Beskatning af fri bil og skattepligtig kørselsgodtgørelse for hovedanpartshaver

Fri bil

SKAT forhøjede klagerens indkomst med værdien af fri bil, da de mente, at selskabets varebil var anvendt privat. SKAT baserede dette på en formodning om privat brug, da bilen ikke var specialindrettet, og der ikke var ført kørebog. Værdien blev fastsat efter Ligningsloven § 16, stk. 4, og da klageren ikke var ansat i selskabet, blev værdien beskattet som udbytte, dog som personlig indkomst jf. Personskatteloven § 4a, stk. 2.

Klageren anførte, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for privat anvendelse. Repræsentanten henviste til Ligningsloven § 16, stk. 4, 10. og 11. punktum og Juridisk Vejledning, der angiver, at formodningsreglerne for privat rådighed ikke gælder for varebiler på gule plader, hvor der ikke er betalt moms ved anskaffelsen eller privatbenyttelsesafgift. Klageren fremhævede desuden, at husstanden havde fire andre personbiler til at dække privat kørselsbehov:

• MG B, [reg.nr.2]
• Jaguar XJS, [reg.nr.3]
• Mitsubishi Lancer, [reg.nr.4]
• Hyundai Accent, [reg.nr.5]

Klagerens ægtefælle var i samme periode ejer af en Mitsubishi Lancer, [reg.nr.6].

De offentligt tilgængelige synsrapporter viste følgende kilometeraflæsninger for de relevante biler:

Skattefri kørselsgodtgørelse

SKAT forhøjede også klagerens indkomst med udbetalte kørselsgodtgørelser fra en anden arbejdsgiver ([virksomhed2] A/S), da de ikke anså disse for skattefri. Begrundelsen var, at opgørelserne ikke specificerede, hvilken bil der var brugt, og manglede arbejdsgiverens godkendelse. SKAT henviste til, at betingelserne for skattefri godtgørelse, herunder brug af egen bil og arbejdsgivers kontrol, ikke var opfyldt.

De af [virksomhed2] A/S fremlagte opgørelser oplyste følgende om omfanget af kørsel, som kørselsgodtgørelserne var udbetalt på grundlag af:

Kørselsgodtgørelserne var udbetalt som følger:

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at kørselsregnskaberne opfyldte kravene i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse, og at der ikke var krav om at specificere bil eller arbejdsgivers underskrift på selve regnskabet. Det blev fremhævet, at arbejdsgiveren var en uafhængig part uden økonomisk interesse i at udbetale for meget.

Landsskatterettens afgørelse

Fri bil

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om beskatning af fri bil. Retten fastslog, at når et selskab stiller en bil til rådighed for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien, uanset ansættelsesforhold, jf. Ligningsloven § 16, stk. 1 og Ligningsloven § 16a, stk. 5. For hovedaktionærer gælder en formodningsregel om privat rådighed, især hvis bilen er parkeret ved bopælen, hvilket pålægger hovedaktionæren bevisbyrden for, at bilen ikke har været til rådighed for privat brug. Retten henviste til SKM2014.504.HR.

Selvom Ligningsloven § 16, stk. 4, 12. pkt. i udgangspunktet undtager varebiler uden privatbenyttelsesafgift fra formodningsreglen, fandt retten, at klagerens egne og repræsentantens oplysninger om, at bilen faktisk havde været anvendt privat i et begrænset omfang, betød, at undtagelsen ikke fandt anvendelse. Da klageren ikke havde fremlagt en frasigelseserklæring eller et behørigt kørselsregnskab, der kunne afkræfte formodningen, blev SKATs afgørelse stadfæstet.

Skattefri kørselsgodtgørelse

Landsskatteretten stadfæstede ligeledes SKATs afgørelse vedrørende kørselsgodtgørelser. Retten henviste til Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9B, stk. 1 om erhvervsmæssig befordring. Det blev fremhævet, at arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for skattefri godtgørelse er opfyldt, og at bogføringsbilag skal indeholde specifikke oplysninger, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Retten fandt, at:

• I 2010 var kørselsgodtgørelsen udbetalt til en højere sats (3,67 kr./km) end den tilladte sats (3,56 kr./km) for årligt kørselsomfang under 20.000 km, jf. § 3, nr. 1 og § 6 i bekendtgørelse nr. 1088 af 10/11/2009. Hele beløbet skulle derfor anses som personlig indkomst.
• De fremlagte opgørelser over kørte kilometer stemte ikke overens med de udbetalte godtgørelser.
• Kontroldokumentationen manglede modtagerens adresse og CPR-nr., samt angivelse af beregningsmetode for godtgørelserne. Opgørelsen for juni 2010 manglede dato for alle kørsler.
• Dokumentationen specificerede ikke, hvilken bil der var anvendt til de enkelte kørsler, hvilket er et krav for at arbejdsgiveren kan kontrollere brugen af egen bil, jf. SKM2004.45.LSR.
• Det var ikke sandsynliggjort, at den fornødne kontrol var foretaget forud for udbetalingen, jf. SKM2007.247HR.

Samlet set fandtes betingelserne for skattefri kørselsgodtgørelse ikke opfyldt.

Landsskatteretten fandt, at SKAT ikke havde foretaget tilstrækkelige bestræbelser på at fremskaffe det manglende regnskabsmateriale, hvilket førte til en hjemvisning af honorarbeskatningen. Vedrørende fri bil blev beskatningen nedsat til 0 kr., da selskabet ikke var registreret som ejer eller lejer af biler. Dog blev klageren anset for skattepligtig af en andel af selskabets betalte udgifter til klagerens private bil, og den talmæssige opgørelse heraf blev hjemvist. Endelig stadfæstede Landsskatteretten beskatningen af kørselsgodtgørelsen, da klageren ikke selv havde afholdt udgifterne til kørsel, idet selskabet havde betalt disse, og dermed var betingelserne for skattefri kørselsgodtgørelse i Ligningslovens § 9b ikke opfyldt.