Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandlede et nægtet fradrag for udbetalt kostgodtgørelse på 18.318 kr. til et socialpædagogisk opholdssted, drevet af klageren og dennes ægtefælle. Opholdsstederne, godkendt efter Social servicelov § 49, stk. 2, modtog et samlet vederlag fra kommuner for anbragte børn, hvilket dækkede samtlige udgifter. En del af aftalen med kommunerne inkluderede weekendaflastning af børnene uden for opholdsstedets adresse hos ansatte eller ægtefællen, som skulle godkendes på tilsvarende vis som plejefamilier efter Social servicelov § 142, stk. 1 og Social servicelov § 142, stk. 2.
Skatteankenævnet nægtede fradraget med den begrundelse, at de udbetalte beløb ikke ansås for at medgå til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Nævnet anførte desuden, at Ligningsloven § 9, stk. 7 ikke fandt anvendelse, da formidlet døgnophold blev udøvet som selvstændig erhvervsvirksomhed. Klageren argumenterede derimod for, at udgifterne var afholdt for at erhverve indtægten fra kommunerne, og at erhvervsdrivende også kunne anvende reglerne for skattefri udbetaling af kostgodtgørelse. Det blev fremhævet, at der ikke var fratrukket andre faktiske udgifter til kost og logi i forbindelse med aflastningerne ud over den udbetalte skattefri godtgørelse.
Landsskatteretten godkendte fradrag for den udbetalte kostgodtgørelse på 18.318 kr.
Retten bemærkede, at klageren ved indkomstopgørelsen kan fratrække driftsomkostninger, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne skal være direkte knyttet til indkomsten og ligge inden for virksomhedens naturlige rammer.
Den påklagede forhøjelse på 18.318 kr. blev derfor nedsat til 0 kr.

To ægtefæller fik medhold ved Retten i Horsens i, at deres ridecenter og stutteri blev drevet erhvervsmæssigt, hvilket åbner for fradrag for underskud.


Sagen omhandler en klager, der drev døgnplejeaktivitet for plejebørn og en autohandel. Klageren havde siden 2008 modtaget indkomst fra døgnpleje som A-indkomst, men fra 1. maj 2013 selvangav han indtægten som overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed. SKAT anså indkomsten fra døgnpleje for at være A-indkomst og nedsatte klagerens overskud af virksomhed, hvilket medførte en forhøjelse af A-indkomsten. SKAT overførte desuden renteindtægter og -udgifter til kapitalindkomst uden for virksomheden og ophævede det selvangivne kapitalafkast for døgnplejeaktiviteten.
Klageren og dennes ægtefælle havde i 2013 tre plejebørn og to aflastningsbørn. Klageren var pædagogisk uddannet og hjemmegående. Kontrakterne med kommunen fastsatte et månedligt plejevederlag samt beløb til kost, logi, lommepenge og beklædning. Der var også mulighed for refusion af specifikke udgifter som kørsel og briller. Kontrakterne indeholdt bestemmelser om opsigelsesvarsel, ferie og pligt til efteruddannelse. Klageren havde en kombineret ansvars- og ulykkesforsikring og en selvrisiko på 500 kr. pr. hændelse for skader forvoldt af plejebarnet.
Oversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.
Kulturministeren har nu modtaget en lang række anbefalinger til, hvordan foreningslivet kan blive fri for bøvl og bureaukrati.
SKATs afgørelse var baseret på en samlet vurdering af kriterierne i Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om Personskatteloven. SKAT fremhævede, at klageren modtog et fast månedligt vederlag, optjente feriepenge, og at kommunen dækkede udgifter, hvilket betød, at klageren ikke havde en økonomisk risiko som en selvstændig erhvervsdrivende. SKAT henviste til byretsdommen SKM2014.719.BR og landsretsdommen SKM2017.739.ØLR, som understøttede, at døgnplejere i lignende tilfælde blev anset for lønmodtagere.
Klagerens repræsentant gjorde gældende, at klageren skulle anses for selvstændig erhvervsdrivende. Argumentationen byggede på, at klageren selv tilrettelagde arbejdet, ikke var begrænset til én hvervgiver (havde anbringelser fra to kommuner), bar en økonomisk risiko (f.eks. ved sygdom og uforudsete udgifter), ejede driftsmidler og lokaler, og at virksomheden krævede særskilt godkendelse. Repræsentanten henviste til flere domme (TfS 1998.71, TfS 1996.449, TfS 2004.652, TfS 2004.636, TfS 2004.908, TfS 1987.483, LSR 2-8-1852-0498) og Kommunernes Landsforenings (KL) opfattelse af plejefamilier som selvstændige. Subsidiært gjorde repræsentanten gældende, at klageren var berettiget til ligningsmæssigt fradrag for driftsomkostninger, der oversteg de skattefri godtgørelser, jf. Ligningsloven § 9, stk. 6.

Sagen omhandler en fuldtidsdøgnplejer, som SKAT havde anset for at være lønmodtager for al sin indkomst fra døgnpleje. K...
Læs mere
Sagen omhandlede, hvorvidt en kvinde, der sammen med sin ægtefælle drev døgnpleje for fem børn, skulle betragtes som sel...
Læs mereNye regler for økonomisk støtte til borgere med handicap: Indførelse af kompensationsydelse og et forenklet to-delt system