Manglende køkkenmodul i autocamper medfører yderligere registreringsafgift

Klagerens argumenter

Klageren nedlagde påstand om, at SKATs afgørelse var ugyldig og skulle hjemvises, subsidiært at efteropkrævningen skulle bortfalde. Klageren anførte følgende argumenter:

• Procedurel fejl: SKAT havde ændret væsentlige forudsætninger (loftshøjde, bordstørrelse) fra agterskrivelsen til den endelige afgørelse uden fornyet partshøring, hvilket udgjorde en parthøringsfejl, jf. princippet i FOB 1988.118 og TfS 1997, 105.
• Inhabilitet: SKATs sagsbehandler var inhabil.
• Manglende lovhjemmel: Der var ingen klar og tydelig lovhjemmel i Registreringsafgiftsloven § 5a til at kræve et køkkenmodul til stede på alle tidspunkter. Bestemmelsen foreskriver blot, at autocamperen skal være konstrueret og indrettet til ophold og bebølse. Klageren henviste til det skærpede lovhjemmelskrav i skatteretten, jf. Grundloven § 43.
• God tro: Klageren var i god tro om både den retlige bedømmelse og køretøjets korrekte benyttelse.
• Inkonsekvent praksis: SKAT havde i et lignende tilfælde alene uddelt en advarsel, hvilket burde føre til en lignende afgørelse i denne sag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at SKATs rettelse af det retlige grundlag fra agterskrivelsen til afgørelsen ikke udgjorde en sagsbehandlingsfejl i medfør af Forvaltningsloven § 19 eller Skatteforvaltningsloven § 20. Dette skyldtes, at ændringerne ikke var af en sådan karakter, at de tidligere inddragne faktiske oplysninger fik en anden væsentlig betydning til ugunst for klageren. Der blev lagt særlig vægt på, at SKATs eneste kriterium for afgiftspålæg var det manglende køkkenmodul.

Landsskatteretten fastslog desuden, at SKATs sagsbehandler ikke var inhabil.

Vedrørende den materielle behandling af sagen blev det konstateret, at autocamperen var registreringspligtig i Danmark, jf. Registreringsafgiftsloven § 1 og Lov om registrering af køretøjer § 2. Køretøjet var oprindeligt afgiftsberigtiget efter de særlige regler i den dagældende Registreringsafgiftsloven § 5a, stk. 1, nr. 1, som kræver, at køretøjet er konstrueret og indrettet til ophold og bebølse, herunder med sovepladser for mindst fire personer, køkkenarrangement med vand- og spildevandstank, og passende loftshøjde. Det fremgår af forarbejderne til loven og punktafgiftsvejledningen, at køkkenarrangementet skal være fastmonteret og altid medbringes under kørsel.

Det blev godtgjort, at autocamperen på standsningstidspunktet den 4. januar 2012 ikke opfyldte disse betingelser, da køkkenmodulet manglede. Landsskatteretten henviste til egen kendelse i SKM2012.304.LSR, som fastslog tilstrækkelig lovhjemmel til afgiftsregulering i lignende tilfælde. Når betingelserne for den nedsatte afgift ikke længere er opfyldt, skal køretøjet afgiftsberigtiges i henhold til Registreringsafgiftsloven § 4, dog med en nedsættelse af afgiften, jf. Registreringsafgiftsloven § 5a, stk. 3.

Klagerens argument om god tro og henvisning til en angiveligt begunstigende praksis med advarsler i lignende tilfælde blev afvist. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at give klageren en forbedret retsstilling på baggrund af en eventuel praksis eller princippet om berettigede forventninger, jf. U.2000.1509H og SKM2012.304.LSR.

Da selve afgiftsberegningen ikke var påklaget, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse om efteropkrævning af yderligere registreringsafgift på 114.190 kr.

Klagerens repræsentant præciserede, at køkkenmodulet ikke var fjernet, og at alt monteret samt løsdele til køkkenet (undtagen hynder, madrasser og bordplade) var i bilen. Det blev fremhævet, at løsdele som vanddunke, bordplade og gasblus ikke kan monteres/anvendes lovligt under kørsel, og at bilens konstruktion var uændret ved kontrollen.

Klagerens argumenter

Klagerens advokat argumenterede for, at den opkrævede afgift var uretmæssig, da:

• Der ikke var foretaget konstruktive ændringer af bilen, kun midlertidig fjernelse af løsdele.
• Løsdele ikke lovligt kan monteres under kørsel, og deres fravær ikke udgør en varig ændring af bilens konstruktion eller brug.
• Der mangler hjemmel i Registreringsafgiftsloven eller dens bemærkninger til at kræve, at alt løsøre altid skal medbringes.
• En formulering i punktafgiftsvejledningen ikke udgør fornøden hjemmel til afgiftsopkrævning.
• Lovgivningen er uklar, hvilket bør føre til, at der ikke opkræves afgift, jf. principperne i UfR 2008.1404 H.
• SKAT har i andre tilsvarende sager anvendt mere proportionelle løsninger, såsom indskærpelser og vejledning, hvilket det forvaltningsretlige lighedsprincip tilsiger også bør gælde i denne sag.