Ubetinget frakendelse af førerretten i 3 år for spirituskørsel trods tiltaltes fysiske handicap

Sagen vedrører en mand født i 1943, der blev tiltalt for spirituskørsel begået den 10. maj 2007 i strid med Færdselsloven § 53, stk. 1. Byretten i Roskilde havde oprindeligt afsagt dom i sagen, men anklagemyndigheden ankede afgørelsen til landsretten med påstand om, at frakendelsen af førerretten skulle skærpes til at være ubetinget.

Tiltaltes helbredsmæssige situation og transportbehov

Tiltalte forklarede i landsretten om sine omfattende helbredsproblemer. Han modtager hospitalsbehandling 1-2 gange om måneden på tværs af flere hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland, herunder:

• Rigshospitalet og Herlev Hospital
• Glostrup Hospital og Køge Hospital
• Tandlægebehandling på Frederiksberg grundet følgevirkninger fra strålebehandling

Tiltalte anførte, at han i vidt omfang var afhængig af at kunne køre selv til visse behandlinger. Han forklarede, at hans hustru hjalp med kørsel og indkøb, når hun kunne, men at han ellers var begrænset af, at han benytter kørestol. Han påstod, at offentlig transport var umulig, da hans kørestol ikke kunne medbringes i de lokale busser.

Spørgsmålet om fravigelse af frakendelsesreglerne

Sagens kerne i landsretten var, om tiltaltes personlige forhold og fysiske handicap udgjorde en sådan særlig omstændighed, at man kunne fravige de normale regler for rettighedsfrakendelse ved spirituskørsel med høj promille.

Anklagemyndigheden argumenterede for, at promillen var så høj, at udgangspunktet om 3 års ubetinget frakendelse skulle følges, uanset de personlige forhold. Tiltalte påstod derimod stadfæstelse af byrettens dom, hvilket indebar en lempeligere sanktion (formodentlig betinget frakendelse).

Østre Landsret ændrede byrettens dom, således at frakendelsen af førerretten blev gjort ubetinget.

Landsrettens begrundelse

Landsretten vurderede, at tiltaltes kørselsbehov i forbindelse med sygdomsbehandling var begrænset og kunne varetages på anden vis end ved, at han selv førte bil. Retten lagde vægt på, at:

"tiltaltes kørselsbehov i forbindelse med sygdomsbehandling m.v. efter en samlet vurdering anses for begrænset og vil kunne varetages på anden måde, end ved at tiltalte kører selv."

Som følge heraf fandt retten ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 1, jf. , hvorefter førerretten ved førstegangs spirituskørsel med høj promille skal frakendes ubetinget.