Tilgodehavende efter udtræden af I/S anset som erhvervsmæssigt aktiv i virksomhedsordningen

Landsskatteretten fandt, at klagerens resttilgodehavende på 2.406.638 kr. pr. 31. december 2014 fortsat skulle anses for et erhvervsmæssigt aktiv, der kunne forblive i klagerens virksomhedsordning. Beløbet kunne derfor ikke anses for hævet i henhold til Virksomhedsskatteloven § 5.

Retten lagde vægt på følgende punkter:

• Tilgodehavendets oprindelse: Beløbet var ikke et resultat af en placering af overskydende likviditet for at tilgodese private interesser. Det var optjent i klagerens revisionsvirksomhed og opstod som en direkte konsekvens af hans udtræden.
• Interessentskabskontrakten: I henhold til interessentskabskontraktens § 45, stk. 3, var interessentskabet berettiget til at udskyde udbetalingen af betydelige beløb inden for en "passende frist" for at sikre firmaets drift og likviditet.
• Erhvervsmæssig begrundelse: Afviklingen af gælden til de udtrådte interessenter, som samlet udgjorde over 140 mio. kr., var en betydelig post for virksomheden. Hensynet til interessentskabets økonomiske situation var den afgørende faktor for udbetalingstidspunktet. Der var således tale om afvikling af en erhvervsmæssig gæld, hvor afviklingstakten var styret af forretningsmæssige hensyn.
• Ikke et privat udlån: Under disse omstændigheder havde tilgodehavendet ikke karakter af et privat pengeudlån, men bevarede sin tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed, hvorfra det stammede.

Landsskatteretten henviste desuden til en tidligere, ikke-offentliggjort afgørelse (sag nr. [...] af 26. februar 2019), der vedrørte en anden udtrådt interessent fra samme firma med et identisk sagsforløb, hvor retten nåede samme resultat. På baggrund af en samlet vurdering blev SKATs afgørelse ændret.

Udviklingen i indeståendet var som følger:

Beløbet på 10.077.546 kr. blev indfriet af [virksomhed1] I/S den 17. august 2015 og anvendt til udvidelse af klagerens erhvervsmæssige værdipapirsbeholdning.

Interessentskabskontraktens § 45, stk. 3, fastslog, at fratrådte interessenter var berettiget til at få deres kapitalindestående udbetalt, men at der ved betydelige beløb skulle gives en passende frist til at effektuere betalingen. En mail fra [virksomhed4] P/S af 7. juli 2015 meddelte tidligere interessenter, at deres indeståender ville blive udbetalt den 15. august 2015. En redegørelse fra [person1] bekræftede, at interessentskabets likviditet var meget stram i første halvdel af 2010'erne grundet store ejendomsinvesteringer, hvilket nødvendiggjorde, at interessenter lod indtjening indestå. Fusionen med [virksomhed4] og salget af en domicilejendom i 2014/2015 forbedrede likviditeten og muliggjorde udbetalingen i august 2015.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT anså indeståendet på 9.973.533 kr. ultimo 2014 for et ikke-erhvervsmæssigt aktiv, der ikke kunne indgå i virksomhedsordningen, og overførte det derfor til privatsfæren med virkning fra ultimo 2014. Dette medførte konsekvensændringer for indkomstårene 2014, 2015 og 2016.

SKATs begrundelse var:

• Kun erhvervsmæssige aktiver kan indgå i VSO, jf. Virksomhedsskatteloven § 1.
• Udlån anses som udgangspunkt for private, medmindre de er erhvervsmæssigt begrundet og har tilknytning til virksomhedens drift. SKAT henviste til praksis, herunder SKM2013.505.HR, SKM2016.15.SR og SKM2010.96.LSR, som alle understøtter, at udlån uden fornøden erhvervsmæssig tilknytning anses for private hævninger efter Virksomhedsskatteloven § 5.
• Klageren driver ikke næring med pengeudlån, og [virksomhed1] I/S driver ikke finansiel virksomhed.
• SKAT mente, at klageren som udtrædende interessent pr. 1. januar 2013 havde krav på at få sit kapitalindestående udbetalt inden for en passende periode, og at indeståendet derfor ikke længere var et kapitalindestående i en aktiv virksomhed for klageren. Placeringen af indeståendet var alene båret af private investeringsinteresser.
• SKAT afviste den subsidiære påstand om forældelse, idet de henviste til styresignal SKM2017.622.SKAT, som fastslår, at fejlagtigt medtagne aktiver skal udtages i det tidligst mulige indkomstår inden for den ordinære genoptagelsesfrist, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant påstod principalt, at tilgodehavendet var erhvervsmæssigt og kunne indgå i VSO'en. Subsidiært påstod repræsentanten, at SKAT ikke kunne foretage ændringer for 2014-2016, da fejlen vedrørte 2013, som var forældet, jf. Skatteforvaltningsloven § 26.

Klagerens hovedargumenter var:

• Det var ikke klagerens valg at lade indeståendet forblive i I/S'et, men en konsekvens af interessentskabskontraktens § 45, stk. 3, som tillod udskydelse af udbetaling ved betydelige beløb og under hensyntagen til firmaets likviditet.
• I/S'et havde reelle likviditetsvanskeligheder grundet store ejendomsinvesteringer og et erstatningskrav vedrørende [virksomhed5], hvilket forhindrede øjeblikkelig udbetaling.
• Indeståendet var opstået som følge af driften af revisionsvirksomheden og havde tidligere retmæssigt indgået i VSO'en. Det ændrede ikke karakter til et privat udlån blot ved udtræden.
• SKATs fortolkning stred mod Virksomhedsskatteloven § 15, stk. 1 og 2, som tillader opretholdelse af VSO i salgsåret og det efterfølgende indkomstår.
• Vedrørende forældelse fastholdt klageren, at en fejl skal rettes i det indkomstår, hvor den opstod. SKATs styresignal SKM2017.622.SKAT var i strid med forældelsesreglerne i Skatteforvaltningsloven § 26 og det formelle lovs princip.