Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler et selskabs anmodning om genoptagelse af Motorstyrelsens afgørelse fra 2017, hvor der blev opkrævet fuld registreringsafgift for et køretøj (nr. 10), der oprindeligt var indregistreret med forholdsmæssig registreringsafgift i henhold til Registreringsafgiftsloven § 3 b. Motorstyrelsen havde nægtet genoptagelse for dette køretøj med den begrundelse, at selskabet ikke var den juridiske ejer på tidspunktet for indregistreringen den 28. januar 2016, da salgsfakturaen var dateret den 29. januar 2016. Motorstyrelsen henviste til Leasingbekendtgørelsen § 5, som kræver, at leasingselskabet ejer køretøjet ved registrering.
Selskabet, der indgår i et koncernfællesskab med moderselskabet [virksomhed1] A/S, forklarede, at fakturadatoen var en menneskelig fejl, og at køretøjet de facto var overdraget den 28. januar 2016. De fremførte, at der ikke var formkrav til fastlæggelse af juridisk ejerskab, og at en samlet konkret vurdering af alle relevante forhold burde lægges til grund. Selskabet påpegede, at alle forhold understøttede, at ejerskabet overgik den 28. januar 2016, og at fakturadatoen ikke var det eneste afgørende moment. De henviste desuden til proportionalitetsprincippet og Højesterets dom SKM2018.77.HR, som omhandler ændringer i leasingaftaler uden betydning for aftalens realitet eller afgiftsberegning.
Motorstyrelsen fastholdt sin afgørelse og argumenterede, at de to koncernforbundne selskaber skulle betragtes som selvstændige juridiske enheder, og at det grundlæggende krav om ejerskab ved indregistrering ikke var opfyldt. De mente, at sagen ikke var omfattet af styresignal SKM2019.455.Motorst., da den havde økonomiske konsekvenser og vedrørte en betingelse for tilladelsen til forholdsmæssig afgift.
Landsskatteretten fandt, at treårsfristen for genoptagelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2 var overholdt, da anmodningen var indsendt inden fristens udløb.
Retten fastslog, at ejendomsrettens overgang i dansk ret ikke udelukkende afgøres af fakturadato eller betaling, men beror på en konkret vurdering af sælgers og købers faktiske og retlige råden over det solgte. Dette inkluderer, hvem der har sædvanlige ejerbeføjelser, økonomisk risiko og gevinstmulighed, samt hvem der reelt finansierer anskaffelsen.
Landsskatteretten konkluderede, at:
Landsskatteretten vurderede, at selskabets henvisning til Højesterets dom SKM2018.77.HR, som omhandler bortfald af tilladelse til forholdsmæssig registreringsafgift ved ændringer uden betydning for aftalens realitet eller afgiftsberegning, udgjorde tilstrækkelige oplysninger af retlig karakter til at sandsynliggøre en ændret afgørelse ved genoptagelse, især i lyset af den fastslåede ejendomsretsovergang.
På denne baggrund pålagde Landsskatteretten Motorstyrelsen at genoptage afgørelsen af 18. december 2017 vedrørende køretøj nr. 10.

Motorstyrelsen indfører krav om skriftlig dokumentation og ændrer procedurerne for rettelse af fejlregistrerede ejere og brugere af køretøjer.



