomhed1] AG instruerede sine ansatte, var dette en direkte følge af de løbende instrukser fra [virksomhed2] A/S om transportens tid og sted.
• Arbejdsgiveransvar: Det var [virksomhed2] A/S, der ville ifalde arbejdsgiveransvar for eventuelle skader forvoldt af de tyske lokomotivførere under arbejdet i Danmark.
• Materiel og arbejdsplads: [virksomhed2] A/S stillede det væsentligste materiel (togvogne) til rådighed og disponerede over toget som arbejdsplads.

Vederlagets betydning

Landsskatteretten anerkendte, at vederlagsformen, som var baseret på planlagte køretimer og en gennemsnitlig beregning af omkostninger plus en mark-up, ikke umiddelbart pegede på arbejdsudleje. Retten bemærkede dog, at vederlaget mellem den formelle arbejdsgiver og hvervgiveren har sekundær betydning i henhold til kommentarerne til OECDs Modeloverenskomst. Dette forhold kunne derfor ikke ændre den samlede vurdering, og klagerens øvrige argumenter, herunder de praktiske administrative udfordringer, blev heller ikke tillagt afgørende vægt.