Skattefri rejsegodtgørelse til murer trods manglende tidsangivelse på arbejdssedler

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse og godkender, at de udbetalte rejsegodtgørelser er skattefrie efter Ligningsloven § 9 A.

Rettens begrundelse:

1. Kontrolforpligtelsen: Retten finder, at arbejdsgiverens kontrol har været tilstrækkelig under de givne omstændigheder. Der lægges vægt på, at virksomheden var lille (7-8 ansatte), og at arbejdsgiveren havde et indgående kendskab til den eneste murers arbejds- og bopælsforhold samt de specifikke projekter. I sådanne tilfælde kræves det ikke, at samtlige oplysninger fremgår af ét enkelt bilag, så længe den samlede dokumentation gør kontrol mulig.

2. Rejsebegrebet: Under henvisning til Højesterets dom i SKM2009.333.HR foretager retten en konkret vurdering. Retten fastslår, at klageren må anses for at have været på rejse pga.:

   • Den fysiske belastning ved arbejdet.
   • Den samlede arbejds- og transporttid.
   • De trafikale forhold.

"Landsskatteretten finder ... efter en konkret vurdering af klagerens arbejdsforhold, at den udbetalte rejsegodtgørelse må anses som skattefri. Der er herved bl.a. lagt vægt på afstanden mellem klagerens bopæl og arbejdsstederne ... omfanget af den samlede arbejds- og transporttid, arbejdets karakter samt det oplyste om trafikale forhold."

Som følge af at godtgørelsen kendes skattefri, bortfalder de ligningsmæssige fradrag, som SKAT tidligere havde indrømmet for samme perioder.

Klageren fastholdt, at han havde kørt eksport og import, og at han ikke var bekendt med, at rapporterne skulle udfyldes anderledes end arbejdsgiverens anvisning. Han mente, at SKAT baserede deres afgørelse på formodninger om, at han havde overnattet hjemme, selvom dette ikke fremgik af rapporterne, og han havde fremlagt beviser for det modsatte.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten lagde vægt på, at det fremlagte materiale, herunder kørselsrapporterne, ikke var tilstrækkeligt til at dokumentere, at betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt. Rapporterne var ikke fyldestgørende med hensyn til køreruter, mål eller delmål, og det erhvervsmæssige formål var ikke klart. Manglen på yderligere kontrolbilag som aflæsninger fra førerkort eller tachograf betød, at det ikke var muligt at fastslå, om arbejdsgiveren havde ført den nødvendige kontrol. Betingelserne i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1 blev derfor ikke anset for opfyldt.