Genoptagelse af registreringsafgiftsafgørelse – Ejendomsret ved indregistrering

Landsskatteretten vurderede, at selskabets henvisning til Højesterets dom SKM2018.77.HR, som omhandler bortfald af tilladelse til forholdsmæssig registreringsafgift ved ændringer uden betydning for aftalens realitet eller afgiftsberegning, udgjorde tilstrækkelige oplysninger af retlig karakter til at sandsynliggøre en ændret afgørelse ved genoptagelse, især i lyset af den fastslåede ejendomsretsovergang.

På denne baggrund pålagde Landsskatteretten Motorstyrelsen at genoptage afgørelsen af 18. december 2017 vedrørende køretøj nr. 10.

Disse køretøjer afveg fra den godkendte standardleasingaftale på flere punkter:

• Reelle leasingforhold: SKAT mente, at aftalerne ikke var reelle, da de ikke var indgået på sædvanlige markedsmæssige vilkår med henblik på overskud. Dette blev begrundet med, at aftalerne blev opsagt kort efter indgåelse, anvisningspligten afveg fra andre aftaler (tillod anvisning til CVR-nummer), leasingtager betalte ekstraordinære og ordinære ydelser samt restværdi trods opsigelse, og der var et begrænset overskud. Selskabet fastholdt, at aftalerne var reelle, og at opsigelse ved gensidig aftale var civilretligt muligt. De påpegede, at betalingerne bekræftede realiteten, og at overskuddet var rimeligt i betragtning af antallet af aftaler med samme leasingtager.

• Leasingperiode i Køretøjsregistret: SKAT anførte, at leasingperioden i Køretøjsregistret ikke stemte overens med den indgåede leasingaftale. Selskabet forklarede, at dette skyldtes forsinkelser i leveringen, og at de undlod at ændre de indgåede aftaler af hensyn til reglerne om forholdsmæssig afgift. De fremhævede, at den faktiske leasingperiode stadig var inden for de tilladte rammer.

• Egenfinansiering over 30 pct.: SKAT beregnede egenfinansieringen til at overstige 30 pct. for flere køretøjer, hvilket var i strid med storkundeaftalen. Selskabet bestred beregningen og anførte, at en overskridelse af 30 pct. ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at opkræve fuld afgift, da den første ordinære leasingydelse ikke skulle medregnes i egenfinansieringen.

Køretøjsgruppe 2 (11 køretøjer)

• Forlængelse af leasingaftale (køretøj nr. 26): SKAT opkrævede fuld afgift, da en forlængelse af leasingaftalen ikke skete på samme vilkår, idet restværdien var nedsat. Selskabet argumenterede for, at en ændring af restværdien var en naturlig konsekvens af, at køretøjet blev ældre, og at forlængelsen i øvrigt skete på uændrede vilkår.

• Reel ejer ved indregistrering (10 køretøjer): SKAT anførte, at selskabet ikke var den juridiske ejer af køretøjerne ved indregistreringen, da faktura- og betalingstidspunktet lå efter indregistreringen. Selskabet forklarede den typiske fremgangsmåde, hvor ejendomsretten overgik, når selskabet fik faktisk og retlig råderet over køretøjet, hvilket skete før fakturering og betaling, og at dette var i overensstemmelse med civilretlige principper, herunder Købeloven § 28, stk. 2.

Selskabet gjorde desuden gældende, at SKATs afgørelse var disproportional og i strid med almindelige forvaltningsretlige principper, herunder Højesterets dom SKM2018.77.HR, som fastslog, at ændringer uden betydning for tilladelsen eller afgiftsberegningen ikke medfører bortfald af tilladelsen til forholdsmæssig afgift. De henviste også til Landsskatterettens afgørelse SKM2020.395.LSR, som de mente var sammenlignelig.