Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Sagen omhandler en klagers anmodning om godtgørelse af tinglysningsafgift i forbindelse med køb af en ejendom. Klageren havde betalt tinglysningsafgift på 18.200 kr. baseret på den senest offentliggjorte ejendomsværdi på 2.800.000 kr., jf. Tinglysningsafgiftsloven § 4. Før tinglysningen anmodede klageren SKAT om en omvurdering af ejendommen efter Vurderingsloven § 4. Denne omvurdering, der blev foretaget efter tinglysningen, resulterede i en nedsat ejendomsværdi på 1.800.000 kr.
SKAT afviste anmodningen om godtgørelse med henvisning til, at Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 alene omfatter situationer, hvor der er klaget over ejendomsvurderingen efter skatteforvaltningslovens kapitel 15. SKAT anførte, at en omvurdering efter Vurderingsloven § 4 eller en genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 33 ikke er en klage over vurderingen og derfor kræver, at den ændrede ejendomsværdi foreligger i sin endelige form ved anmeldelsen af skødet til tinglysning for at kunne anvendes som afgiftsgrundlag.
Klageren gjorde gældende, at anmodningen om en ny vurdering blev fremsat inden tinglysningen, og at det ikke burde gøre en forskel, om der var tale om en klage eller en Vurderingsloven § 4-omvurdering. Klageren påpegede desuden, at klagefristen for den oprindelige vurdering udløb, før klageren erhvervede ejendommen, hvilket gjorde det umuligt at klage over den tidligere vurdering.
Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten fandt, at ordlyden af Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 og dens forarbejder klart angiver, at bestemmelsen kun finder anvendelse, når en ejendomsværdi er nedsat som følge af en klage, og at ejendomsværdifastsættelsen skal være påklaget inden tinglysningen. En omvurdering efter Vurderingsloven § 4 adskiller sig fra en klagesag, da den baseres på ejendommens tilstand på omvurderingstidspunktet, ikke på den oprindelige vurderingstermin. Landsskatteretten fandt derfor ikke grundlag for at udstrække bestemmelsen til at omfatte omvurderinger efter Vurderingsloven § 4.
Landsskatteretten fandt, at der hverken i lovens ordlyd, forarbejderne eller i øvrigt var grundlag for at udstrække Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 til at omfatte situationer, hvor der er foretaget en omvurdering efter .
Bestemmelsen i Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 har følgende ordlyd:
"Er der ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom betalt afgift af den senest offentliggjorte ejendomsværdi, jf. § 4, stk. 2, og er denne ejendomsværdi senere nedsat som følge af klage, godtgøres den for meget betalte afgift efter anmodning. Det er en betingelse for godtgørelse, at ejendomsværdifastsættelsen er påklaget inden tinglysningen."
Forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 123 2010/1) understøtter, at formålet var at afhjælpe problemer med sagsbehandlingstid i forbindelse med klager over ejendomsvurderingen. En omvurdering efter Vurderingsloven § 4 adskiller sig fra en klagesag, idet den foretages på grundlag af ejendommens tilstand på tidspunktet for omvurderingen og ikke på grundlag af tilstanden pr. vurderingsterminen for den seneste offentliggjorte ejendomsvurdering.
SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.

Tinglysningsretten præciserer afgiftsreglerne ved adkomstskifte via dom og henviser alle spørgsmål om beregning til Skattestyrelsen.



Sagen omhandler en klagers krav om godtgørelse af tinglysningsafgift efter en nedsættelse af ejendomsvurderingen. Klageren købte en ubebygget grund for 7.200.000 kr. i marts 2014. Den seneste offentlige ejendomsvurdering fra 1. oktober 2012 var 27.007.400 kr.
Klagerens repræsentant anmodede SKAT om en vurdering efter Vurderingsloven § 4, men fik afslag grundet en lovændring (Vurderingsloven § 45, stk. 3) der suspenderede adgangen til sådanne vurderinger frem til 1. marts 2016. Herefter anmodede klageren SKAT om at ændre vurderingen af egen drift i henhold til Skatteforvaltningsloven § 33a, idet den offentlige vurdering blev anset for åbenbar urigtig i forhold til købesummen mellem uafhængige parter. Denne anmodning blev sendt den 17. marts 2014, inden skødet blev tinglyst den 26. maj 2014.
Retten i Herning har den 18. december 2024 frifundet Skat i en sag om ændring af værdiansættelsen i en familiehandel.
En ejerlejlighed solgt fra mor til søn for 1,95 mio. kr. blev underkendt af byretten, da prisen lå langt under den faktiske markedsværdi fra et tidligere køb.
SKAT nedsatte den 9. juli 2014 vurderingen pr. 1. oktober 2012 til 7.200.000 kr. Klageren havde ved tinglysningen indbetalt afgift baseret på købesummen (44.860 kr.), men SKAT fastsatte afgiften til 163.760 kr. baseret på den oprindelige offentlige vurdering, da denne var højere end købesummen, jf. Tinglysningsafgiftsloven § 4, stk. 2.
SKAT fastholdt, at der ikke var grundlag for godtgørelse efter Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2. SKAT argumenterede for, at godtgørelse kun kan ske, hvis vurderingen nedsættes som følge af en ”klage” efter Skatteforvaltningsloven kapitel 15. En omvurdering efter Vurderingsloven § 4 eller en genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 33a kunne ikke sidestilles hermed. SKAT henviste til sin Juridiske Vejledning og en Landsskatteretskendelse fra 2003, der fastslog, at der ikke var hjemmel til at se bort fra den seneste offentliggjorte vurdering, medmindre en ændringsmeddelelse forelå inden tinglysning. SKATs beregning var som følger:
| Afgiftsgrundlag | Variabel afgift (0,6 %) | Fast afgift | I alt |
|---|---|---|---|
| 27.007.400 kr. | 162.100 kr. | 1.660 kr. | 163.760 kr. |
SKAT bemærkede desuden, at de nye regler fra 1. januar 2014, der i visse tilfælde tillader beregning af afgift baseret på købesummen uanset vurderingen, ikke gjaldt for ubebyggede grunde.
Klageren påstod, at tinglysningsafgiften skulle beregnes af den nedsatte vurdering på 7.200.000 kr. Klageren anførte, at Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 ikke begrænser klageadgangen til kun at omfatte klager efter Skatteforvaltningsloven kapitel 15. Klageren fremhævede, at klageadgangen efter kapitel 15 var suspenderet, og at klageren som ny ejer ikke havde mulighed for at klage over 2012-vurderingen inden fristen i 2013. Klageren havde benyttet den resterende klagemulighed via Skatteforvaltningsloven § 33a forud for tinglysningen, og denne henvendelse burde sidestilles med en klage, der berettigede til godtgørelse. Klageren afviste relevansen af Landsskatteretskendelsen fra 2003, da Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 først blev indført i 2011 og netop skabte mulighed for godtgørelse i sådanne situationer.

Sagen omhandler en klage over SKATs afgørelse om godtgørelse af tinglysningsafgift i forbindelse med et ejerskifte. Klag...
Læs mere
Sagen omhandler en klage over SKATs afgørelse om afslag på godtgørelse af tinglysningsafgift og opkrævning af yderligere...
Læs mereÆndring af ejendomsskattelov m.fl.: Eftergivelse af grundskyld i dødsboer, berostillelse af opkrævninger og justering af tilbagebetalingsordning