Rentefradrag nægtet for lån i skattearrangement, da gældsforholdet ikke var reelt

SKAT vurderede desuden, at fristerne for at ændre skatteansættelserne for 2014 og 2015 ikke var overskredet, da der var tale om grov uagtsomhed fra klagerens side, hvilket gav adgang til ekstraordinær genoptagelse jf. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Klagerens påstand

Klageren fastholdt, at der var indgået gyldige og bindende låne- og investeringsaftaler. Klageren argumenterede for, at der var en reel erhvervsmæssig risiko og mulighed for gevinst, og at arrangementet derfor ikke kunne tilsidesættes som et skattearrangement efter Skattekontrollovens § 10 F. Klageren mente derfor at være berettiget til rentefradrag efter Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og nægtede klageren fradrag for renteudgifter for indkomstårene 2014-2017. Retten fandt, at klageren ikke havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at der forelå et reelt og retligt forpligtende gældsforhold.

Begrundelse for afgørelsen

Landsskatteretten lagde vægt på en samlet helhedsvurdering af de indgåede aftaler og de faktiske omstændigheder:

• Intet reelt lån: Der var ingen dokumentation for, at lånebeløbet nogensinde var blevet udbetalt til klageren eller havde stået til dennes disposition. Transaktionerne fremstod udelukkende som bogføringsmæssige posteringer mellem de involverede selskaber.
• Værdiløs investering: Investeringen i optioner i [finans7] ApS var ikke troværdig. Selskabet havde en registreret kapital på kun 50.000 kr., mens klageren angiveligt investerede over 500.000 kr. i optioner til tegning af anparter for et tilsvarende beløb. Dette blev anset for at være uden reelt forretningsmæssigt indhold.
• Selvlikviderende arrangement: Aftalerne indeholdt garantier og tilbagekøbspligter, der i praksis eliminerede klagerens kursrisiko. Arrangementet var designet til at være selvlikviderende, hvor gælden kunne indfries med de værdiløse optioner.
• Skattearrangement: Retten konkluderede, at der var tale om en række forud fastlagte dispositioner uden reelt forretningsmæssigt indhold, hvis primære formål var at opnå et uberettiget rentefradrag. Derfor var der ikke grundlag for fradrag efter Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Forældelse

Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelse ikke var ugyldig på grund af forældelse:

• 2016 og 2017: Ansættelserne var foretaget inden for den ordinære korte ligningsfrist.
• 2015: Fristen var forlænget i henhold til § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelsen om kort ligningsfrist, da forholdet var identisk med det i 2016, som ikke var forældet.
• 2014: Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt. Klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at korrigere sin årsopgørelse, som var baseret på et fejlagtigt grundlag. SKAT havde overholdt reaktionsfristen på 6 måneder i Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, da kundskab først indtrådte, da det samlede arrangement var tilstrækkeligt belyst.

Låneaftalen på 1.000.000 kr. havde en fast rente på 15 % p.a., svarende til en årlig ydelse på 150.000 kr. Gældsbrevet var afdragsfrit i 5 år. Som en integreret del af låneaftalen fik investor en "BonusFerie-ordning", der lovede en årlig udbetaling på 9.600 kr., som kunne bruges til ferie eller udbetales kontant (med 15 % fradrag).

En medfølgende investeringsoversigt illustrerede, hvordan arrangementet skulle fungere økonomisk:

Denne oversigt antydede, at den årlige indbetaling på 48.000 kr. (4.000 kr. pr. måned) skulle dækkes af skatteværdien af renteudgiften, hvilket resulterede i et netto nul for investor.

SKATs begrundelse og klagerens indsigelser

SKAT begrundede afslaget med, at der ikke var tale om reelle renteudgifter, da der ikke var et retligt forpligtende gældsforhold, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e. SKAT havde forgæves forsøgt at indhente dokumentation fra udbyderne, som ifølge Skattekontrolloven § 10f har pligt til at dokumentere realiteten i skattearrangementer. SKAT lagde også vægt på, at renterne blev betalt via en kassekredit oprettet af kreditor.

Klageren fastholdt, at lånene var reelle, og at klageren havde været imødekommende over for SKAT. Klageren anførte, at SKAT ikke havde udbedt sig dokumentation fra de korrekte selskaber og at afgørelsen havde medført store økonomiske problemer.