Straksfradrag for forlængelse af køresilo - sammenhæng med driftsbygninger

SKAT forhøjede klagerens indkomst med 80.177 kr. ved at nedsætte det selvangivne straksfradrag fra 109.656 kr. til 26.138 kr. SKAT godkendte dog yderligere ordinær afskrivning på 3.341 kr. SKATs begrundelse var, at køresiloerne med tilhørende betonbund var selvstændige bygninger, der kunne fungere uafhængigt af de øvrige driftsbygninger. SKAT henviste til Afskrivningsloven § 18, stk. 2, 3. pkt., som fastslår, at tilbygninger kun behandles som ombygnings- eller forbedringsudgifter, når de udgør en naturlig del af den eksisterende bygning. SKAT mente, at kørefladerne mellem driftsbygningerne og køresiloerne var et skattemæssigt accessorie til driftsbygningerne jf. Afskrivningsloven § 14, stk. 3, og at de ikke medførte, at køresiloerne var forbundet med de øvrige bygninger i en grad, der berettigede til at inkludere disse i beregningsgrundlaget for straksfradrag.

Klageren nedlagde påstand om, at indkomsten skulle nedsættes med 80.177 kr., idet det fulde straksfradrag på 109.656 kr. skulle godkendes, og den af SKAT godkendte ordinære afskrivning på 3.341 kr. skulle tilbageføres. Klagerens repræsentant argumenterede for, at køresiloerne udgjorde et produktionsmæssigt hele med de øvrige driftsbygninger, da de etablerede køreflader tjente landbrugsproduktionen for ejendommen. Det blev fremhævet, at bunden i køresiloerne, kørearealerne og bunden af kostaldens foderbord alle var støbt i beton og forbundet med samme betonoverflade. Klageren henviste til tidligere Landsskatteretskendelser (LSR 2-7-1814-0115, LSR 2-7-1814-0096, LSR 2-7-1814-0199, SKM2008.257.LSR, TfS 1999.536), der ifølge klageren fastslog, at landbrugets køresiloer og gyllebeholdere i praksis anses for bygningsbestanddele, der kan give adgang til straksfradrag, når de er forbundet med eksisterende bygninger via køreflader eller rørforbindelser. Klageren anførte, at det var den produktionsmæssige funktion, der skulle afgøre, om der var tale om bygningsbestanddele, og ikke materialevalget. Klageren mente, at SKATs afgørelse forsøgte at ændre praksis uden grundlag i de faktiske forhold eller tidligere retspraksis.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at det med vedtagelsen af den ændrede Afskrivningsloven § 18, stk. 2, lov nr. 433 af 26. juni 1998, var lovgivers hensigt at ændre den hidtidige praksis, så beregningsgrundlaget for straksfradrag kun skulle omfatte den bygning, hvorpå ombygning eller tilbygning er foretaget, i stedet for samtlige afskrivningsberettigede driftsbygninger.

Det blev lagt til grund, at klageren i 2012 havde forlænget eksisterende køresiloer, som var sammenbygget med en tredje køresilo via en fælles mur og opført med faste sider på to af siderne.

To retsmedlemmer fandt, ud fra de konkrete omstændigheder, at køresiloerne lå i nær tilknytning til løsdriftsstalden og udgjorde en integreret del af staldens betjening, med et fælles betondæk. De anså derfor plansiloerne for at være en bygningsbestanddel til stalden. Der blev henvist til Landsskatterettens afgørelse af 6. februar 2008, gengivet i SKM2008.257.LSR, hvor rettens flertal fandt, at plansiloer med tilhørende betonflader er bygningsbestanddele. Flertallet i den tidligere sag fandt dog, at plansiloerne ikke havde den fornødne fysiske sammenhæng med driftsbygningerne, fordi kørefladerne var lavet af materialer, der normalt bruges til vejfyld eller gårdplads. I nærværende sag anså disse to retsmedlemmer køresiloerne for at indgå i et samlet bygningskompleks med løsdriftsstalden, og stalden kunne derfor indgå i beregningsgrundlaget for straksfradrag. Disse retsmedlemmer stemte for at give klageren medhold.

Et retsmedlem, retsformanden, anså forlængelsen af køresiloerne for en tilbygning, der udgjorde en naturlig del af de eksisterende køresiloer. Med henvisning til ordlyden af Afskrivningsloven § 18, stk. 2 og bemærkningerne til lovforslaget, samt de bygningsmæssige forholds fysiske fremtræden, fandt retsmedlemmet, at køresiloerne var et selvstændigt bygningskompleks, der ikke udgjorde en sådan naturlig del af de øvrige bygninger, at disse kunne medregnes i grundlaget for straksfradrag. Der blev henvist til Vestre Landsrets dom af 1. juli 2010, gengivet i SKM2010.524.VLR, samt Landsskatterettens afgørelse af 6. februar 2008, gengivet i SKM2008.257.LSR. Dette retsmedlem var enig med SKAT i, at beregningsgrundlaget for straksfradrag kun skulle være afskrivningsgrundlaget for de eksisterende køresiloer og den ældste gyllebeholder, der betjente køresiloerne via rørforbindelse. Retsformanden stemte for at stadfæste SKATs afgørelse.

Landsskatteretten traf afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet og gav klageren medhold i klagen. Straksfradraget blev forhøjet til 109.656 kr., og de ordinære afskrivninger blev som konsekvens heraf nedsat med 3.341 kr.

Skatteyderen argumenterede for, at forskellige bygninger og strukturer, herunder plansiloer, foderlade og fodercentral, skulle betragtes som dele af større, integrerede bygningskomplekser (Bygningskompleks 1 og 3). Dette blev begrundet med fysiske forbindelser (støbte beton- og asfaltflader) og funktionel sammenhæng, især for kostalden og malkestalden (Bygningskompleks 3A og 3B), hvor køerne dagligt blev drevet mellem de to for malkning, hvilket gjorde dem til en samlet driftsenhed for mælkeproduktion. Skatteyderen henviste til tidligere Landsskatteretskendelser (SKM2008.257.LSR) for at understøtte, at støbte overflader (asfalt/beton) skulle anses for en tilstrækkelig fysisk forbindelse, i modsætning til "almindeligt vejfyld".

SKAT fastholdt derimod, at bygningerne var separate, med henvisning til manglende interne, naturlige gennemgange, og at funktionel sammenhæng alene ikke var tilstrækkelig til at anse dem for et enkelt kompleks. SKAT argumenterede også for, at asfalt- og betonflader til kørsel ikke var afgørende for at anse strukturer som bygningsbestanddele.