Manglende fradrag for erstatningsudgifter i sager om selskabstømning

Landsskatteretten fandt, at banken ved gennemførelsen af pengeoverførslerne havde kendskab til, at transaktionerne vedrørende købesummen for overskudsselskabet og overførslen af selskabets kapital var indbyrdes forbundne og betingede af hinanden. Banken indså eller burde have indset, at overskudsselskabet blev erhvervet for dets egne midler, og medvirkede dermed til ulovlig selvfinansiering. Denne adfærd muliggjorde selskabstømning og pådrog banken et erstatningsansvar for skattevæsenets tab.

Retten anerkendte, at pengeoverførsler ligger inden for en banks forretningsområde, men fastslog, at medvirken til ulovlig selvfinansiering og manglende omsorg for overskudsselskabernes kreditorer (herunder skattebyrder) ikke ligger inden for rammerne af en normal og sædvanlig bankvirksomhed. Der blev lagt vægt på, at Højesteret i UfR 2000.365 H (Thrane-dommen) havde fastslået, at den pågældende køberbank medvirkede til ulovlig selvfinansiering på en uforsvarlig måde, og H1 A/S havde ikke påvist forhold, der kunne begrunde en afvigende opfattelse af bankens medvirken.

Landsskatteretten afviste bankens anbringende om principalansvar efter Danske Lov 3-19-2. Retten fandt det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at bankens ledelse ikke havde kendskab til bankens deltagelse i handel med overskudsselskaber. Dette blev underbygget af, at der var tale om deltagelse i flere handler, hvor banken som køberbank var vidende om transaktionernes formål og indbyrdes forbundenhed. Den fremlagte mail af 18. februar 1994 bekræftede, at ledelsen blev bekendt med omfanget af transaktionerne i 1994. Banken måtte derfor antages at have et selvstændigt erstatningsansvar, hvilket også afspejledes i de indgåede forlig.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at de betalte erstatninger og procesomkostninger ikke var afholdt som et udslag af en normal og sædvanlig driftsrisiko ved bankdrift, og de var derfor ikke fradragsberettigede i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Klagerens argumenter

Bankens repræsentant argumenterede for, at udgifterne til erstatninger og advokatudgifter var fradragsberettigede som en sædvanlig omkostning knyttet til bankdrift. Det blev anført, at bankens rolle var betalingsformidling, og at de udredte erstatninger var et udtryk for en praksis for fordeling af erstatningsbeløb, der opstod efter Thrane-dommen (UfR 2000.365 H). Repræsentanten mente, at banken blev stillet ringere skattemæssigt end revisorer og advokater, der kunne fradrage lignende udgifter via forsikringspræmier, da banken var selvforsikret. Subsidiært blev der anmodet om delvis fradragsret for den del af udgifterne, der ville have været dækket af en forsikring. Banken henviste til, at ikke alle handlinger var uden for normal bankdrift, og at tidligere praksis, f.eks. TfS 1995, 49, havde tilladt fradrag for visse lovbrud, der udløste erstatningsansvar.

SKATs modargumenter

SKAT fastholdt, at erstatningsbetalinger afholdt som følge af ansvarspådragende adfærd ved deltagelse i handel med overskudsselskaber ikke var et udslag af en normal driftsrisiko ved sædvanlig bankvirksomhed. SKAT fremhævede, at bankens subjektive forhold – dens kendskab til overførslens ulovlige karakter – var afgørende. Højesteret havde karakteriseret bankens handlemåde som uforsvarlig, hvilket udelukkede fradragsret. SKAT afviste argumentet om forskelsbehandling baseret på forsikringsdækning, idet bankens valg af forsikringsform ikke var udslagsgivende for fradragsretten. SKAT henviste til Landsskatterettens tidligere afgørelser, herunder TfS 2003, 312, hvor rådgivere blev nægtet fradrag for erstatningsomkostninger i selskabstømmersager, da salget ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition. Endvidere anførte SKAT, at erstatningsretlige synspunkter udelukkede fradragsret, da det ville hindre skattemyndighederne i at blive holdt skadesløse, jf. TfS 2004, 258.