Manglende fradrag for tab på debitorer grundet utilstrækkelig inddrivelse

Sagen omhandler en selvstændig erhvervsdrivendes fradrag for tab på debitorer i indkomståret 2013. Klageren, der driver en virksomhed inden for bogføring, revision og skatterådgivning, havde fratrukket 60.000 kr. for et tab på en fordring på 75.000 kr. (inkl. moms) fra en faktura udstedt i juli 2010 for regnskabsassistance.

SKAT godkendte ikke fradraget, idet de mente, at tabet ikke var tilstrækkeligt konstateret som endeligt. SKAT påpegede, at der kun var sendt én rykker næsten tre år efter fakturadatoen, og at der ikke var foretaget yderligere skridt til at inddrive tilgodehavendet. SKAT anførte, at det ikke var inden for normal driftsrisiko at undlade at rykke for betaling i næsten tre år.

Klageren argumenterede for, at yderligere inddrivelsesprocedurer ville have været formålsløse, da debitor var kendt for at være insolvent. Klageren henviste til tidligere kendskab til debitors store gæld og negative egenkapital samt pantefogedens udlæg og tvangsafhændelse af aktiver. Klageren oplyste desuden, at kravet i slutningen af 2013 var faldet for 3-års forældelsesfristen, hvilket klageren anså for en endelig konstatering af tabet og dermed grundlag for fradrag i 2013.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for tab på debitorer. Retten henviste til, at fradrag for tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring eller i tilknytning til erhvervsmæssig drift, er omfattet af reglerne i Statsskatteloven § 6, litra a jf. Kursgevinstloven § 17. Dette indebærer, at tabet skal kunne kvalificeres som en driftsomkostning, med en direkte og umiddelbar forbindelse til indkomsterhvervelsen.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Tabet skal være konstateret og endeligt opgjort i det indkomstår, hvor fradraget ønskes.
• Kun under særlige omstændigheder kan et tab anses for sandsynliggjort uden udlægsforretning eller andre retsskridt (f.eks. konkurs, betalingsstandsning, akkord, likvidation pga. insolvens, eller debitors forsvinden).

Retten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort et endeligt tab på den pågældende debitor i 2013. Dette blev begrundet med:

• Der var alene sendt et enkelt påmindelsesbrev i juni 2013, næsten tre år efter fakturadatoen.
• Der var ikke foretaget effektive tiltag for at inddrive tilgodehavendet, såsom yderligere rykkerbreve, forgæves udlæg eller andre retsskridt.
• Det forhold, at der ikke var truffet foranstaltninger for at undgå forældelse, og at kravet nu var forældet, kunne ikke anses for at være et udslag af naturlig driftsrisiko.