Landsskatteretten: Skærpet indberetningspligt for rejsegodtgørelse grundet manglende kontrol

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærker, at arbejdsgivere har pligt til at indberette A-indkomst og godtgørelser, der udbetales til ansatte, jf. dagældende Skattekontrolloven §§ 7 og 7A for indkomstårene 2017 og 2018, og Skatteindberetningsloven § 1 for indkomståret 2019. Godtgørelser medregnes ved indkomstopgørelsen, medmindre de er omfattet af Ligningsloven § 9 A og ikke overstiger de fastsatte standardsatser, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4.

Det er en betingelse for skattefri rejsegodtgørelse, at lønmodtageren har været på rejse af mindst 24 timers varighed, og at lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 5.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1 er det en betingelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

• Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.
• Rejsens erhvervsmæssige formål
• Rejsens start- og sluttidspunkt
• Rejsens mål med eventuelle delmål
• De anvendte satser
• Beregning af rejsegodtgørelsen

Konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig hos modtageren, uanset om den ansatte i øvrigt opfylder betingelserne for at være på rejse, jf. eksempelvis TfS 1994.495Ø, SKM2001.504ØLR, SKM2007.247HR og SKM2018.61.BR.

Landsskatteretten lægger til grund, at køresedlerne i sig selv ikke indeholder de oplysninger, som er angivet i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1. Der er ikke udfyldt og opbevaret afregningsbilag for udbetaling af rejsegodtgørelser i virksomhedens bogføringsmateriale. Det fremgår derfor ikke konkret, hvor lang tid de enkelte rejser reelt har varet, og der er ikke taget højde for, hvorvidt medarbejderne har været på rejse i hele døgn eller kun dele af døgnet i forbindelse med rejsen, herunder om kravet om 24 timers varighed er opfyldt.

Efter en samlet konkret vurdering finder Landsskatteretten, at virksomheden ikke har ført fornøden kontrol i forbindelse med udbetaling af skattefrie rejsegodtgørelser i 2017 til 2019. Der lægges særlig vægt på, at der ikke i bogføringsmaterialet foreligger de bilagsoplysninger, som bekendtgørelsen foreskriver, særligt henset til, at der ikke er udfyldt afregningsbilag. Virksomheden har dermed ikke haft mulighed for at kontrollere, om betingelserne i Ligningsloven § 9 A var opfyldt, jf. SKM2018.61.BR, hvorfor de udbetalte godtgørelser alene af denne grund skal anses som yderligere lønindkomst for medarbejderne.

Landsskatteretten finder i øvrigt ikke, at virksomheden har ført den fornødne kontrol i henhold til lovens betingelse om, at medarbejderne skal anses for at være på rejse og ikke have mulighed for at overnatte på bopælen. Der foreligger ikke oplysninger om, hvornår der er kørt med fødevarer, hvorfor det ikke er muligt at kontrollere nærmere, hvorvidt det har været nødvendigt for medarbejderne at overvåge/overnatte i lastbilen, og at det er et arbejdsmæssigt behov, der hindrer medarbejderne i at forlade lastbilerne. Landsskatteretten er enig i, at det ikke kun er afstand og transporttid, der er afgørende i forhold til 24-timers kravet, men også øvrige forhold, herunder arbejdsforhold, arbejdstid og arbejdsgiverens instruktioner, jf. SKM2009.333.HR. Hertil bemærkes, at kun otte ud af de 14 medarbejdere efter det oplyste har kørt med fødevarer.

Landsskatteretten finder herefter ikke, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt i indkomstårene 2017 til 2019 for de 14 medarbejdere, som er påklaget. Landsskatteretten skærper derfor Skattestyrelsens afgørelse for indberetning til eIndkomst, og pålægger selskabet at indberette hele den udbetalte rejsegodtgørelse for de 14 medarbejdere til eIndkomst som A-indkomst. Dette medfører følgende beløb:

Klageren fastholdt, at han havde kørt eksport og import, og at han ikke var bekendt med, at rapporterne skulle udfyldes anderledes end arbejdsgiverens anvisning. Han mente, at SKAT baserede deres afgørelse på formodninger om, at han havde overnattet hjemme, selvom dette ikke fremgik af rapporterne, og han havde fremlagt beviser for det modsatte.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten lagde vægt på, at det fremlagte materiale, herunder kørselsrapporterne, ikke var tilstrækkeligt til at dokumentere, at betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt. Rapporterne var ikke fyldestgørende med hensyn til køreruter, mål eller delmål, og det erhvervsmæssige formål var ikke klart. Manglen på yderligere kontrolbilag som aflæsninger fra førerkort eller tachograf betød, at det ikke var muligt at fastslå, om arbejdsgiveren havde ført den nødvendige kontrol. Betingelserne i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1 blev derfor ikke anset for opfyldt.