Beskatning af fri bil ved splitleasing – utilstrækkeligt kørselsregnskab og kørsel for andet selskab

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at når et selskab stiller en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om vedkommende er ansat i selskabet. Dette følger af Ligningsloven § 16, stk. 1 og Ligningsloven § 16a, stk. 5. Beskatningen udløses af selve rådigheden over bilen, ikke omfanget af den private brug. Værdien ansættes efter Ligningsloven § 16, stk. 4.

For hovedaktionærer gælder en formodningsregel om, at en firmabil, de har råderet over, også er til rådighed for privat kørsel. Bevisbyrden for at modbevise dette skærpes, hvis bilen er parkeret ved bopælen. Der blev henvist til Højesterets domme i SKM2005.138 og SKM2014.504 samt Vestre Landsrets dom i SKM2003.53 og Østre Landsrets dom i SKM2005.503.

Splitleasingordninger er ikke specifikt reguleret i lovgivningen, men er baseret på administrativ praksis, herunder Den juridiske vejledning og offentliggjorte afgørelser. For at undgå beskatning efter hovedreglen skal klageren godtgøre, at alle krav i den administrative praksis er opfyldt. Ligningsrådet har i SKM2001.255LR og SKM2019.244.SKTST udtalt, at der skal være indgået separate aftaler med leasingselskabet, virksomheden og den ansatte, og at kørselsregnskabets detaljeringsgrad skal vurderes efter bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

Landsskatteretten fandt, at den indgåede splitleasingaftale ikke opfyldte de gældende betingelser af følgende årsager:

• Mangelfuldt kørselsregnskab: GPS-udskrifterne opfyldte ikke kravene i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, da de ikke muliggjorde afstemning af kilometertællerens udvisende ved begyndelsen og afslutningen af den daglige kørsel. Dette er en grundlæggende forudsætning for at sikre, at arbejdsgiverens leasingydelse kun dækker erhvervsmæssig kørsel, jf. SKM2010.147SR og SKM2017.491LSR.
• Kørsel for andet selskab: Erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for et andet firma udløser beskatning af fri bil, da kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet bilen til rådighed, jf. SKM2010.147LR. Det var ikke muligt ud fra kørselsregnskabet at se, hvilke kørsler der vedrørte [virksomhed2] A/S, eller hvilke faktisk kørte kilometer der dannede grundlag for viderefaktureringen til [virksomhed2] A/S. Viderefaktureringen ændrede ikke på dette.
• Utilstrækkelig løbende afregning: En slutafregning ved leasingperiodens afslutning er ikke tilstrækkelig. Reguleringer skal foretages løbende og følge den almindelige afregningsperiode (månedligt) og afspejle den faktiske kørsel, jf. SKM2017.729SR. Selvom SKM2018.212SR tillader slutafregning ved mindre afvigelser, var dette ikke tilfældet her, da der var afregnet ud fra et forventet split i flere måneder, hvilket understregede, at kørselsregnskabet ikke dannede grundlag for fordelingen.

Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens beløbsmæssige opgørelse og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at forhøje klagerens personlige indkomst med 52.971 kr. for indkomståret 2017 og 32.077 kr. for indkomståret 2018.

Klageren anførte, at de indgåede splitleasingforhold opfyldte dagældende praksis, og at der var foretaget en årlig slutopgørelse, som sikrede, at selskabet ikke betalte for klagerens private kørsel. Klageren argumenterede desuden for, at Skattestyrelsens styresignal fra 2019 om splitleasing var en praksisskærpelse, der ikke kunne anvendes med tilbagevirkende kraft. Klageren fremhævede også, at Skattestyrelsen tidligere havde godkendt de fremlagte kørselsregnskaber.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten fastslog, at der ikke findes særregler i lovgivningen om splitleasing, og at retsstillingen udelukkende er baseret på administrativ praksis. Da splitleasing er en undtagelse til hovedreglen om beskatning af fri bil, stilles der strenge krav til dokumentation og efterlevelse af betingelserne. Retten fandt, at klagerens kørselsregnskaber var mangelfulde, da de ikke angav kørslens erhvervsmæssige formål, hvilket er et krav ifølge bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse. Dette alene var tilstrækkeligt til at begrunde beskatning.

Derudover konstaterede Landsskatteretten, at den løbende afregning ikke var sket i overensstemmelse med den faktiske kørselsfordeling. Selvom leasingaftalen foreskrev månedlig regulering baseret på indberettet kørsel, viste bogføringen faste månedlige ydelser uden løbende justeringer. Dette stred mod praksis, som kræver, at betalingerne til enhver tid afspejler den faktiske fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel. Retten afviste klagerens argument om, at styresignalet fra 2019 var en praksisskærpelse, idet det blev anset for en præcisering af allerede eksisterende praksis. Klagerens manglende kendskab til retsstillingen eller rådgivning fra tredjeparter kunne ikke ændre resultatet.

Landsskatteretten justerede dog Skattestyrelsens beregning af beskatningsgrundlaget for bilen, idet den oprindelige værdiansættelse af ekstraudstyr blev korrigeret, og et miljøtillæg blev medregnet. Klagerens egenbetaling blev fratrukket i den skattepligtige værdi.