Sag om afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse - prøvelse af Flygtningenævnets afgørelse

• Afgørelserne ikke tog tilstrækkeligt hensyn til deres alvorlige helbredsmæssige handicap og risiko for forværring ved tilbagevenden til Kosovo.
• Myndighederne havde begået sagsbehandlingsfejl, herunder mangelfuld sagsoplysning og utilstrækkelig begrundelse, samt afvist at lade dem bistå af mere end én bisidder.
• FN's Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) retningslinjer og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3 samt FN's flygtningekonvention art. 33 om non-refoulement ikke var blevet korrekt anvendt eller inddraget.
• Forholdene for etniske romaer i Kosovo fortsat indebar en risiko for forfølgelse, og at UNMIK (FN's midlertidige administration i Kosovo) havde nedlagt veto mod tvangsudsendelse af romaer.

Sagsøgtes Anbringender

Ministeriet og Flygtningenævnet påstod frifindelse og afvisning af sagsøgernes subsidiære påstande. De anførte, at:

• Deres afgørelser var lovlige og korrekte, truffet inden for rammerne af Udlændingeloven § 9 b, stk. 1 og Udlændingeloven § 7, og at humanitær opholdstilladelse kun gives undtagelsesvis.
• PTSD og depression i sig selv ikke er tilstrækkeligt grundlag for humanitær opholdstilladelse efter gældende praksis.
• Domstolsprøvelse af Flygtningenævnets skønsmæssige afgørelser er begrænset til retsspørgsmål, jf. Udlændingeloven § 56, stk. 8, og omfatter ikke bevisbedømmelse eller skønsudøvelse.
• De havde inddraget omfattende baggrundsmateriale om forholdene i Kosovo, og at forholdene var ændret siden konflikten.
• UNMIK's holdning til tvangsudsendelse af personer med PTSD var ændret, og de nu accepterede tilbagesendelse af sådanne personer.

Processuelle Spørgsmål

Spørgsmålet om, hvorvidt sagen mod Flygtningenævnet kunne fremmes ved domstolene, jf. Udlændingeloven § 56, stk. 8 og Retsplejeloven § 253, blev udskilt til særskilt behandling. Sagsøgerne påstod sagen fremmet, mens Flygtningenævnet påstod afvisning. Landsretten fandt, at sagsøgernes anbringender i realiteten angik nævnets bevisbedømmelse, som ligger uden for domstolenes kompetence at prøve.

Sagsøgte, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, frifindes. Sagsøgernes øvrige påstande afvises. Sagsøgerne skal solidarisk inden 14 dage betale 20.000 kr. til hver af de sagsøgte i sagsomkostninger.

Appellanten havde begrænset familiemæssig tilknytning til Iran og ingen udsigt til at kunne udrejse frivilligt på grund af risiko for tortur eller umenneskelig behandling i hjemlandet.

Landsrettens Afgørelse og Anbringender

Østre Landsret havde i 2011 stadfæstet de administrative afgørelser. I landsretten var der uenighed om udvisningen, hvor flertallet fandt den forenelig med Udlændingeloven § 26, stk. 2 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, mens mindretallet lagde vægt på appellantens integration og proportionalitetshensyn, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1.

Appellanten anbragte for Højesteret, at afgørelserne var ugyldige, da de:

• Udgjorde en frihedsberøvelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 5.
• Var udtryk for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 14 sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 2 i Tillægsprotokol 4, idet de var begrundet i hensynet til statens sikkerhed.
• Indebar en indskrænkning af hans bevægelsesfrihed i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 2 i Tillægsprotokol 4.

Højesterets Behandling af Sagen

Udlændingestyrelsen og Justitsministeriet påstod stadfæstelse og anførte, at indgrebene ikke var frihedsberøvelse, ikke var begrundet i statens sikkerhed, og havde hjemmel i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 2, stk. 3 i Tillægsprotokol 4.

Højesteret gennemgik praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende frihedsberøvelse og bevægelsesfrihed. Det blev understreget, at proportionalitetsprincippet, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 2 i Tillægsprotokol 4, kræver en løbende vurdering af indgrebets nødvendighed, især når der er tale om langvarige foranstaltninger. Højesteret lagde vægt på, at der ikke var udsigt til, at udvisningen kunne effektueres, og at der ikke var konkret risiko for, at appellanten ville skjule sig eller begå ny kriminalitet.