Landsskatteretten: Skønsmæssig indkomstforhøjelse og bevis for låneoptagelse

Klageren fastholdt, at alle de fremlagte lån skulle godkendes, hvilket ville resultere i positive rådighedsbeløb for alle tre år. Klageren henviste til, at lån fra familiemedlemmer var modtaget kontant, og at tilbagebetaling var påbegyndt i 2013.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten henviste til, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Skatteydere har pligt til at selvangive deres indkomst og dokumentere indtægts- og formueforhold, jf. Skattekontrolloven § 1, Skattekontrolloven § 6 og Skattekontrolloven § 6b.

En skønsmæssig forhøjelse af indkomsten forudsætter normalt, at regnskabet kan tilsidesættes. Dog kan indkomsten forhøjes uden tilsidesættelse af regnskabet, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Denne praksis er tiltrådt af Højesteret i dommene Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635 og SKM2002.70.HR. Indkomsten kan forhøjes til et beløb, der giver mulighed for et rimeligt forbrug.

SKAT havde oprindeligt opgjort klagerens privatforbrug for indkomstårene 2009-2011 til henholdsvis -24.766 kr., -54.150 kr. og -1.490 kr.

Landsskatteretten fandt det godtgjort, at klageren for indkomståret 2009 havde modtaget et privat lån på 19.000 kr. fra sin lillesøster, som var indgået på klagerens bankkonto den 29. januar 2009. Derudover blev det anset for dokumenteret, at klageren den 16. februar 2009 havde modtaget en a conto erstatning på 20.000 kr. fra [virksomhed2].

Det blev derimod ikke anset for godtgjort, at klageren herudover for indkomstårene 2009-2011 havde modtaget lån fra andre familiemedlemmer, da disse forhold ikke var dokumenteret ved pengeoverførsler. De fremlagte kontoudtog vedrørende pengeoverførsler i 2013 til klagerens to søskende blev ikke anset for at dokumentere låneoptagelser i de påklagede indkomstår.

Da ansættelserne ikke blev anset for at være åbenbart urimelige eller foretaget på et fejlagtigt grundlag, nedsatte Landsskatteretten den påklagede ansættelse for indkomståret 2009 med 39.000 kr. (19.000 kr. + 20.000 kr.). Ansættelserne for indkomstårene 2010 og 2011 blev stadfæstet.

Landsskatterettens endelige afgørelse

SKAT anerkendte ikke lånet, da pengestrømmen ikke kunne følges fra långiver til klager, der ikke var dokumentation for, at pengene rent faktisk var overdraget, og der manglede spor af pengene fra modtagelsen i [FAE] til indsættelsen i Danmark. SKAT henviste til, at regnskabsgrundlaget var tilsidesætteligt i henhold til Skattekontrolloven § 3, stk. 1, 3 og 4 på grund af manglende kasseafstemninger og uregelmæssigheder i bogføringen. SKAT argumenterede, at beløbet måtte være optjent i klagerens virksomhed som ikke-angivet omsætning, og at et negativt privatforbrug berettigede en skønsmæssig forhøjelse i henhold til Statsskatteloven § 4 og praksis, herunder SKM2010.500.BR og UfR 1967.635H.

Klagerens repræsentant fastholdt, at lånet var behørigt dokumenteret med lånedokumenter og vekselbilag, og at der var tidsmæssig sammenhæng mellem lånoptagelsen, vekslingen og indsættelsen på bankkontoen. Det blev fremhævet, at en forhøjelse på 640.000 kr. ville indebære en urealistisk meromsætning på 3.200.000 kr. for guldsmedevirksomheden, hvis bruttoavancen var ca. 20%. Klageren erkendte, at beløbet ikke var deklareret ved indrejse i Danmark, men mente, at dokumentationsbyrden for lånets eksistens var løftet. Klageren påpegede også, at en anonym anmeldelse var et spinkelt grundlag for sagen, og at det var usandsynligt, at kunder ville købe dyre smykker kontant uden kvittering.

SKAT fastholdt sin afgørelse og understregede, at der ikke var tilstrækkelig tidsmæssig sammenhæng mellem vekselbilaget fra februar og indsættelsen i juni, og at der manglede bevis for, at pengene stammede fra den oplyste långiver eller var indført i Danmark. SKAT henviste til, at klageren ikke havde løftet sin bevisbyrde i henhold til Skattekontrolloven § 1, stk. 1 og Skattekontrolloven § 6 B, stk. 1.