Landsskatteretten stadfæster selvangivelsespligt for motorflyveklub

Repræsentanten argumenterede for, at klubbens faktiske aktiviteter alene varetog medlemmernes interesser som sportsflyveklub, og at eventuelle nettoindtægter fra erhvervsmæssig virksomhed ville medgå til almennyttige formål, hvilket berettigede fradragsret efter Selskabsskatteloven § 3, stk. 2 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 3.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at foreningen var selvangivelsespligtig for indkomstårene 2011, 2012 og 2013.

Retten henviste til Skattekontrolloven § 2, stk. 1, nr. 5, som fastslår, at foreninger er fritaget for selvangivelsespligt, hvis de som følge af fradragsretten efter Selskabsskatteloven § 3, stk. 2 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 3 ikke har indkomst til beskatning. En afgørende betingelse herfor er, at foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Det fremgik af foreningens vedtægter af 23. juni 2011, at dens formål bl.a. var at foranstalte eller medvirke ved flyvninger i "sportslig eller forretningsmæssigt øjemed".
• På baggrund af denne formulering fandt Landsskatteretten, at det ikke var godtgjort, at foreningens formål i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 udelukkende var almennyttigt. Dette var i overensstemmelse med Landsskatterettens tidligere kendelse af 6. oktober 2010, som også havde behandlet foreningens vedtægtsmæssige formål.
• Den vedtægtsændring, der blev foretaget den 25. april 2015, hvor formuleringen "eller forretningsmæssig øjemed" udgik, havde ingen betydning for bedømmelsen af de omhandlede indkomstår (2011, 2012 og 2013), da den først trådte i kraft efter disse år.

Da foreningen ikke opfyldte betingelsen om et udelukkende almennyttigt formål for de relevante indkomstår, var den ikke omfattet af fritagelsen i Skattekontrolloven § 2, stk. 1, nr. 5.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT anså ikke foreningen for udelukkende at have et almennyttigt eller almenvelgørende formål. Dette skyldtes især vedtægternes § 14 om formueanvendelse ved opløsning, som SKAT ikke fandt sikrede, at midlerne gik til almenvelgørende eller almennyttige formål i henhold til Cirkulære nr. 136 af 17. november 1988, punkt 55. Som konsekvens heraf blev klubben anset for skattepligtig af erhvervsmæssig aktivitet og nægtet fradragsret efter Selskabsskatteloven § 3, stk. 2 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 3, samt fritagelse for selvangivelse. SKAT skønnede, at 25% af udgifterne til flyvepladsdrift og løn var knyttet til den skattepligtige indkomst, og at 50% af renteindtægterne hidrørte fra skattepligtig aktivitet.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten påstod, at flyveklubben skulle anses for skattepligtig efter Selskabsskatteloven § 1, stk. 1 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 2 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 3, og at alle forhøjelser skulle bortfalde. Det blev anført, at klubben er en sportsklub på lige fod med andre ikke-professionelle sportsklubber, der traditionelt ikke er skattepligtige. Der blev henvist til SKM 2007.200.LSR (sejlklub) og TfS 1998.220 (forening), hvor lignende foreninger blev anset for almennyttige og ikke skattepligtige af erhvervsmæssige indtægter, der blev anvendt til foreningens formål. Repræsentanten argumenterede, at hvis klubbens formål var almennyttigt, måtte § 14 om formueanvendelse ved opløsning også være det. Der blev anmodet om omregistrering til idrætsforening og bortfald af selvangivelsespligt. Klageren gjorde dog indsigelse mod SKATs fordeling af renteindtægter.