Landsskatteretten: Nægtet fradrag for udgifter til underleverandør grundet manglende dokumentation og usædvanlige omstændigheder

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter i henhold til Statsskatteloven § 4, stk. 1. Udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, samt for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR. Beviskravet skærpes ved usædvanlige omstændigheder.

Fradrag for Uber-kørsel

Landsskatteretten godkendte fradrag for udokumenterede udgifter i forbindelse med Uber-kørsel på 16.322 kr., da Skattestyrelsen i sin udtalelse af 10. februar 2020 havde tiltrådt klagerens påstand om et fradrag på 30 % af de beskattede indtægter på 54.409,54 kr.

Fradrag for fremmed arbejde

Vedrørende fradrag for udgifter til fremmed arbejde på 150.294 kr. for underleverandøren [virksomhed4] IVS, fandt Landsskatteretten, at der forelå så usædvanlige omstændigheder, at den fremlagte dokumentation ikke var tilstrækkelig til at godkende fradraget. Disse omstændigheder inkluderede:

• Underleverandøren [virksomhed4] IVS havde ingen ansatte medarbejdere i afgiftsperioden.
• [virksomhed4] IVS havde ikke selvangivet selskabets resultat for 2016 og havde ikke angivet moms for 2. og 3. kvartal af 2016.
• Det havde ikke været muligt for Skattestyrelsen at komme i kontakt med [virksomhed4] IVS, som desuden var gået konkurs.
• Betalingerne var foretaget til forskellige kontonumre, herunder [virksomhed4] IVS' hovedaktionærs private bankkonto og ukendte konti.
• Samarbejdskontrakten indeholdt ikke oplysninger om ydelsen, leveringssted eller leveringsdato.

Retten henviste til praksis, herunder SKM 2017.210.BR, SKM 2016.9.BR, SKM 2018.539.LSR, og SKM 2018.613.LSR, og fandt, at der ikke forelå realiteter bag de fremlagte fakturaer fra [virksomhed4]. Det forhold, at det var dokumenteret, at der var betalt for nogle af ydelserne, ændrede ikke herpå.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse vedrørende nægtelse af fradrag for udgifter til fremmed arbejde på 150.294 kr.

SKAT begrundede afgørelsen med en række uregelmæssigheder, der rejste tvivl om fakturaernes realitet og klagerens bevisbyrde i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Blandt de væsentligste punkter var:

• Mangel på dokumentation: Klageren fremlagde fakturaer og bankkontoudtog, men ingen timesedler eller detaljeret specifikation af ydelserne.
• Underleverandørernes karakter: Flere underleverandører var ikke reelle virksomheder med offentlig referenceramme, havde atypiske forretningsdispositioner (kontanthævninger), var registreret under brancher uden relation til transport, og havde ikke afregnet moms og skat korrekt. SKAT havde ikke kunnet komme i kontakt med dem.
• Uoverensstemmelser i aftaler og fakturaer: Der var uoverensstemmelser mellem samarbejdsaftaler og fakturaer vedrørende datoer, adresser, timepriser og tillæg (f.eks. weekend- og dieseltillæg). En betaling på bankudtog var fejlagtigt anført til en forkert underleverandør.
• Direktørforhold: Direktører hos underleverandører havde korte ophold i Danmark, og en direktør var anført på en aftale før sin officielle tiltræden.
• Klagerens indkomst: Klageren havde kun modtaget SU som øvrig indtægt, hvilket ifølge SKAT ikke udelukkede, at klageren selv kunne have udført alt arbejdet.

Klagerens argumentation

Klageren fastholdt, at der var tale om reelle ydelser og anførte, at mange af uregelmæssighederne var af mindre væsentlig karakter eller skyldtes praktiske forhold:

• Engangsbrug af underleverandør: [virksomhed3] ApS blev kun brugt én gang, og der blev derfor ikke indgået en formel aftale.
• Kommunikation: Kontakt med underleverandører foregik primært via WhatsApp og telefon, hvilket forklarede manglen på skriftlig kommunikation.
• Pris og fortjeneste: Klageren vurderede timerne ud fra den pris, han selv kunne fakturere sin kunde, og var tilfreds, så længe der var rum for fortjeneste.
• Fejl og sjusk: Fejl i fakturaer, adresser og direktørregistreringer blev tilskrevet menneskelig fejl eller sjusk, som klageren ikke var herre over.
• Mundtlige aftaler: Weekend- og dieseltillæg var mundtligt aftalt, selvom de ikke fremgik af de skriftlige aftaler, som var genbrugt.
• Ukendskab til underleverandørers skatteforhold: Klageren var ikke bekendt med, at underleverandørerne ikke afregnede moms og skat, og mente ikke, at han havde ansvar herfor på daværende tidspunkt. Han havde heller ikke kendskab til kontanthævninger fra underleverandørernes konti.
• Arbejdets karakter: Chaufførjobbet var hårdt, hvilket førte til hyppig udskiftning af underleverandører. Arbejdets primitive karakter gjorde detaljeret dokumentation unødvendig.
• Anbefalinger: Underleverandørerne var fundet via anbefalinger i branchen, og de tilbød billige priser, som ikke tændte advarselslamper hos klageren.
• Faktisk udført arbejde: Klageren fremhævede, at hans kunde, [virksomhed2], havde fået udført det bestilte arbejde, og at der var en økonomisk sammenhæng mellem betalingerne til underleverandørerne og indtægterne fra [virksomhed2]. Klageren oplyste, at han ikke selv havde ført bilerne, og at ruterne ikke kunne køres af én person alene.

SKATs forhøjelse af indkomsten skulle beskattes som personlig indkomst efter Personskatteloven § 3 og var arbejdsmarkedsbidragspligtig efter Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1.