Skattepligt af befordringsgodtgørelse til håndboldspiller - manglende ejerskab af bil

Skatteankenævnets begrundelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse. Nævnet henviste til Ligningsloven § 9, stk. 5 (dagældende) og Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1, som kræver, at arbejdsgiveren fører kontrol med kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil. Nævnet fastslog, at ”egen bil” også kan omfatte en ægtefælles eller samlevers bil ved fælles økonomi, men for biler ejet af andre kræves det, at lønmodtageren selv afholder de reelle faste og variable udgifter. Da klageren ikke havde dokumenteret at have afholdt alle udgifter til bilen, som var ejet af hans far og stedmor, opfyldte han ikke betingelsen om ”egen bil”. Dette gjorde den udbetalte godtgørelse skattepligtig efter Statsskatteloven § 4 og Ligningsloven § 9, stk. 5 (modsætningsvis).

Vedrørende befordringsfradraget afviste nævnet at tage stilling, da klageren ikke havde gjort indsigelse mod de af SKAT opgjorte fradragsbeløb.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant fastholdt, at betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldt. Det blev anført, at klubben havde ført tilstrækkelig kontrol med kørslen, og at det ikke var et krav, at arbejdsgiveren kontrollerede, om bilen var lønmodtagerens egen. Repræsentanten bestred, at klubbens bogholder skulle have udtalt, at der ikke blev ført kontrol, og fremhævede, at klubbens administrative personale havde et indgående kendskab til spillernes kørselsbehov.

Vedrørende ”egen bil” blev det anført, at klageren opfyldte betingelsen, da han havde afholdt udgifter til bilen, og at han tidligere havde været ejer af bilen. Den Juridiske Vejledning og tidligere praksis (TfS 2000, 1020 LR) blev henvist til som støtte for, at afholdelse af udgifter kan sidestilles med ejerskab.

Endvidere gjorde repræsentanten gældende, at klubben og klageren havde en berettiget forventning om, at kontrolbetingelsen var opfyldt, da SKATs kontrol i 2007 ikke havde givet anledning til forhøjelser, og klubbens forretningsgang var uændret. Subsidiært påstod klageren ret til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C, med henvisning til Landsskatterettens egen praksis.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om, at den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig, men gav klageren medhold i den subsidiære påstand om ret til befordringsfradrag.

Retten henviste til Ligningsloven § 9, stk. 4, som fastslår, at godtgørelse for udgifter påført som følge af arbejdet medregnes ved indkomstopgørelsen, medmindre det er godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af Ligningsloven § 9 B.

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke i de påklagede indkomstår havde været registreret ejer af en bil. Pr. 17. juli 2009 var klagerens far og dennes ægtefælle registreret som ejere af den bil, klageren kørte i. Klageren havde ikke dokumenteret at have afholdt alle de reelle faktiske udgifter til bilen (faste og variable omkostninger, herunder afskrivninger, vedligeholdelse, benzin og forsikring), der svarer til de udgifter, man ville have haft, hvis man ejede bilen. En bankoverførsel på 10.000 kr. til faderen i maj 2012 med posteringsteksten ”Udgifter Bil” beviste ikke, at klageren løbende afholdt biludgifter i 2009 og 2010.

Da klageren ikke opfyldte betingelsen om kørsel i ”egen bil”, var han ikke berettiget til at modtage skattefri godtgørelse. Landsskatteretten fandt det derfor unødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om arbejdsgiverens kontrol eller klagerens påstand om berettiget forventning.

Landsskatteretten gav klageren medhold i den subsidiære påstand om ret til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C, idet retten overlod det til SKAT at træffe afgørelse om det præcise omfang af fradraget.

Arbejdsgivers kontrolforpligtelse

Det er en grundlæggende betingelse for skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører tilstrækkelig kontrol med de kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1. Kontrollen skal baseres på bogføringsbilag, der indeholder specifikke oplysninger som formål, dato, mål, antal kilometer og satser, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 2. Skatteankenævnet fandt, at [virksomhed1] A/S ikke havde ført tilstrækkelig kontrol, idet:

• Klagerens kørselsrapporter manglede tilstrækkelige oplysninger, f.eks. specifikke adresser for kørselsmål.
• Der var udbetalt høj sats for kørsel over 20.000 kilometer til andre ansatte, uden at klubben effektivt kunne kontrollere den akkumulerede kørsel.
• Hovedparten af de ansatte havde ikke anført, hvilken bil de kørte i, og flere havde modtaget godtgørelse for kørsel i biler, de ikke selv ejede.
• Der var registreret kørsel til kampe i egen bil, selvom klubben ofte hyrede en spillerbus, uden at klubben kontrollerede, hvem der kørte med bussen.
• Der var udbetalt godtgørelse for kørsel til forskellige træningssteder samme dag for spillere på samme hold, hvilket nævnet fandt udokumenteret og usandsynligt.
• Mange kørselsrapporter manglede attestation (flueben), hvilket indikerede manglende kontrol.
• Klubben havde ikke ført kontrol med 60-dages-reglen, hvilket betød, at kørsel til den sædvanlige arbejdsplads efter 60 dage skulle have været skattepligtig.

Lønmodtagerforhold for 2011

For 2011 havde klageren ikke modtaget løn fra klubben. Skatteankenævnet henviste til retspraksis (SKM2001.141.ØLR), der fastslår, at det er en betingelse for skattefri kørselsgodtgørelse, at modtageren er lønmodtager og modtager løn. Da klageren ikke modtog løn i 2011, blev godtgørelsen anset for skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4.

Fristregler og berettiget forventning

SKATs ændringer for 2010 og 2011 blev anset for at være inden for de almindelige frister i Bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 1, stk. 1 og 2. For 2009 og 2010 gjaldt de længere frister i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, da ændringen for 2011 (skattepligt af kørselsgodtgørelse) begrundede genoptagelse af tidligere år, jf. Bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 1, stk. 1, nr. 4. For 2008 var varslingsfristen overskredet, og nævnet fandt ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, da klageren ikke havde udvist forsæt eller grov uagtsomhed. Derfor blev forhøjelsen for 2008 annulleret.

Klagerens argument om berettiget forventning, baseret på en SKAT-kontrol i 2007, der ikke førte til forhøjelser, blev afvist. Nævnet påpegede, at SKAT i 2007 netop havde påtalt mangelfuld kontrol, og at klubben ikke havde rettet op på disse forhold i de efterfølgende år.

Befordringsfradrag

Klageren anmodede subsidiært om befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c, hvis kørselsgodtgørelsen blev anset for skattepligtig. Nævnet fandt, at dette var en afledt ændring, der kunne behandles. Da klageren ikke havde indsendt en opgørelse, afviste nævnet at godkende yderligere fradrag.