Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Sagen omhandlede [virksomhed1] A/S' (Selskabet) skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011, 2012 og 2013, hvor SKAT havde forhøjet indkomsten med fikserede lejeindtægter fra to ejendomme og en fikseret renteindtægt fra et udlån til en medarbejder. SKATs samlede forhøjelse udgjorde 330.750 kr. for hvert af årene.
SKATs afgørelse var baseret på en antagelse om interessefællesskab mellem Selskabet og Selskab 2 (hvor Selskabet ejede 34 % af aktierne) vedrørende ejendommene [adresse1] og [adresse2]. SKAT mente, at lejeaftalerne var indgået på atypiske vilkår, der ikke svarede til markedslejen, og at Selskabet derfor havde ydet et skattepligtigt tilskud til Selskab 2. For ejendommen [adresse1] (sommerhus) var der tale om vederlagsfri rådighed, mens der for ejendommen [adresse2] var tale om en for lav leje, der inkluderede forbrugsudgifter. SKAT henviste til Statsskatteloven § 4, litra b og Selskabsskatteloven § 31 d, stk. 1 og 4.
Vedrørende udlånet på 3,5 mio. kr. til en medarbejder, som var rente- og afdragsfrit, mente SKAT, at lånet ikke var ydet på sædvanlige forretningsmæssige vilkår. SKAT fikserede en renteindtægt på 4 % p.a. (140.000 kr.) baseret på den dagældende mindsterente i Kursgevinstloven § 7 og henviste til Statsskatteloven § 4, litra e. SKAT afviste, at lånet skulle behandles som et personalegode under Ligningsloven § 16, da Selskabet ikke var en finansiel virksomhed.
Selskabets repræsentant påstod principalt, at forhøjelserne skulle nedsættes til 0 kr. for alle punkter. For ejendommene argumenterede repræsentanten, at der ikke var hjemmel til fiksering, da Ligningsloven § 2 ikke fandt anvendelse grundet Selskabets ejerandel på kun 34 % i Selskab 2, og der dermed ikke var et interessefællesskab. Det blev fremhævet, at Selskab 2 ydede en modydelse i form af vedligeholdelse. Subsidiært blev det anført, at en eventuel fikseret leje skulle opgøres ud fra nytteværdien for Selskab 2 eller en mere realistisk markedsleje, der tog højde for sommerhusets begrænsede udlejningsmuligheder og de afholdte udgifter.
Vedrørende medarbejderlånet henviste repræsentanten til en tidligere Landsskatteretsafgørelse vedrørende medarbejderen, hvor lånet var anset som et personalegode omfattet af Ligningsloven § 16, og fordelen skulle opgøres efter referencerenten fastsat af Finanstilsynet (Lov om finansiel virksomhed § 213, stk. 2). Da referencerenten var 0 % i 2012 og 2013, skulle forhøjelserne for disse år nedsættes til 0 kr. For 2011, hvor referencerenten var 1,5 % (35.000 kr.), accepterede Selskabet en fikseret renteindtægt, men gjorde gældende, at der samtidig var ret til et tilsvarende fradrag som lønomkostning efter , hvilket ville medføre en nettonedsættelse til 0 kr. Subsidiært blev forældelse for 2011 påberåbt.
Landsskatteretten bemærkede, at Selskabet i de omhandlede indkomstår alene ejede 34 % af aktiekapitalen i Selskab 2. SKAT havde ikke bestridt, at de foreliggende lejeaftaler ikke var omfattet af Ligningsloven § 2 om kontrollerede transaktioner, hvilket retten lagde til grund. Som udgangspunkt forelå der derfor ikke et generelt interessefællesskab mellem Selskabet og Selskab 2.
Retten fandt endvidere, at det ikke med det af SKAT anførte var godtgjort, at der i den konkrete situation ved de indgåede lejeaftaler forelå et skattemæssigt interessefællesskab mellem Selskabet og Selskab 2. Den omstændighed, at aftalerne eventuelt måtte være indgået på usædvanlige vilkår, var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere et interessefællesskab.
Allerede under hensyn hertil fandt retten, at SKAT ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at der var grundlag for at anse Selskabet for skattepligtig af fikserede lejeindtægter for indkomstårene 2011, 2012 og 2013. SKATs forhøjelser på 190.750 kr. for hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013 blev derfor nedsat til 0 kr.
Landsskatteretten henviste til sin tidligere afgørelse af 3. april 2017 vedrørende medarbejderen, hvor det blev fastslået, at lånet var et personalegode omfattet af Ligningsloven § 16, og at fordelen skulle beskattes som forskellen mellem den betalte rente og den af Finanstilsynet fastsatte referencerente (Lov om finansiel virksomhed § 213).
For indkomstårene 2012 og 2013 fandt retten, at referencerenten udgjorde 0 %, hvorfor de påklagede forhøjelser på 140.000 kr. for hvert af disse år skulle nedsættes til 0 kr.
Hvad angår indkomståret 2011, hvor referencerenten udgjorde 1 % (svarende til 35.000 kr. i fikseret renteindtægt), bemærkede retten, at Selskabet i medfør af Statsskatteloven § 6, litra a havde fradrag for driftsomkostninger, herunder lønomkostninger. For det tilfælde, at Selskabet skulle beskattes af en fikseret renteindtægt, ville Selskabet tilsvarende være berettiget til et fradrag for den fikserede indkomst som driftsomkostning. Uanset om der skulle ske beskatning af en fikseret renteindtægt efter Statsskatteloven § 4, var der allerede derfor ikke grundlag for at forhøje Selskabets indkomst for indkomståret 2011.
SKATs forhøjelse af Selskabets indkomst med 140.000 kr. for indkomståret 2011 blev derfor nedsat til 0 kr. Retten bemærkede, at der ikke herved var taget stilling til, om der var grundlag for beskatning af en fikseret renteindtægt i medfør af Statsskatteloven § 4.

Oversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.



Sagen omhandlede, hvorvidt et selskab (Selskabet) var skattepligtigt af et tilskud fra et andet selskab (Selskab 2) i forbindelse med leje af to faste ejendomme i indkomstårene 2011, 2012 og 2013. Selskab 2 ejede 34 pct. af aktiekapitalen i Selskabet.
SKAT havde forhøjet Selskabets skattepligtige indkomst med 190.750 kr. for hvert af indkomstårene. Forhøjelsen vedrørte to ejendomme:
Selskab 2 udlejede vederlagsfrit et sommerhus til Selskabet fra den 1. januar 2007. Aftalen specificerede, at ejendommen udelukkende måtte benyttes til rekreation for medarbejdere og repræsentative formål for samarbejdspartnere. Selskabet påtog sig almindelig indvendig og udvendig vedligeholdelse samt havearbejde. SKAT anså den vederlagsfri rådighed for et skattepligtigt tilskud, da aftalen var indgået mellem interesseforbundne parter. SKAT fastsatte en fiktiv markedsleje på 140.000 kr. årligt, reduceret med 40.000 kr. for vedligeholdelse og begrænset vinteranvendelse, hvilket resulterede i en forhøjelse på 100.000 kr. årligt.
Udviklingen i reguleringstallet i personskattelovens § 20, 1991-2026
Københavns Byret har fastslået, at skattemyndighederne kan afvise 15%-reglen ved familieoverdragelser, hvis ejendomsvurderingen er markant lavere end en nylig handelspris.
Selskabet anførte, at der ikke var et økonomisk interessefællesskab, da Selskab 2 kun ejede 34 % af Selskabet, og at en begunstigelse af Selskabet for 66 %'s vedkommende ville tilfalde en uafhængig part. Selskabet argumenterede for, at Ligningsloven § 2 ikke fandt anvendelse, og at der ikke var hjemmel i Statsskatteloven § 4 til at fiksere en husleje. Subsidiært foreslog Selskabet, at en eventuel skattepligtig værdi skulle opgøres ud fra nytteværdien (ca. 20.000 kr. årligt) eller en markedsleje baseret på faktisk udlejningspotentiale (også ca. 20.000 kr. årligt efter fradrag for vedligeholdelse og øgede omkostninger).
Selskabet fremlagde en oversigt over sommerhusets anvendelse i 2012:
| Anvendelse |
|---|
| Budgetmøde med [person2] og [person3] fra Tyskland |
| Bestyrelsesmøde forberedt med [person2] fra Tyskland |
| Økonomimøde med [person2] og [person4] fra Tyskland |
| Akkvisitionsmøde med [person5] fra Frankrig |
| Ledelsesmøde med [person2] fra Tyskland |
| Akkvisitionsmøde med [person6] fra Holland |
| Akkvisitionsmøde med [person5] fra Frankrig |
| Akkvisitionsmøde med [person6] fra Holland |
| Ledelsesmøde med [person2] fra Tyskland |
Selskabet lejede en ejendom af Selskab 2 til en månedlig leje på 7.000 kr., som inkluderede alle forbrugsudgifter. SKAT anså den betalte leje for at være under markedslejen og forhøjede indkomsten med differencen på 5.000 kr. pr. måned (60.000 kr. årligt) samt de af Selskab 2 afholdte forbrugsudgifter (30.750 kr. årligt), hvilket resulterede i en forhøjelse på 90.750 kr. årligt. SKAT henviste til Statsskatteloven § 4 og argumenterede for et interessefællesskab. Selskabet fastholdt, at der ikke var et interessefællesskab, og at Ligningsloven § 2 ikke var relevant. SKATs henvisning til Selskabsskatteloven § 31d, stk. 1 og Selskabsskatteloven § 31d, stk. 4 blev også diskuteret i relation til ejerforholdene.

Sagen omhandler et anpartsselskabs beskatning af fikseret lejeindtægt for to ejendomme, [adresse1] og [adresse2], som va...
Læs mere
Sagen omhandler et holdingselskab, [virksomhed1] ApS, der i 2011 erhvervede en skovejendom med et bevaringsværdigt stueh...
Læs mereLovforslag om ændring af skatteregler vedrørende minimumsbeskatning og internationale koncerner