Delvis nedsættelse af skatteforhøjelse vedrørende kontante indsætninger og skønsmæssigt privatforbrug

Sagen omhandler en skatteyder, der fik forhøjet sin skattepligtige indkomst for 2013 med i alt 230.000 kr. Forhøjelsen var baseret på to kontante indsætninger af hver 90.000 kr. på en bankkonto samt en skønsmæssig forhøjelse af privatforbruget på 50.000 kr.

Klageren gjorde gældende, at pengene stammede fra en arbejdsskadeerstatning udbetalt i 2004 på ca. 1,1 mio. kr. Han forklarede, at han opbevarede store kontantbeløb i hjemmet. Den første indsætning i september 2013 på 90.000 kr. bestod af "gamle sedler", som han straks hævede igen som "nye sedler" for at købe en motorcykel. Da handlen ikke blev til noget, indsatte han de samme 90.000 kr. igen i december 2013. SKAT (nu Skattestyrelsen) beskattede begge beløb som ubeskattet indkomst under henvisning til Statsskatteloven § 4.

Landsskatterettens vurdering af indsætningerne

Landsskatteretten stadfæstede beskatningen af den første indsætning på 90.000 kr. Retten fandt ikke, at klageren havde løftet bevisbyrden for, at pengene stammede fra midler beskattet i 2004. Der blev lagt vægt på, at der var gået 6-9 år siden de oprindelige kontanthævninger, og at der ikke forelå objektive beviser for pengestrømmen.

Derimod gav retten klageren medhold vedrørende den anden indsætning i december 2013. Da beløbet svarede præcis til det beløb, der var hævet tre måneder tidligere, fandt retten det sandsynliggjort, at der var tale om de samme midler. Dette beløb skulle derfor ikke beskattes.

Skønsmæssig forhøjelse af privatforbrug

SKAT havde yderligere foretaget et skøn over klagerens privatforbrug efter Skattekontrolloven § 5, stk. 3, da de fandt forbruget i 2013 usædvanligt lavt (ca. 106.000 kr.). Klageren argumenterede for, at han levede meget sparsommeligt, var delvist selvforsynende med fisk og grøntsager, og havde været syg i perioder.

Landsskatteretten omstødte denne del af afgørelsen. Ved at gennemgå bankkontoudtog og klagerens forklaring om levevis fandt retten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det opgjorte privatforbrug som værende for lavt.

Procesuelle regler og frister

Da klageren havde enkle økonomiske forhold, var den korte ligningsfrist i Bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse § 1 som udgangspunkt gældende. Da SKAT først varslede ændringen i oktober 2015, var den ordinære frist overskredet. Landsskatteretten fandt dog, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt, da det blev anset som mindst groft uagtsomt ikke at selvangive indsætningerne. SKAT havde overholdt 6-måneders fristen for varsling efter de fik kendskab til forholdet.