Erstatning for manglende information om gruppelivsforsikring – skattepligt?

Sagen omhandlede, hvorvidt en erstatning på 300.000 kr., udbetalt af G1 til klageren i 2008, var skattepligtig indkomst. Erstatningen blev udbetalt som en kulancemæssig kompensation for klagerens afdøde mands, NRs, manglende fortsættelse af en gruppelivsforsikring ved hans fratræden fra G1. Klageren mente, at G1 burde have informeret NR bedre om muligheden for at fortsætte forsikringen, hvilket ville have resulteret i en udbetaling på 326.000 kr. ved NRs død.

SKAT havde anset beløbet for skattepligtigt i udbetalingsåret 2008 i henhold til Statsskatteloven § 4 og fastholdt, at beløbet ikke kunne tilbageføres til dødsåret, da der først var erhvervet endelig ret til beløbet i forligsåret. SKAT argumenterede, at forligsteksten ikke entydigt bekræftede, at beløbet var en substitution for en manglende forsikringsudbetaling, og at arbejdsgiveren ikke havde bekræftet skyld for manglende information.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at erstatningen ikke var skattepligtig, da den dækkede et tabt engangsbeløb fra en gruppelivsforsikring, som ville have været skattefri. Repræsentanten fremhævede, at forligsteksten og en efterfølgende erklæring fra G1 klart angav, at beløbet vedrørte NRs manglende fortsættelse af forsikringen. Det blev anført, at G1s betaling af erstatningen indebar en erkendelse af erstatningspådragende passivitet, uanset formuleringen om "uden præjudice".

Subsidiært påstod repræsentanten, at hvis beløbet var skattepligtigt, skulle det henføres til det indkomstår, det vedrørte (dødsåret eller året for NRs afskedigelse), og ikke udbetalingsåret. Repræsentanten henviste til Ligningsvejledningen, som tillader tilbagefordeling af indkomstskattepligtige indtægter, der ikke hidrører fra selvstændig erhvervsvirksomhed, til de år, de vedrører, selvom retserhvervelsen sker senere. SKATs afslag på tilbageførsel med henvisning til retserhvervelsesåret blev kritiseret som værende i strid med vejledningen, der specifikt nævner erstatninger som eksempler på indtægter, der kan tilbageføres.

Der var også en proceduremæssig uenighed, idet SKAT havde udskrevet en årsopgørelse baseret på G1s indberetning frem for klagerens selvangivelse, og klagerens klage over årsopgørelsen blev af SKAT opfattet som en anmodning om genoptagelse, hvilket klageren bestred. Klageren mente, at SKAT ikke havde overholdt Skatteforvaltningsloven § 20 ved ikke at underrette om ændringen af den selvangivne indkomst.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten fastslog, at en udbetalt erstatning som hovedregel skal behandles skattemæssigt som den indtægt, udgift eller det aktiv, som erstatningen træder i stedet for. Den skattemæssige behandling i denne sag skulle bedømmes efter reglerne i og .