Kursgevinst ved gældseftergivelse i K/S [virksomhed1] – Låneomlægning i 2009

Landsskatteretten analyserede de øvrige ændringer i låneaftalen fra 2009:

• Overskudsdeling, obligatorisk forudbetaling, tidlig tilbagebetaling og nye ophævelsesmuligheder: Disse vilkår blev anset for at være forbundet med en sådan usikkerhed, at de hverken enkeltvis eller samlet udgjorde en væsentlig ændring af de oprindelige lånevilkår.
• Afdragsprofil: Retten fandt, at der ikke var sket en ændring af afdragsprofilen, når man sammenholdt det endelige tilbagebetalingstidspunkt i den oprindelige og den nye aftale.
• Rentehenstand: Der var ikke givet henstand med rentebetalinger på det oprindelige lån.

På baggrund af ovenstående konkluderede Landsskatteretten, at ændringerne i lånevilkårene i 2009 ikke var af en sådan karakter, at det oprindelige lån kunne anses for indfriet og et nyt stiftet. Derfor skulle kursgevinsten ved den senere gældseftergivelse i 2015 beregnes med udgangspunkt i det oprindelige lån fra 2005.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

I 2009 gik ejendommens lejer konkurs, og K/S [virksomhed1] misligholdt lånet. [virksomhed2] overtog ejendommen i brugelig pant og solgte den i efteråret 2010 for 4.326.000 GBP. Salget indebar, at al gæld og forpligtelser fra K/S [virksomhed1] til [virksomhed2] i henhold til låneaftalen fra 1997 blev indfriet. Den resterende gæld på 4.111.682 GBP faldt bort.

SKAT argumenterede for, at klageren havde realiseret en skattepligtig kursgevinst i henhold til Kursgevinstloven § 23, da kommanditisterne blev frigjort for deres forholdsmæssige andel af gælden. SKAT mente ikke, at der var tale om en skattefri gældseftergivelse efter Kursgevinstloven § 24, da [virksomhed2] havde modtaget det beløb, de havde krav på i henhold til låneaftalen, som var et non-recourse lån.

Klageren påstod, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr. med henvisning til, at han ikke havde opnået nogen frigørelse for gæld, da kommanditisternes hæftelse var begrænset til deres indskud, og lånet var et non-recourse lån. Klageren fremhævede, at [virksomhed2] alene havde sikkerhed i ejendommen og ikke kunne gøre krav gældende over for kommanditisterne personligt. Derfor var der ikke tale om en gældseftergivelse, der kunne beskattes efter kursgevinstloven. Klageren henviste til, at et kommanditselskab er skatteretligt transparent, men at den enkelte kommanditist ikke hæfter for kommanditselskabets gæld ud over indskuddet, hvilket er en følge af den juridiske konstruktion. Klageren anførte desuden, at en non-recourse forpligtelse ikke medfører en direkte forpligtelse over for kreditor, og at investor derfor ikke frigøres for en forpligtelse, som investor ikke har.