Skattepligt af kontanthævninger fra selskabskonto – manglende dokumentation for driftsudgifter

Sagen omhandlede en klagers skattepligt af kontanthævninger på i alt 340.000 kr. fra et selskabs bankkonto i indkomståret 2016. Selskabet, [virksomhed1] ApS, drev virksomhed som underentreprenør og var ikke registreret som arbejdsgiver. Klageren tiltrådte som direktør i selskabet den 1. september 2015 og udtrådte den 14. september 2015, men havde fuldmagt til selskabets konto fra september 2015 til februar 2016.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med 340.000 kr. for indkomståret 2016. SKAT konstaterede, at klageren havde hævet beløbet kontant fra selskabets konto i perioden 11. januar 2016 til 5. februar 2016. Da klageren havde kontrol over selskabets konto, og selskabet ikke var registreret som arbejdsgiver, anså SKAT udbetalingerne som løn til klageren. SKAT henviste til Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, stk. 1 som grundlag for skattepligten. SKAT bemærkede, at selvom klageren var udtrådt som direktør, havde vedkommende stadig fuldmagt til kontoen. SKAT afviste klagerens forklaring om, at pengene var "parkeret" på grund af vanskeligheder med at oprette en erhvervskonto, da selskabet havde en erhvervskonto fra september 2015. Derudover var der ingen dokumentation for, at pengene var anvendt til selskabets udgifter.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr. Klageren fastholdt, at der var tale om "parkering" af midler, da der var problemer med bankens forvaltning af konti, hvilket gjorde det nødvendigt at indsætte midlerne på klagerens konto og derefter foretage kontante hævninger. Klageren anførte, at midlerne var anvendt til selskabets driftsudgifter og anskaffelse af anlægsaktiver m.v., men fremlagde ingen dokumentation herfor.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at forhøje klagerens skattepligtige indkomst med 340.000 kr. for indkomståret 2016.

Retten lagde til grund, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4, og at enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst jf. Skattekontrolloven § 1, stk. 1. Det blev fremhævet, at en skatteyders indkomst kan forhøjes, hvis der konstateres ikke-selvangivne skattepligtige indtægter, jf. SKM2011.208.HR.

Landsskatteretten henviste til retspraksis, herunder SKM2018.310.ØLR og SKM2019.250.ØLR, der fastslår, at skatteyderen har bevisbyrden for, at pengeoverførsler eller indsætninger på en personlig konto er skattefri indkomst, eller at der er tale om lån eller gaver. Der stilles strenge krav til beviset, især når der ikke synes at være en lovlig forretningsmæssig begrundelse for dispositionerne.