Sagen omhandler SKATs opkrævning af fuld registreringsafgift på i alt 9.516.717 kr. for 34 køretøjer, der oprindeligt var indregistreret på forholdsmæssig registreringsafgift efter Registreringsafgiftsloven § 3 b. Selskabet, der driver virksomhed med udlejning og leasing af biler, havde en storkundeaftale med SKAT, som tillod selskabet selv at beregne den forholdsmæssige afgift uden forudgående godkendelse af hver enkelt leasingaftale, forudsat at visse betingelser var opfyldt.
SKAT foretog en kontrol af selskabets angivelser for perioden 1. januar 2013 til 30. juni 2015 og fandt afvigelser, der ifølge SKAT medførte, at betingelserne for forholdsmæssig afgift ikke var opfyldt. Afvigelserne blev opdelt i to hovedgrupper af køretøjer:
En 44-årig mand er idømt tre års fængsel og en millionbøde for at have unddraget staten for over 10 millioner kroner gennem fiktive leasingaftaler.
Motorstyrelsen iværksætter en omfattende kontrol af leasingområdet efter fund af over 1.000 sager med ulovlige værditabsberegninger.
Disse køretøjer afveg fra den godkendte standardleasingaftale på flere punkter:
Reelle leasingforhold: SKAT mente, at aftalerne ikke var reelle, da de ikke var indgået på sædvanlige markedsmæssige vilkår med henblik på overskud. Dette blev begrundet med, at aftalerne blev opsagt kort efter indgåelse, anvisningspligten afveg fra andre aftaler (tillod anvisning til CVR-nummer), leasingtager betalte ekstraordinære og ordinære ydelser samt restværdi trods opsigelse, og der var et begrænset overskud. Selskabet fastholdt, at aftalerne var reelle, og at opsigelse ved gensidig aftale var civilretligt muligt. De påpegede, at betalingerne bekræftede realiteten, og at overskuddet var rimeligt i betragtning af antallet af aftaler med samme leasingtager.
Leasingperiode i Køretøjsregistret: SKAT anførte, at leasingperioden i Køretøjsregistret ikke stemte overens med den indgåede leasingaftale. Selskabet forklarede, at dette skyldtes forsinkelser i leveringen, og at de undlod at ændre de indgåede aftaler af hensyn til reglerne om forholdsmæssig afgift. De fremhævede, at den faktiske leasingperiode stadig var inden for de tilladte rammer.
Egenfinansiering over 30 pct.: SKAT beregnede egenfinansieringen til at overstige 30 pct. for flere køretøjer, hvilket var i strid med storkundeaftalen. Selskabet bestred beregningen og anførte, at en overskridelse af 30 pct. ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at opkræve fuld afgift, da den første ordinære leasingydelse ikke skulle medregnes i egenfinansieringen.
Forlængelse af leasingaftale (køretøj nr. 26): SKAT opkrævede fuld afgift, da en forlængelse af leasingaftalen ikke skete på samme vilkår, idet restværdien var nedsat. Selskabet argumenterede for, at en ændring af restværdien var en naturlig konsekvens af, at køretøjet blev ældre, og at forlængelsen i øvrigt skete på uændrede vilkår.
Reel ejer ved indregistrering (10 køretøjer): SKAT anførte, at selskabet ikke var den juridiske ejer af køretøjerne ved indregistreringen, da faktura- og betalingstidspunktet lå efter indregistreringen. Selskabet forklarede den typiske fremgangsmåde, hvor ejendomsretten overgik, når selskabet fik faktisk og retlig råderet over køretøjet, hvilket skete før fakturering og betaling, og at dette var i overensstemmelse med civilretlige principper, herunder Købeloven § 28, stk. 2.
Selskabet gjorde desuden gældende, at SKATs afgørelse var disproportional og i strid med almindelige forvaltningsretlige principper, herunder Højesterets dom SKM2018.77.HR, som fastslog, at ændringer uden betydning for tilladelsen eller afgiftsberegningen ikke medfører bortfald af tilladelsen til forholdsmæssig afgift. De henviste også til Landsskatterettens afgørelse SKM2020.395.LSR, som de mente var sammenlignelig.

Sagen omhandler et selskabs anmodning om ekstraordinær genoptagelse af en afgørelse fra SKAT fra 2016. SKAT havde oprind...
Læs mere
Sagen omhandler Motorstyrelsens opkrævning af fuld registreringsafgift for et køretøj, idet styrelsen ikke anså betingel...
Læs mereHøringssvar til lovforslag om midlertidig forhøjelse af afskrivningsgrundlag for grønne driftsmidler