Landsskatteretten: Beskatning af fri bil - Hovedaktionær - Erhvervsmæssig kørsel

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at den skattepligtige skal medregne værdien af vederlagsfri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, jf. Ligningsloven § 16, stk. 1. Den skattepligtige værdi ansættes i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 4.

For hovedaktionærer gælder en formodningsregel om, at en firmabil, som hovedaktionæren har råderet over, også er til rådighed for privat kørsel. Da klagerens og selskabets adresser ikke var sammenfaldende i de relevante perioder, påhvilede det som udgangspunkt SKAT at løfte bevisbyrden for, at bilerne var stillet til rådighed for klagerens private brug. Konkrete forhold kan dog ændre bevisbyrden, jf. SKM2014.504.HR.

Retten bemærkede, at det er en konkret vurdering, om formodningsreglen er afkræftet. Tidligere højesteretsdomme som SKM2005.138.HR og SKM2008.534.HR har statueret beskatning, selvom bilerne ikke var parkeret ved bopælen, især når der var tale om luksusbiler, hvilket skærper bevisbyrden for skatteyderen.

I den konkrete sag lagde Landsskatteretten vægt på følgende:

• Der var ikke sammenfald mellem klagerens private bopæl og selskabets adresse.
• Klageren var i begge indkomstår allerede beskattet af en anden firmabil, der var stillet til rådighed for privat kørsel.
• Klageren og hans ægtefælle anskaffede en mindre privat bil til at dække ægtefællens kørselsbehov efter flytningen fra [by1] midtby.
• Klageren blev anset for at have fraskrevet sig retten til at anvende den omstridte bil privat, idet han var omfattet af selskabets udsendte memo om anvendelsen af Lexus-bilen.
• Klagerens forklaring for retten om firmaets brug af bilen, samt at han ikke selv havde benyttet den og ikke havde til hensigt at gøre det, blev anset for troværdig.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde beskatningen af værdi af fri bil for årene 2010 og 2011, som herefter bortfaldt. SKATs afgørelse blev ændret.

Skatteankenævnet beregnede værdien af fri bil baseret på mindstebeskatningsværdien for en Aston Martin og en Ferrari. Beregningen var som følger:

Skatteankenævnet lagde vægt på, at bilerne ifølge selskabets regnskab var anset for at blive anvendt privat, og at der ikke forelå et kørselsregnskab, der godtgjorde udelukkende erhvervsmæssig anvendelse. Det blev også bemærket, at selskabets omsætning var begrænset, og at der var tale om specielle, dyre sportsvogne.

Klagerens repræsentant påstod, at der ikke var grundlag for beskatning af fri bil, da bilerne alene havde været anvendt til erhvervsmæssig kørsel i begrænset omfang. Det blev anført, at klageren havde private biler til rådighed, og at den indtægtsførte private benyttelse skyldtes fakturering til et andet koncernselskab.