Beskatning af fri bil - Direktør og firmabil på gule plader

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse. Nævnet fandt, i lighed med Landsskatterettens tidligere kendelser, at klagerens kørsel til selskabets adresse ikke kunne karakteriseres som lejlighedsvis kørsel for at supplere køretøjets lager af værktøj eller lignende. Det blev lagt til grund, at klageren som direktør også havde andre opgaver på selskabets faste forretningssted, og at hans primære opgave var den daglige ledelse. Det forhold, at klageren til dels arbejdede hjemmefra, ændrede ikke resultatet. Det blev heller ikke dokumenteret, at klageren var en del af en vagtordning. Bilen blev derfor anset for at være stillet til rådighed for privat kørsel, med henvisning til Ligningsloven § 16, stk. 4.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren påstod, at den påklagede ansættelse skulle nedsættes til 0 kr. i begge år. Han argumenterede for, at bilen udelukkende var anvendt erhvervsmæssigt i forbindelse med hans arbejdsopgaver, herunder døgnvagt 365 dage om året, tilsyn og tilbudsgivning. Varebilen var indrettet og udstyret med relevant værktøj og materialer og indgik i selskabets vognpark til løsning af opgaver, herunder flytning af tungt materiel. Det blev fremført, at bilen ikke var stillet udelukkende til rådighed for klageren og ikke var egnet til privat kørsel grundet indretningen. Repræsentanten mente, at betingelserne for kørsel efter reglerne om skiftende arbejdssteder var opfyldt, og at klageren hele tiden havde haft en privat bil til rådighed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om beskatning af værdi af fri bil for årene 2006 og 2007. Afgørelsen bygger på følgende hovedpunkter:

• Anvendelse af regler for gulpladebiler: Bilen, en Suzuki Grand Vitara på gule nummerplader, var omfattet af Vægtafgiftsloven § 4, stk. 1 og Vægtafgiftsloven § 2. Da der ikke var betalt tillægsafgift for privat anvendelse, og momsen af anskaffelsessummen var fratrukket, skulle SKAT som udgangspunkt lægge til grund, at bilen ikke blev anvendt privat. Dog følger det af lovbemærkningerne, at hvis der alligevel køres privat, vil bilen blive omfattet af beskatning efter Ligningsloven § 16, stk. 4.

• Kørsel mellem bopæl og fast arbejdssted: Bilen holdt parkeret på klagerens private bopæl efter arbejdstids ophør. Kørsel mellem bopæl og fast arbejdssted er som udgangspunkt privat, medmindre den falder ind under 60-dages reglen i Ligningsloven § 9 B, stk. 1, litra a. Retten fandt, at kørslen ikke kunne anses som kørsel mellem to arbejdspladser efter Ligningsloven § 9 B, stk. 1, litra b, selvom klageren havde kontor i hjemmet.

• Bevisbyrde for 60-dages reglen: Landsskatteretten anså det for sandsynligt, at klageren havde kørt mere end 60 gange til det faste arbejdssted inden for de seneste 24 måneder, da der ikke var fremlagt kørebog eller lignende til dokumentation. Dette var i overensstemmelse med SKM2003.335.HR.

• Vagtordning og direktørstilling: Klagerens stilling som direktør og daglig leder for omkring 49 ansatte blev tillagt særlig vægt. Den fremlagte ansættelseskontrakts bestemmelse om, at klageren skulle være til rådighed 24 timer i døgnet, kunne ikke medføre et andet resultat, da en sådan vagtordning 365 dage om året ikke anerkendes skattemæssigt, jf. SKM2006.481.HR.

• Værkstedsvognsargumentet: Bilen kunne ikke anses som en værkstedsvogn, der alene skulle beskattes af markedsværdien af den faktiske private anvendelse, jf. Ligningsloven § 16, stk. 3. Retten lagde vægt på, at bilen uden den pågældende indretning var meget velegnet til privat kørsel, og at 2/3 af bagagerummet var fyldt med ting, der let kunne fjernes for privat transport.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at SKAT havde løftet bevisbyrden for, at bilen var anvendt til privat kørsel, og at beskatningen af værdi af fri bil i medfør af Ligningsloven § 16, stk. 4 var korrekt.

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse. De lagde vægt på, at bilen havde stået parkeret ved klagerens bopæl efter arbejdstid og var anvendt til kørsel mellem bopælen og selskabets adresse. Motocross-episoden blev anset som bevis for privat brug, og klagerens forklaringer om trailerudlån og reparation blev fundet usandsynlige. Ankenævnet fandt ikke, at bilen var specialindrettet, og at kørsel mellem hjem og fast arbejdsplads i forbindelse med permanente vagtordninger ikke godkendes som erhvervsmæssig kørsel.