Kautionsforpligtelse i K/S - Fradragskonto - Udvidelse af hæftelse

Landsskatteretten lagde til grund, at:

• Klageren som kommanditist i K/S [virksomhed1] som udgangspunkt hæftede begrænset for selskabets gæld, svarende til den tegnede kapital.
• Klageren havde afgivet selvskyldnerkaution over for [finans3] (senere [finans4]) for kommanditselskabets gæld, og denne kautionsforpligtelse var beløbsmæssigt begrænset til den til enhver tid værende resthæftelse over for K/S [virksomhed1].
• Det var ubestridt, at indbetalinger fra kommanditisterne til [finans4], uanset om det skete i henhold til transporten eller som følge af kautionen, ville medføre en tilsvarende nedskrivning af hovedmandens gæld til [finans4].

Retten henviste til fradragskontoreglerne, som tillader debitering af fradragskontoen med forpligtelser som følge af medhæftelse som selvskyldner, i det omfang forpligtelsen påhviler kommanditisten endeligt uden regres til andre selskabsdeltagere. Det blev endvidere henvist til Højesterets dom, TfS 2005,173 H, der fastslår, at en kommanditist skal have givet afkald på regres over for hovedmanden, før en kautionsforpligtelse kan anses for aktuel i denne sammenhæng.

Landsskatteretten fandt, at:

• Det fremgik af afsnit 7.1 i ”Limited Partner Guarantee” (Schedule 5), at kautionisternes regreskrav mod hovedmanden viger for kreditors krav, så længe kreditor ikke havde opnået fyldestgørelse. Dette indebar, at kommanditisterne havde regresret efter de almindelige regler, når kreditor var fyldestgjort, og at regresfraskrivelsen derfor kun var midlertidig og ikke endelig.
• Det var ikke godtgjort, at kommanditisterne på generalforsamlingen den 22. april 2009, hvor nye vedtægter blev vedtaget, gav afkald på regres til hovedmanden eller komplementaranpartsselskabet for en selvstændigt påtaget kautionsforpligtelse, der lå ud over hæftelsen for stamkapitalen. Bestemmelsen i vedtægternes § 6 om, at kommanditisterne ikke havde regres over for komplementaren, blev fortolket i sammenhæng med de forudgående bestemmelser og vedrørte alene hæftelsen for stamkapitalen. Dette blev understøttet af bestyrelsens beretning og generalforsamlingsreferatet, hvor spørgsmålet om udvidelse af hæftelsen ikke var drøftet.

På baggrund heraf var Landsskatteretten enig med SKAT i, at klageren ikke havde udvidet sin hæftelse for kommanditselskabets gæld ud over sin hæftelse for stamkapitalen på en måde, der berettigede til at medtage kautionsforpligtelsen på fradragskontoen. SKATs forhøjelse af klagerens indkomst i 2010 blev derfor stadfæstet.

Klagerens Argumenter

Klageren påstod, at fradragskontoen skulle tillægges en forholdsmæssig andel af gælden til [finans2] svarende til ejerandelen. Klageren gjorde gældende, at kommanditisterne uomtvisteligt havde kautioneret for selskabets gældsforpligtigelser og havde fraskrevet sig regres over for både de øvrige kommanditister og komplementaren. Klageren argumenterede for, at ordlyden i § 5 i selskabets vedtægter skulle tolkes som en generel fraskrivelse af regresret over for komplementaren, og at en potentiel regresret over for en insolvent komplementar under alle omstændigheder var uden værdi. Klageren fremhævede, at den øgede hæftelse, selvom den var over for K/S'et, skulle sidestilles med en kaution stillet direkte over for selskabets kreditorer, da den udgjorde en reel risiko. Klageren understregede, at kautionerne var blevet kaldt af Finansiel Stabilitet i 2017, og at kommanditisterne havde indbetalt ca. 4,5 mio. kr., hvilket bekræftede kautionernes realitet. Klageren bestred også SKATs opgørelse af kautionsbeløbet og fastholdt, at kautionen udgjorde 650.000 kr. pr. kommanditist, dog begrænset til den forholdsmæssige andel af gælden på fradragskontoen.

SKATs og Klagerens Opgørelser af Fradragskontoen