Nægtelse af fradrag for renteudgifter i skattearrangement uden reelt gældsforhold

Særlige processuelle forhold

Klageren gjorde gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig som følge af forældelse, da den korte ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold i Bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse § 1 var overskredet. Desuden blev det anført, at SKAT havde tilsidesat sin oplysningspligt i henhold til Retssikkerhedsloven § 10, stk. 3, idet sagen var overdraget til strafferetlig vurdering.

"Det påhviler klageren at dokumentere, at han i 2010 - 2011 optog lån... Klagerens oplysning om, at han har optaget og tilbagebetalt et lån er ikke understøttet af objektive dokumenter, ligesom betalingsstrømmen ikke er dokumenteret."

Retten fastslog, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt, da det blev anset for groft uagtsomt at selvangive fradrag for gæld, hvis realitet ikke kunne godtgøres.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse. Retten fandt, at der ikke forelå et reelt, retligt forpligtende gældsforhold i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e. Da klageren havde medvirket til en urigtig skatteansættelse ved at fratrække fiktive renter, kunne SKAT foretage ekstraordinær ansættelse uanset de normale frister i Skatteforvaltningsloven § 26.

Låneaftalen, der var et stående lån på 1.000.000 kr. med en fast rente på 15 % p.a., var afdragsfri i 5 år. En integreret del af låneaftalen var en BonusFerie-ordning, hvor en årlig udbetaling på 9.600 kr. (eller 800 kr. pr. måned) kunne bruges til ferie eller udbetales kontant med et fradrag på 15 %.

Investeringsoversigten for arrangementet viste, at den årlige indbetaling på 48.000 kr. (4.000 kr. pr. måned) blev dækket af skatteværdien af renteudgiften, hvilket resulterede i et ”overskud/underskud pr. md.” på 0 kr. Dette blev markedsført som en måde at opnå en gevinst uden at skulle indbetale egne penge, da lånet dækkede investeringen, og skattebesparelsen dækkede rentebetalingerne.

SKAT forsøgte forgæves at indhente dokumentation for arrangementet fra udbyderne, hvilket førte til en politianmeldelse. SKAT begrundede sin afgørelse med, at der ikke var tale om reelle renteudgifter, da der ikke forelå et retligt forpligtende gældsforhold, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e. SKAT henviste også til Skattekontrolloven § 10 F, som pålægger udbydere af skattearrangementer at dokumentere realiteten af dispositionerne.

Klageren fastholdt, at hun havde optaget lånene i god tro og havde været imødekommende over for SKAT. Klageren anførte, at SKATs afgørelse havde medført store økonomiske problemer.